De fleste danskere kan citere de første linjer eller vers af “Peters Jul”: Jeg glæder mig i denne tid…. etc. “Peters Jul” er en af Danmarks første julebøger og udkom første gang i 1866. Den er skrevet af Johan Krohn, hvis bror Pietro, havde fremstillet illustrationerne til den oprindelige udgave.
I den første udgave var bogens format udskåret efter forsidetegningen, der forestillede – “Den Gamle Julefart”.
Denne figur adskiller sig fra senere “julemænd” ved ikke at bringe gaver. “Den Gamle Jul” kommer i stedet med selveste juleglæden, som spredes der, hvor han tænder juletræet ved hjælp af et lille lys, han bærer i sin hat.
Lyset bruger han kun dér, hvor han kan høre, at børnene er søde og artige. Hører han, at forældrene skælder ud, så går han forbi – og her lader han således ikke juleglæden – eller julestemningen – indfinde sig.
“Peters Jul” er siden udkommet i utallige versioner og oplag.
Peters Jul er en børnebog skrevet på vers og som faktisk først blev udgivet anonymt i 1866. Forfatteren er Johan Krohn, hvis festlige og nationale sindelag findes afspejlet i bogens enkle og prægnante vers; illustrationerne var af broderen Pietro Krohn og Otto Haslund og trykt i litografi. Anden udvidede udgave fra 1870 er illustreret af Pietro Krohn alene og med xylografier af F. Hendriksen. Krohns tegninger er i den første farveillustrerede udgave (1889) bearbejdet af Frants Henningsen. For generationer af danske børn har Peters Jul været en del af juletraditionerne, og bogen er senere blevet illustreret af Erik Henningsen (1914) og Herluf Jensenius (1942).
“Peters Jul”
Det er den danske Moder
Hvem Bogen bliver sendt,
Og, hvorom vi vil bede,
Det ved hun vist omtrent!
Når hun blot vil den vise
Sin Datter og sin Pog
Da bliver rigt og prægtigt
Hvert Billede i vor Bog,
Og dersom hun vil læse
Den simple, ringe Sang,
Se, da farer Ordet Vinger,
Ved hendes Stemmes Klang;
Thi alt, hvad hun kun rører,
For ganske vist vi ved,
Det vorder skønt forvandlet
ved hendes Kærlighed.
FØR JULEN
Jeg glæder mig i denne Tid;
nu falder Julesneen hvid,
og så må Julen komme!
Min Faer hver Dag i Byen går,
og når han kommer hjem, jeg står
og ser hans store Lomme.
Og på hans Bord forleden Dag
jeg så et yndigt, lille Flag,
og det jeg ikke glemmer.
Papir han klipper med en Sax;
men når jeg kommer ind, han straks
sin Stads i Skuffen glemmer.
Og Moder har Peberkager bagt;
jeg ved det, jeg har selv dem smagt,
da de var ganske varme.
Sit Sølvskab Moder nu åbnet har,
og Stadsestagen frem hun ta’er,
den med de mange Arme.
Og Moder hun har så mange Bud,
hvert Øjeblik skal Anders ud,
og Moder og Anders hvisker.
Men jeg kan dog høre, – tys!
i Morges var det Julelys
og røde Bånd og Svesker.
Og Søster Hanne syr og syr.
Hun siger, Julen er så dyr,
hver Gang hun Grisen ryster.
Til Faer hun har en Pibesnor
af Perler, og til Bedstemoder
hun hækler på en Trøster.
Jeg vil nok også noget få;
jeg må jo ikke ind i Salen gå,
når hun skal til at strikke.
Der inde er der rigt’nok koldt;
men når jeg spiller med min Bold,
så mærker jeg det ikke.
Da før jeg ud med Karen gik,
vi var i Bagerens Butik;
dér stod den tykke Bager,
og han skrev op, hvad Karen sa’e:
Til Juleaften skal vi ha’e
to store Julekager.
Gid det var Jul! Hvor det var rart.
Men nu må den da komme snart,
det varer ikke længe;
thi fra min Stol ved Vinduet her
på Køkken muren jeg jo ser
alt Julegåsen hænge.
BEDSTEMOR INVITERES
Du gamle, rare Bedstemoder,
hvor det var dejligt, at du tror,
at nok du ud tør køre.
Og Juletræet er så stort;
Jeg så’ det stå i vores Port. –
Nu skal du bare høre!
Med Risengrød begynder vi, –
husk på, der er en Mandel i! –
Og så skal Gås vi have.
I Gåsens Ryg et Flag skal stå
og den har små Manchetter på
og Grankrans om sin Mave.
Når Faer skær Hul på Gåsen så,
han løfter mig, jeg kigge må
til Sveskerne der inde.
Vi trækker „Gåseskrog” for Spøg,
og tænk! en stor Klat Syltetøj
jeg får, hvis jeg kan vinde.
Så får vi Punch i vore Glas,
og Moder hun henter Juleknas
og Godter til at spise.
