Ved Juletid

Fra novellesamlingen Ved Juletid og andre Fortællinger
af Cornelia Levetzow

Maanen lyste henover den nyfaldne Sne, der dækkede Byens Gader og Hustage. Juleferien var begyndt, og Legetøjs- og Kageboder straalede i fuld Belysning. Nogle unge Piger og et Par Studenter kom lige fra Banegaarden bærende Haandkuffert eller Vadsæk. De gik smaasnakkende og leende i Flok, men fordeltes efterhaanden i de paa Vejen liggende Hjem.
Overlærer Hammer, der fulgte i nogen Afstand, saae alvorligt, halv misbilligende, halv længselsfuld, efter de Unge; derpaa sukkede han uvilkaarligt og paaskyndede sin Gang. Han var en temmelig høj, rank, middelaldrende Mand med et regelmæssigt, noget strengt Ansigt, kloge, mørke Øjne og et tilbageholdende Væsen. Naar en Forbigaaende hilste og gjorde Tilløb til at sige et Par Ord, laa der undertiden et saa bestemt: »lad mig helst i Fred,« i den knappe Genhilsen, at Ordet forstummede paa Vedkommendes Læber.
Den unge Pastor Bang, der kun havde været nogle Maaneder i Byen og ikke kendte Forholdene, lod sig dog ikke skræmme, men skraaede dristig over Gaden og gik lige løs paa Overlæreren.
»Godaften! — Det var rart, at jeg traf Dem. De maa endelig gaa hjem med mig, Hr. Overlærer. Vi har en lille Fest hjemme for Fabriksarbejderne og deres Børn. Min Fader, der er i Besøg hos os, vil tale. Jeg var lige inde hos Overlærerens Søster for at hente Poul, men han var desværre ude. — De maa virkelig ikke sige Nej til Deres Genboer; naar De er ked af os, kan De jo frit gaa igen.« Præsten skubbede ham læmpelig ind over Dørtærskelen.
Entreen var oplyst og fuld af uldne Tørklæder, Trøjer, lappede Børnekaaber, Kasketter og Kyser. Den unge Husfrue stod derude, lys og glad, mild som en Solstraale.
»Vi har ventet paa dig, Johannes! — Aa, du har en Gæst med, Overlærer Hammer, det var jo dejligt.« Det klare, livfulde Øje saae tillidsfuldt op til ham.
Er det en Maner at tage Folk saadan ved Overrumpling, tænkte Overlæreren, idet han rynkede Brynene og foragtede sig selv, fordi han ikke havde gjort Modstand. At ingen af hans Ligestillede fandtes i Selskabet, beroligede ham noget, og Præstens Fader, en ældre Provst med hvidt Haar og et mildt, aabent Ansigt, gjorde uvilkaarlig et godt Indtryk.
Gæsterne trakteredes med Chokolade, og den unge Præstefrue og hendes endnu yngre Pige løb om med Kander og Bakker, der tømtes og fyldtes med fornøjelig Iver.
Saa blev det smukke, lille Juletræ tændt, og den ene Sang afløste den anden.

