Undgå julestresshelvede ved at lave en liste over de julegaver du skal give.
Forberedelse er det gyldne nøgleord; overvej grundigt, hvilke julegaver der skal købes, og lav til sidst en liste over, hvor julegaverne skal købes, inden du bevæger dig ud i junglen.

Mangler du inspiration, kan det være smart at stille dig selv en række dybdegående spørgsmål: Hvad laver mor egentlig i sin fritid? Har far lige knækket et piskeris? Hvilke mærker går kæresten med?
Smugkig eventuelt i skabene hos den, du skal købe julegaver til, eller snak med en, som kender vedkommende endnu bedre end du selv. Find inspiration på nettet eller i bladene.

Vær ikke bange for at udnytte ønskesedlen – der er en grund til, at den overhovedet eksisterer. Er man bange for, at det bliver for kedeligt med en julegave fra listen, kan man eventuelt gøre lidt mere ud af julegaveindpakningen.

Julegaveindkøbene behøver ikke automatisk at blive en sur tjans. Sørg for at gøre gavedagen hyggelig. Tag en ven med, hold små pauser eller forkæl dig selv med en god middag. Kan det lade sig gøre, er det en god idé at gå ud om formiddagen, så man slipper for det værste juleræs.