Der var en rigtig Student, han boede paa Qvisten og eiede Ingenting; der var en rigtig Spekhøker, han boede i Stuen og eiede hele Huset, og ham holdt Nissen sig til, for her fik han hver Juleaften et Fad Grød med en stor klump smør i! det kunde spækhøkeren give; og nissen blev i butikken og det var meget lærerigt.

En aften kom studenten ind fra bagdøren for selv at købe sig lys og ost; han havde ingen at sende, og så gik han selv; han fik hvad han forlangte, han betalte det og der blev nikket “god aften” af spækhøkeren og af madammen, og det var en kone, som kunde mere, end nikke, hun havde talegaver! – og studenten nikkede igen og blev så stående midt i læsningen af det blad papir, der var lagt om Osten. Det var et blad, revet ud af en gammel bog, der ikke burde rives istykker, en gammel bog, fuld af Poesi.

“Der ligger meer af den!” sagde spækhøkeren, “jeg gav en gammel Kone nogle Caffebønner for den; vil De give mig otte Skilling, skal De have Resten!”

“Tak,” sagde studenten, “lad mig faae den istedetfor Osten! jeg kan spise Smørrebrødet bart! syndigt var det, om den hele den Bog skulde rives i Stumper og Stykker. De er en prægtig Mand, en practisk Mand, men Poesi forstaaer De Dem ikke mere på, end den bøtte!”

Og det var uartigt sagt, især mod Bøtten, men spækhøkeren lo og studenten lo, det var jo sagt sådan i en slags Spøg. Men Nissen ærgrede sig, at man turde sige sligt til en Spekhøker, der var Huusvært og solgte det bedste smør.

Da det blev Nat, Boutiken lukket og Alle tilsengs, paa Studenten nær, gik Nissen ind og tog Madammens mundlæder, det brugte hun ikke naar hun sov, og hvor i Stuen han satte det paa nogensomhelst genstand, der fik den Maal og Mæle, kunde udtale sine Tanker og Følelser ligesaa godt, som madammen, men kun een ad Gangen kunde få det, og det var en Velgjerning, for ellers havde de jo talt hverandre i Munden.

Og Nissen satte Mundlæderet paa Bøtten, hvori de gamle Aviser laae: “Er det virkeligt sandt,” spurgte han, “at de ikke veed, hvad Poesi er?”

“Jo, det ved jeg,” sagde Bøtten, “det er sådant noget, som står på nederdelen af aviserne og klippes ud! jeg skulde tro, at jeg har mere af det inden i mig, end studenten, og jeg er kun en ringe Bøtte imod spækhøkeren!”

Og nissen satte Mundlæderet på kaffemøllen, nej, hvor den gik! og han satte det på Smørfjerdingen og Pengeskuffen; – Alle vare de af Mening, som Bøtten, og hvad de fleste ere enige om, det må man respektere.

“Nu skal studenten få!” og så gik nissen ganske sagte af Kjøkkentrappen op til kvisten, hvor studenten boede. Der var Lys derinde, og Nissen kiggede gjennem Nøglehullet og saae, at Studenten læste i den pjaltede bog nedefra. Men, hvor der var lyst derinde! der stod ud af Bogen en klar Straale, der blev til en Stamme, til et mægtigt Træ, som løftede sig så højt og bredte sine grene vidt ud over studenten. Hvert blad var så friskt og hver blomst var et deiligt pigehoved, nogle med øjne så mørke og strålende, andre så blå og forunderlige klare. Hver Frugt var en skinnende stjerne, og så sang og klang det vidunderligt deiligt!

Nej, sådan herlighed havde den lille nisse aldrig tænkt sig, end sige seet og fornummet. Og så blev han stående på tåspidserne, kiggede og kiggede, til lyset derinde slukkedes; studenten blæste nok sin lampe ud og gik til sengs, men den lille nisse stod der alligevel, thi Sangen klang endnu så blød og deilig, en yndig Vugge-Vise for Studenten, der lagde sig til Ro.

“Her er mageløst!” sagde den lille Nisse, “det havde jeg ikke ventet! – Jeg troer, at jeg vil blive hos studenten -!” – og han tænkte – og tænkte fornuftigt, og saa sukkede han: “Studenten har ingen grød!” – og så gik han – ja, så gik han ned igen til spækhøkeren; – og det var godt han kom, for bøtten havde næsten forbrugt alt Madammens Mundlæder, ved at udtale fra een Led alt hvad den rummede i sig, og nu var den lige i Begreb med at vende sig, for at give det samme igjen fra den anden Led, da Nissen kom og tog Mundlæderet igen til Madammen; men hele Boutiken, fra Pengeskuffen til Pindebrændet havde fra den Tid Mening efter Bøtten, og de agtede den i en sådan grad, og tiltroede den såmeget, at når spækhøkeren siden efter læste “Kunst- og teateranmeldelser” af sin “Tidende”, den om aftenen, så troede de, at det kom fra bøtten.

Men den lille Nisse sad ikke længer rolig og lyttede til al den Viisdom og Forstand dernede, nei saasnart at Lyset skinnede fra Qvistkammeret, saa var det ligesom om Straalerne vare stærke Ankertoug, der drog ham derop, og han maatte afsted og kigge ind af nøglehullet, og der ombruste ham da en Storhed, som den vi føle ved det rullende Hav, naar Gud i Stormen gaaer hen over det, og han brast i grad, han vidste ikke selv, hvorfor han græd, men der var i denne grad noget så velsignet! – Hvor det maatte være mageløst deiligt, at sidde med Studenten under det Træ, men det kunde ikke skee, – han var glad ved Nøglehullet. Der stod han endnu paa den kolde Gang, de Efteraars-Vinden blæste ned fra Loftslugen og det var så koldt, så koldt, men det følte den lille først, når lyset slukkedes inde på tagkammeret, og tonerne døde hen for Vinden. Hu! saa frøs han og krøb ned igjen i sin lune Krog; der var mageligt og behageligt! – Og da Julegrøden kom med en stor Klump Smør, – ja, saa var spækhøkeren Mester!

Men midt om Natten vaagnede Nissen ved et frygteligt Rabalder på Vindues-Skudderne, folk udenfor dundrede på; Vægteren peeb, der var stor Ildløs; hele Gaden stod i lysende Lue. Var det her i Huset eller hos Naboens? Hvor? Det var en Forfærdelse! Spekhøker-Madammen blev så befippet, at hun tog sine guld-ørenringe af ørene og puttede dem i lommen, for dog at redde noget, spækhøkeren løb efter sin Obligationer og Tjenestepigen efter sin Silkemantille, den havde hun Raad til; hver vilde redde det Bedste og det vilde ogsaa den lille Nisse, og i et Par Spring var han oppe af Trappen og inde hos Studenten, som stod ganske rolig ved det åbne vindue og så ud på ilden, der var i Gjenboens Gaard.

Den lille Nisse greb på bordet den vidunderlige bog, puttede den i sin røde hue og holdt på den med begge hænder, husets bedste skat var frelst! og så foer han afsted, helt ud på taget, heelt op på skorstenen og der sad han belyst af det brændende Huus ligeoverfor og holdt med begge Hænder på sin røde hue, hvori skatten lå. Nu kendte han sit hjertelag, hvem han egentlig hørte til; men da så ilden var slukket og han blev besindig, – ja: “jeg vil dele mig imellem dem!” sagde han: “jeg kan ikke reent slippe spækhøkeren for grødens skyld!” Og det var ganske menneskeligt! – Vi andre gaae ogsaa til spækhøkeren – for grøden.