Og Gåsens Skål vi drikke vil,
og Faer han synger nok dertil
en morsom Julevise
Og når til sidst vi klinket har,
sin Søndagspibe henter Faer,
og Hanne hun må stoppe.
Med Julelys hun tænder den;
så leger Faer med os igen,
og vi bliver længe oppe!
Farvel! for nu vil Karen gå.
Men jeg dig ikke sige må,
hvad vi skal hen og hente-
Men kom nu rigtig tidligt! hvad’?
Du kan jo køre hjemme fra,
før Lygterne er tændte.
I MØRKNINGEN JULEAFTEN
Vi sov af Glæde kun lidt i Nat,
og Dagen har været så lang;
nu har vi os her på Skamlerne sat,
fortæl en Historie en Gang!
Vi ved, du over hundrede kan.
Mens Faer og Moder gør Træet i stand,
fortæl, lille Bedstemor! Gør det! Aa!
Men en, som er lang, at Tiden kan gå
Bedstemor fortæller:
“Hver Juleaften netop nu,
når Julegrøden koger,
da vandrer – Peter, hører du! –
igennem Aftnens Tåger
med store Kanestøvler på
den gamle Jul til Staden;
fra Vinduet kan man se ham gå
på Sneen gennem Gaden.
Et dejligt Juletræ han bær’,
det største vist i Skoven.
Hans Skæg når lige til hans Knæ
og på hans Hat for oven
et lille Julelys der står;
det stråler, og det skinner
på Næsen og de hvide Hår
og på hans røde Kinder.
Og Gade op og Gade ned
sit Træ han om vil bære;
hvor alle bo, bestemt han ved,
derpå kan vis man være.
Ved Husets Dør han stille står
og lytter meget længe;
han vide må, før ind han går,
om der er slemme Drenge.
Og hører han, at Faer er vred,
imens han Træet tænder,
han rokker straks ad Trappen ned
og ud på Gaden render.
Men hører han, at Faer og Moder
er glad for deres Drenge,
imens de pynte Julebord
og Lys i Træet hænge,
da ler den gamle Julefader
og ind i Stuen smutter.
Sit Lys fra Hatten ned han ta’er,
det funkler, og det futter;
med det han hen til Træet går
og nikker i det samme,
straks fra hvert lille Lys der står
en klar og dejlig Flamme.
Se, der, hvor Julen ej gik ind,
hvor ej han vilde tænde,
har Lysene et dårligt Skin
og vil slet ikke brænde;
men der, hvor Julen har dem tændt,
de stråle, og de skinne.
Og derpå har nu let man kendt,
om Julen var der inde.”
VED JULETRÆET
Aa, hvor det stråler! Nej, se dog blot,
hvor alle Lysene skinne!
Og se, hvor Træet er fuldt af Godt!
en Kat kan nu først jeg finde.
Og dér er et Horn og en Svane – aa!
Og dér er Pjerrot af Sukker;
ham skal jeg rigtignok passe på,
når siden vi Træet plukker.
Her hænger en Hest under denne Gren,
og dér er en Kurv med Pærer.
Og dér er en Mand, nej, sikken en!
En Tøffel på Ryggen han bærer;
hvoraf han er lavet jeg ikke ved.
Men se blot Storken der oppe!
Og Kagedukker, som Hænderne ned
i Bukselommerne proppe!
Og Æbler, hvis Stilk er fint forgyldt,
og et Par Strømper af Kage
og Kræmmerhuse, som helt er fyldt
med Ting, som jeg nok gad smage!
Og Svøbelsebørn! Og se blot dér
to Frøer af Chokolade!
Nej, kom, der sidder en Ugle her.
Aa, hvor vi alle er glade!
Og store Figner i røde Bånd
og Grise og Sukkerkranse! –
Bedstemoder, kom, tag fat i min Hånd!
Nu skal vi om Træet danse.
JULESANGEN
Men se, Klaveret op er lukt,
og hør, hvor Moder nu spiller smukt!
Med foldede Hænder vi synge må
Den Julesang, vi har øvet os på.
Du grønne, dejlige Træ, god Dag!
Velkommen du, som vi se så gerne
med Julelys og med danske Flag
og højt i Toppen den gyldne Stjerne!
Ja, den må skinne,
thi den skal Minde
os om vor Gud.
Den første Jul i et fremmed Land
Vorherre den store Stjerne tændte;
den skulde vise vor Jord, at han
den lille Jesus her ned nu sendte.
I Stjerneglansen
gik Engledansen
om Betlehem.
Om Jesus-barnet fortalte Moder
så mangen Aften, vi sad her hjemme;
vi kan hans Bud og hans milde Ord,
vi ved, at aldrig vi dem må glemme.
Når Stjernen skinner,
om ham os minder
vort Juletræ.
FAERS JULEVISE
Og Gåsen kom på Marken, da Kornet var kørt væk;
det kunde han nu lide, og derfor sa’e han: “Gæk!”
