Af H.C. Andersen, 1861
Det skrupknager i mig, så deiligt koldt er det! sagde Sneemanden. Vinden kan rigtignok bide Liv i Een! Og hvor den Gloende der, hun gloer! det var Solen, han meente; den var lige ved at gaae ned. Hun skal ikke faae mig til at blinke, jeg kan nok holde på Brokkerne!
Det var to store, trekantede Tagsteens Brokker, han havde til øjne; Munden var et stykke af en gammel rive, derfor havde han tænder.
Han var født under Hurraraab af Drengene, hilset af bjældeklang og piskesmæld fra kanerne.
Solen gik ned, fuldmånen stod op, rund og stor, klar og deilig i den blå Luft.
“Der har vi hende igen fra en anden kant! sagde Sneemanden. Han troede, at det var solen, der viste sig igen. Jeg har vænnet hende af med at gloe! nu kan hun hænge der og lyse op, at jeg kan see mig selv. Vidste jeg bare, hvorledes man bærer sig ad med at flytte sig! jeg vilde så gjerne flytte mig! kunde jeg det, vilde jeg nu ned at glide på Isen, som jeg såe Drengene gjøre det; men jeg forstaaer ikke at løbe!”
“Væk! væk!” bjæffede den gamle Lænkehund; han var noget hæs, det havde han været, siden han var Stuehund og laae under Kakkelovnen. “Solen vil nok lære Dig at løbe! det såe jeg med din Formand ifjor og med hans Formand; væk! væk! og væk er de alle!”
“Jeg forstår dig ikke, Kammerat!” sagde Sneemanden; skal den deroppe lære mig at løbe? Han meente månen; ja hun løb jo rigtignok før, da jeg såe stift på hende, nu lister hun fra en anden Kant!
Du ved ingenting! sagde Lænkehunden, men Du er da også nylig klattet op! Den Du nu seer, kaldes månen, den der gik, var Solen, hun kommer igjen imorgen, hun lærer Dig nok at løbe ned i Voldgraven. Vi faae snart Forandring i Veiret, det kan jeg mærke på mit venstre Bagbeen, det jager i det. Vi få vejrskifte!
Jeg forstaaer ham ikke! sagde Sneemanden, men jeg har en Fornemmelse af, at det er noget Ubehageligt, han siger. Hun, der gloede og gik ned, som han kalder Solen, hun er heller ikke min Ven, det har jeg på Følelsen!
Væk! væk! bjæffede Lænkehunden, gik tre Gange rundt om sig selv og lagde sig så ind i sit hus for at sove.
Der kom virkelig Forandring i Veiret. En Taage, så tyk og klam, lagde sig i Morgenstunden hen over hele Egnen; i Dagningen luftede det; Vinden var så isnende, Frosten tog ordenlig Tag, men hvor det var et Syn at see, da Solen stod op. Alle Træer og Buske stode med Riimfrost; det var som en heel Skov af hvide Koraller, det var som om alle Grene vare overdængede af straalehvide Blomster. De uendelig mange og fine Forgreninger, dem man om Sommeren ikke kan see for de mange Blade, kom nu frem hver evige een; det var en Knipling og så skinnende hvid, som strømmede der en hvid Glands ud fra hver Green. Hængebirken bevægede sig i Vinden, der var Liv i den, som i Træerne ved Sommertid; det var en mageløs Deilighed! og da Solen så skinnede, nei, hvor funklede det Hele, som om det var overpuddret med Diamantstøv og hen over Jordens Sneelag glimrede de store Diamanter, eller man kunde også troe, at der brændte utallige små bitte Lys, endnu hvidere end den hvide sne.
Det er en mageløs Deilighed! sagde en ung Pige, som med en ung Mand traadte ud i Haven og standsede just ved snemanden, hvor de såe på de glimrende Træer. Dejligere Syn har man ikke om Sommeren! sagde hun, og hendes øjne straalede.
Og sådan en Karl, som ham der, har man nu slet ikke! sagde den unge Mand og pegede på Sneemanden. Han er udmærket!
Den unge Pige lo, nikkede til Sneemanden og dandsede så med singåen hen over Sneen, der knirkede under dem, som om de gik på Stivelse.
Hvem var de To? spurgte Sneemanden Lænkehunden; Du er ældre på pården end jeg, kender du dem?
Det gør jeg! sagde Lænkehunden. Hun har jo klappet mig, og han har givet mig et kødben; dem bider jeg ikke! Men hvad forestille de her? spurgte Sneemanden.
Kjærrrrr-restefolk! sagde Lænkehunden. De skal flytte i Hundehuus og gnave Been sammen. Væk! væk!
Har de To ligeså meget at betyde som Du og jeg? spurgte Sneemanden.
De høre jo til Herskabet! sagde Lænkehunden; det er rigtignok såre Lidt man veed, når man er født igaar! det mærker jeg på Dig! Jeg har Alder og Kundskab, jeg kjender Alle her på Gaarden! og jeg har kjendt en Tid, hvor jeg ikke stod her i Kulde og Lænke; væk! væk!
Kulden er deilig! sagde Sneemanden. Fortæl, fortæl! men Du må ikke rasle med Lænken, for så knækker det i mig!
