Kendes også som adventsstjernen og som Bethlehemsstjernen. I vore dage bruger vi stjernen i toppen af træet, men sådan har det ikke altid været. Førhen sad der en stork eller en engel. Det er alle sammen symbolder for det samme. Det var engle der fortalte hyrderne på marken om jesu fødsel. Da julenissen blev almindelig kendt som gavebringer i 1800-tallet, indtog også han denne topposition.
Den rød/gule, 5-takkede papirstjerne med en elektrisk pære inden i, som mange hænger op i vinduet den 1. december, kalder vi herhjemme for julestjernen. Svenskerne kalder den for adventsstjarnan eller Hernhuterstjarnan, og den er kommet ind i den danske jul fra Sverige i 1950’erne.
I juletræets barndom var topfiguren ofte en engel, Juleenglen, der i den tyske tradition i virkeligheden er en slags alter ego for Christkind, altså Jesusbarnet. Også i England har englen været brugt, hvilket bl.a. ses af billeder, som viser kongelige juletræer hos den – tysk gifte – dronning Victoria og hendes familie. Engel som topfigur omtales i Danmark bl.a. af H. C. Andersen i “Tolv med posten” fra 1861.
Men der var også andre muligheder. I “Peters Jul” (1866) er topfiguren en stork, en tydelig reference til Jesu fødsel. og også nissen har haft sin plads i træets top. Den i dag så enerådende stjerne er naturligvis Bethlehemsstjernen, der længe har haft en væsentlig position i den kristne juletradition.
I begyndelsen af 1900-årene fandtes imidlertid også en mere specielt udseende mulighed, en kombineret juletræstop og englespil. Fra samme periode kendes også de såkaldte julespyd, i reglen udformet i farvet glas.