Ved Mortensdag kom Pigen ud med den blanke Kniv,
da gøs han, for han tænkte, det gjaldt hans glade Liv.
Hun sleb den på sin Tøffel, han fik en grusom Skræk;
højt fløj han over Gærdet, mens han hvinede: “Gæk!”
Men Pigen tog ham ikke, hun greb en anden en;
da dansede han på Marken på sine lave Ben
De drev ham hjem fra Marken, på Vejen fik han Smæk;
han virrede med Halen, og han hvæsede: “Gæk!”
De satte ham på Sti, og de proppede Maden ned,
de holdt ham fast om Halsen, skønt han kneb, og han bed.
Til Julen blev han slagtet, da fik hans Hals et Knæk;
den gang de vred den, skreg han sit allersidste „Gæk!”
Så lå han ganske stille, han mærkede Kniven knap,
som tog hans hvide Vinge og røde Gåsegab.
Til Torvs ham Pigen bragte; dér roste man hans Vægt.
Han Æbler fik i Maven og blev så dejlig stegt.
En Julegås, det blev han, og det er ikke lidt,
og Moder har skummet af ham en vældig Krukke Fedt
JULEDAG
Hanne og jeg og min lille Broer,
vi sidder her ved det store Bord
og leger så dejligt på Dugen.
Da Faer og Moder i Kirke gik,
alt Jule tøjet frem vi fik;
vi er ganske ene i Stuen.
Knud har en Æske med Dyr og Træer,
mine Soldater marchere her,
og Hanne sit Køkken har hentet.
Jeg sender hende en Tinsoldat,
som spørger, om Maden er parat,
hun siger, at den har ventet.
I Morges, da jeg vågnede, Faer
her ind i Dagligstuen mig bar,
han tog mig i Tæppet på Armen;
for Julemorgen al Tid vi må
her ind og høre Klokkerne gå
og blive klædt på i Varmen.
ET BESØG
Den fattige Rasmus er kommen her hen.
Han har det der hjemme kun dårligt; men
nu skal vi ham nok fornøje.
Et godt stykke Legetøj skal han få,
og Moder hun siger, at hun vil gå
og hente min ældste Trøje.
De Billedbøger, vi har, skal han se,
og så vil han nok blive glad og le,
og vi vil med Rasmus lege.
Og Moder en Kop Kaffe ham skænke vil
og skære af Julekagen dertil,
og vi vil ham Æbler stege!
NYTÅRSAFTEN
I Aften ender det gamle År,
og derfor vi Æbleskiver får.
Jo, vi kan lugte, at Karen bager,
mens vi spiller Gnav om Peberkager.
Nå, hvor det buldrer der ude! Hør!
Der kom en Potte på Karens Dør.
Det var vist Anders; for Karen siger,
at han gør Løjer med alle Piger.
På Gaden knalder det Skud på Skud,
nu skyder Drengene Året ud.
Jeg hørte det før, da ned vi rendte
for Bedstemoder fra Vognen at hente.
Hun bliver al Tid, til tolv den slår;
for så begynder det nye År.
Først vil hun “Glædeligt Nytår” sige,
så kommer Vognen og hendes Pige.
Når „Glædeligt Nytår” vi har sagt
og alle hinanden Hånden rakt,
så kommer Karen her ind i Stuen
og siger, hun takker Herren og Fruen.
Så siger Faer, når jeg skal i Seng:
Hvert År må man blive en bedre Dreng.
Han banker mig lidt med Piben på Panden,
og han og Moder de kysser hinanden.
HELLIGTREKONGER AFTEN
Se, nu er da Julen straks forbi;
det er Helligtrekonger Aften.
Så ender den rare Jul; men vi
er glade, at vi har haft den.
Tre Lys har vi tændte – tænk en Gang !
for Kongerne, de, som bragte
Jesus-barnet en Julepresent;
vi ved det, for Faer har sagt det.
Her sidder vi ved vort lille Bord
og ser, hvordan Lysene brænde;
når de er slukkede, siger Moder,
at så er Julen til Ende.
EFTER JULEN
Og Julen endte – Børnene fik
igen deres Bøger fat og gik
til Skolen glad og fornøjet
Dér tænkte de ikke på Julen; men
når Klokken to de kom hjem igen,
de legede med Jule tøjet.
Og deres Juletræ de beholdt,
det vilde stå grønt, blev det nok så koldt,
det kunde de ikke miste.
På Druehustaget det blev sat op
og Spurvene kvidrede i dets Top,
og Duerne sad på dets Kviste.
Og Træet – ja, det blev et Syn at se,
da det stod fuldt af den hvide Sne;
det var som med Sølv bedækket. –
Men den Gang Forårsfuglene sang,
med sine brune Grene det hang,
og Toppen var også knækket
Og Skraldemanden efter det kom,
men Børnene syntes ikke derom,
den Gang det på Vognen knejste.
Det var jo rigtignok vissent, men
det var dog, som om en gammel Ven
for sidste Gang fra dem rejste