Væk! væk! bjæffede lænkehunden. “Hvalp har jeg været; lille og yndig, sagde de, da lå jeg i fløjelsstol derinde på gården, lå i skjødet på det øverste Herskab; blev kysset i Flaben og visket om Poterne med broderet Lommetørklæde; jeg hed “den dejligste”, “nussenussebenet”, men så blev jeg dem for stor! så gav de mig til Huusholdersken; jeg kom i Kjelder-Etagen! Du kan see ind i den, hvor Du står; Du kan see ned i kammeret, hvor jeg har været herskab; for det var jeg hos husholdersken. Det var vel et ringere sted end ovenpå, men her var mere behageligt; jeg blev ikke krammet og slæbt om med af Børn, som ovenpå. Jeg havde min egen Pude, og så var der en kakkelovn, den er på denne tid det dejligste i denne verden! Jeg krøb helt ind under den, så at jeg blev borte. O, den kakkelovn drømmer jeg endnu om; væk! væk!”
“Ser en kakkelovn så dejlig ud?” spurgte Sneemanden. “Ligner den mig?”
“Den er lige det Modsatte af dig! kulsort er den! Har en lang hals med Messing-Tromle. Den æder Brænde, så at ilden står den ud af munden. Man må holde sig på siden af den, tæt op, ind under den, det er en uendelig Behagelighed! Du må ind af Vinduet kunde see den der, hvor du står!
Og snemanden såe, og virkelig såe han en sort blankpoleret Gjenstand med Messing-Tromle; Ilden lyste ud forneden. Sneemanden blev ganske underlig til Mode; han havde en Fornemmelse, han ikke selv kunde gjøre sig Rede for; der kom over ham noget, han ikke kendte, men som alle mennesker kende, når de ikke er snemænd.
Og hvorfor forlod Du hende? sagde Sneemanden. Han følte at det måtte være et Hunkjøns Væsen. Hvor kunde Du forlade et sådant Sted?
Det var jeg nok nødt til! sagde Lænkehunden, De smed mig udenfor og satte mig her i Lænke. Jeg havde bidt den yngste Junker i Benet, for han stødte fra mig det Been, jeg gnavede på; og Been for Been, tænker jeg! men det toge de ilde op, og fra den Tid har jeg staaet i Lænke, og har mistet min klare Røst, hør hvor hæs jeg er: væk! væk! det blev Enden på det!
Sneemanden hørte ikke mere efter; han såe stadig ind i Huusholderskens Kjelder-Etage, ned i hendes Stue, hvor kakkelovnen stod på sine fire Jernbeen og viste sig i Størrelse som Sneemanden selv.
Det knager så underligt i mig! sagde han. Skal jeg aldrig komme derind? det er et uskyldigt ønske, og vore uskyldige ønsker måe dog vist blive opfyldte. Det er mit høieste ønske, mit eneste ønske og det vilde være næsten uretfærdig, om det ikke blev stillet tilfreds. Jeg må derind, jeg må helde mig op til hende, om jeg også skal knuse Vinduet!
Der kommer Du aldrig ind! sagde Lænkehunden, og kom Du til Kakkelovnen, så var du væk! væk!
Jeg er så godt som væk! sagde Sneemanden, jeg brækker over, tror jeg!
Hele Dagen stod Sneemanden og såe ind af Vinduet; i Tusmørket blev Stuen endnu mere indbydende; fra Kakkelovnen lyste det så mildt, som ikke månen lyser og heller ikke Solen, nei, som kun Kakkelovnen kan lyse, når der er noget i den. Gik de med døren, så slog Luen ud, det var den i Vane med; det blussede ordenligt rødt i Sneemandens hvide Ansigt, det lyste rødt lige op af hans Bryst.
Jeg holder det ikke ud! sagde han. Hvor det klæder hende at række Tungen ud!
Natten var meget lang men ikke for Sneemanden, han stod i sine egne deilige Tanker og de frøs, så de knagede.
I Morgenstunden vare Kjeldervinduerne frosne til, de bare de dejligste Iisblomster, nogen Sneemand kunde forlange, men de skjulte Kakkelovnen. Ruderne vilde ikke tøe op, han kunde ikke see hende. Det knagede, det knasede, det var just et Frostveir, der måtte fornøie en Sneemand, men han var ikke fornøjet; han kunde og burde have følt sig så lykkelig, men han var ikke lykkelig, han havde Kakkelovns Længsel.
Det er en slem Syge for en Sneemand! sagde Lænkehunden; jeg har også lidt af den Syge, men jeg har overståt den! væk! væk! – Nu få vi vejrskifte!
Og der blev vejrskifte, det slog om i tø.
Tøveiret tog til, Sneemanden tog af. Han sagde ikke Noget, han klagede ikke, og det er det rigtige tegn.
En Morgen styrtede han. Der stak Noget ligesom et Kosteskaft i Veiret, hvor han havde staaet, det havde Drengene reist ham om.
Nu kan jeg forstå det med hans længsel! sagde lænkehunden, sneemanden har havt en kakkelovnsskraber i livet; det er den, som har rørt sig i ham, nu er det overstaaet; væk! væk!
Og snart var også Vinteren overstaaet.
Væk, væk! bjæffede Lænkehunden; men Småpigerne på Gaarden sang:
“Skyd frem, skovmærke! frisk og prud,
hæng, Piil! din uldne Vante ud,
Kom, Kukker, Lærke! syng, vi har
Alt Forår sidst i februar!
Jeg synger med, Kukkuk! kvivit!
Kom, kære sol, kom sådan tit!”
Så tænker ingen på snemanden.