Vinterbyøster

Vinterbyøster er Børnenes U-landskalender fra 1973 og genudsendt i 1976. Serien består af 24 dukkefilm, der hver varer 15 minutter.

En måned hvert år bor familien Caramella fra Cirkus Caramella i deres villa Caramella i Vinterbyøster. Pappa, mama og deres datter Dorabella har sammen med den øvrige familie travlt med at træne til den næste store premiere og det gør de, mens bedstemama lapper på det store telt.

Dorabella får også tid til at lege og være sammen med bagersønnen Julius. Julius er meget optaget af alt i cirkusvillaen og får også lyst til at træne, måske ender det med, at han også kan gore kunster. I Vinterbyøster findes et kontrolhus, hvor hr. Stempelkvist bor. Han sørger for orden i byen og blander sig i alt muligt. Han og resten af stationsbyens faste indbyggere forenes til sidst med cirkusfamilien i bestræbelserne for at fremskaffe et stort og et for byen værdigt juletræ.

Sangtekster til Vinterbyøster

Postens Sang

Morten Posts sang fra ”Vinterbyøster” (1973), fremført af Erik Paaske

Vinterbyøster,
ja Vinterbyøster –
det er dér, jeg er post.
I regn og slud,
i sne og frost
skal posten ud,
når man er post
og ikke en kryster
i Vinterbyøster…
det er dér, jeg er post.

Vinterbyøster,
ja Vinterbyøster –
det er dér, jeg er post
Jeg lider af tørst,
og det er slemt;
men når den er størst,
så finder jeg nemt
en kaffesøster
i Vinterbyøster…
det er dér, jeg er post.

Vinterbyøster,
ja Vinterbyøster –
det er dér, jeg er post.
Jeg tror jeg har slidt
mig blå og gul;
men jeg siger skidt
for er det jul,
og ih, hvor det trøster
i Vinterbyøster…
det er dér, jeg er post

Min far han er bager

Julius:
Min far han er bager,
og han bager kager
og boller til byen.
Og jeg er hans bud –
når jeg bringer det ud,
er jeg rask som et lyn.
Jeg skal selv være bager,
og det er nu trist,
når jeg hel’re vil være
cirkusartist.

Dorabella:
Min far har et cirkus,
et gammeldags cirkus,
som ikke er stort.
Det’ derfor jeg træner –
det’ noget jeg skal-
jeg bliver slet ikke spurgt.
Men hvad skal jeg med savsmuld
og telt og musik,
når jeg hel’re vil stå i en
bagerbutik?