Det var såa grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk aften;
det var også den sidste aften i året, nytårsaften.

I denne kulde og i dette mørke gik på gaden en lille, fattig pige med bart
hoved og nøgne fødder; ja hun havde jo rigtignok havt tøfler paa, da hun kom
hjemme fra; men hvad kunde det hjælpe! det var meget store Tøfler, hendes Moder
havde sidst brugt dem, så store vare de, og dem tabte den Lille, da hun skyndte
sig over Gaden, i det to Vogne foer saa grueligt stærkt forbi; den ene Tøffel
var ikke at finde og den anden løb en Dreng med; han sagde, at den kunde han
bruge til Vugge, naar han selv fik Børn. Der gik nu den lille Pige paa de nøgne
smaa Fødder, der vare røde og blaa af Kulde; i et gammelt Forklæde holdt hun en
Mængde Svovlstikker og eet Bundt gik hun med i Haanden; Ingen havde den hele Dag
kjøbt af hende; Ingen havde givet hende en Skilling; sulten og forfrossen gik
hun og saae saa forkuet ud, den lille Stakkel! Sneefnokkene faldt i hendes lange
gule Haar, der krøllede så smukt om nakken, men den stads tænkte hun rigtignok
ikke på. Ud fra alle vinduer skinnede Lysene og saa lugtede der i Gaden så
deiligt af gåsesteg; det var jo Nytaarsaften, ja det tænkte hun på.

Henne i en Krog mellem to Huse, det ene gik lidt mere frem i gaden end det
andet, der satte hun sig og krøb sammen; de små been havde hun trukket op under
sig, men hun frøs endnu mere og hjem turde hun ikke gå, hun havde jo ingen
svovlstikker solgt, ikke fået en eneste skilling, hendes fader vilde slå hende
og koldt var der også hjemme, de havde kun taget lige over dem og der peeb
vinden ind, skjøndt der var stoppet strå og klude i de største sprækker. Hendes
små hænder vare næsten ganske døde af kulde. Ak! en lille Svovlstikke kunde
gjøre godt. Turde hun bare trække een ud af Bundtet, stryge den mod væggen og
varme fingrene. Hun trak een ud, “ritsch!” hvor spruddede den, hvor brændte den!
det var en varm, klar Lue, ligesom et lille Lys, da hun holdt hånden om den; det
var et underligt lys! Den lille pige syntes hun sad foran en stor Jernkakkelovn
med blanke Messingkugler og Messingtromle; Ilden brændte så velsignet, varmede
saa godt! nej, hvad var det! – Den Lille strakte allerede Fødderne ud for ogsaa
at varme disse, da slukkedes flammen, kakkelovnen forsvandt, – hun sad med en
lille stump af den udbrændte svovlstikke i hånden.

En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor Skinnet faldt paa Muren,
blev denne gjennemsigtig, som et flor; hun saae lige ind i Stuen, hvor Bordet
stod dækket med en skinnende hvid Dug, med fiint Porcellain, og deiligt dampede
den stegte Gaas, fyldt med Svedsker og Æbler! og hvad der endnu var prægtigere,
Gaasen sprang fra Fadet, vraltede hen af Gulvet med Gaffel og Kniv i Ryggen;
lige hen til den fattige pige kom den; da slukkedes Svovlstikken og der var kun
den tykke, kolde Muur at se.

Hun tændte en ny. Da sad hun under det deiligste Juletræ; det var endnu
større og mere pyntet, end det hun gjennem glasdøren havde seet hos den rige
købmand, nu sidste jul; tusinde lys brændte på de grønne grene og brogede
billeder, som de der pynte Boutikvinduerne, så ned til hende. Den Lille strakte
begge hænder i Veiret – da slukkedes svovlstikken; de mange julelys gik høiere
og høiere, hun så de vare nu de klare Stjerner, een af dem faldt og gjorde en
lang ildstribe paa Himlen.

Nu dør der Een! sagde den Lille, for gamle Mormoer, som var den eneste, der
havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt: naar en Stjerne falder,
gaaer der en Sjæl op til Gud.

Hun strøg igjen mod muren en svovlstikke, den lyste rundt om, og i glandsen
stod den gamle mormor, så klar, så skinnende, saa mild og velsignet.

Mormor! råbte den lille, O tag mig med! jeg veed, du er borte, når
svovlstikken går ud; borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og
det store velsignede juletræ! – og hun strøg ihast den hele rest svovlstikker,
der var i bundtet, hun vilde ret holde på mormor; og svovlstikkerne lyste med en
sådan glands, at det var klarere end ved den lyse Dag. Mormoer havde aldrig før
været saa smuk, saa stor; hun løftede den lille Pige op paa sin Arm, og de fløj
i glands og glæde, så højt, så højt; og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen
angst, – de vare hos Gud!

Men i krogen ved huset sad i den kolde morgenstund den lille pige med røde
Kinder, med Smiil om Munden – død, frosset ihjel den sidste Aften i det gamle
Aar. Nytaarsmorgen gik op over det lille Liig, der sad med Svovlstikkerne,
hvoraf et Knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig! sagde man; Ingen
vidste, hvad smukt hun havde seet, i hvilken glands hun med gamle mormo’er var
gået ind til nytårs glæde!