»Fred paa Jord, Fryd paa Jord,
Jesusbarnet blandt os bor; — «

Overlærer Hammer kedede sig og havde Lyst til at gaa, men Vejen var spærret, han stod midt i Kredsen og maatte holde ud.
Nu traadte Provsten frem og talte; det lød ganske utvungent og naturligt, som en Ven taler til Venner.
»Fred paa Jord, Fryd paa Jord, ja, det er netop det, Jesusbarnet vil bringe herned. Syndernes Forladelse: det Eneste, der kan give Fred. Gud Faders Velbehag; den dybe, inderste Grund til al virkelig Fryd.«
»Det er jo ikke noget Nyt,« mente Overlæreren; »dog lyder det unægtelig, som kom Ordene lige fra Hjertet.« Han prøvede at tænke paa andre Ting, men ramtes pludselig af et Spørgsmaal, der gjordes med kraftig Røst: »Har Du Kærlighed, Fred og Glæde? For det er Aandens Frugter; tænk vel efter, hvem Du saa er. Bor Kærlighed, Fred og Glæde ikke i din Sjæl, staar Du endnu udenfor Riget. Men det skal Du vide, at Herren, vor Frelser, længes efter Dig, ja, ogsaa nu i denne Stund.«
Saa talte han om Ufreden, hvordan den lagde Livet øde, hvordan et gemt og næret Nag udsugede Sjælen for dens Kraft. »Jeg veed det, jeg har set det for mine egne Øjne: Kærlighed, Fred og Glæde visner i en Sjæl, der gemmer paa Nag. Er der nogen af Eder, som gør det, Venner, saa paa Knæ, endnu i Aften, og bed den femte Bøn, ikke alene for Dig selv, men ogsaa for den, Du er fortørnet paa, der staar jo: os. Gør Du det i Oprigtighed, vil Guds naadige Betingelse, at Du ogsaa skal tilgive, falde Dig lettere.« Han aabnede Biblen og læste: »Vær snart velvillig mod din Modstander, medens Du er med ham paa Vejen.«
Overlæreren saae mistroisk op: var dette beregnet paa ham? Nej, nej, disse Mennesker troede ham til det Bedste, det følte han, de kendte ham jo heller ikke.
Nu foldede Provsten sine Hænder.
»Tak, Herre i Himlen! Du har jo selv sagt, at dit Ord ikke skal vende tomt tilbage, men skal gøre hvad Dig behager, og have Lykke i, hvad Du sender det til.«
Saa rejste de Forsamlede sig op, og der veksledes Tak og Ønsker om en god Jul. Børnene omringede den unge Frue, hver vilde have et Kærtegn, eller dog et Ord.
»Bliver det ikke næsten for meget?« sagde Overlæreren forbindligt. Stemmen lød dog underlig tør i hans eget Øre.
»Aa, det er saadan en Glæde. Min Svigerfader talte jo til de Voksne, men Børnene kedede sig alligevel ikke, kunde man se. Bare Poul havde været med. Hvor er han dog en sød Dreng!«
»Poul er en lystig, urolig Krabat.« »Ja, der er Liv i Gutten, men Godheden lyser ham jo ud af Øjnene. Naar jeg ser over til vore Genboer, synes jeg altid, at Herren har gjort det saa godt for deres kære Søster, trods hendes store Tab. Poul er jo ikke faderløs, men har faaet en Fader i sin Morbror, saa Hjemmet er et rigtigt Hjem. Og hvor stor Glæde maa det ikke være for Overlæreren med den opvakte, dejlige Dreng.«
Glæde, — hvor faldt det Ord let fra hendes Læber — Glæde, det havde han
aldrig tænkt paa, men værget sig paa bedste Maade mod det Besvær, der kunde følge af Barnets Nærværelse. Der var Noget i den unge Frues tillidsfulde Øje, der hindrede ham i at udtale, hvad han egentlig havde Lyst til at sige: Vi har hver vort Hjem; Lejligheden til højre for Gadedøren har jeg udlejet til min Søster, og jeg faar saa igen mine Maaltider bragt ind fra hende. Ellers leve vi hver for sig, og der maa bankes paa min Dør, naar hun eller Drengen vil have mig i Tale.
Da Fru Bang tav og syntes at vente Svar, kom det tilsidst halvtøvende:
»Forskellige Studier optage næsten al min Fritid, Frue.«
»Ja det veed jeg, men Drengen savner dog ikke en Faders Kærlighed.«
Overlæreren rystede afvisende paa Hovedet og bød Farvel.
»Glæd os med at komme igen,« sagde den unge Frue, og hendes Mand tilføjede varmt: »Aa ja, gør det.«
Provsten lagde sin Haand paa hans Skulder.
»Hr. Overlærer, faa deres Drenge til at forstaa, at vort Borgerskab virkelig er i Himlene. Lær dem det gennem Ord og Liv. Ja, Gud velsigne Dem hertil.«
De unge Ægtefolk fulgte ham ud, og Præsten hjalp ham Overfrakken paa.
»Hvordan er det med Rektorens Magnus,« spurgte Fru Bang, »han lever da endnu?«
Ordene traf Overlæreren som et Skud, han blegnede, og trods al Selvbeherskelse rystede Stemmen.
»Er det saa farligt?« Han havde slet ikke vidst, at Barnet var sygt.
»En af Konerne, der før var her, mente, det gik mod Døden, men naar De ikke har hørt det, er det forhaabenlig Overdrivelse. — Godnat; Tak, at De kom.«
Idet Overlæreren skraaede over Gaden saa han en mørk Genstand glide ned ad Hovedtrappens Jærnrækværk. Det var Poul. Da den lille Fyr saae sin Morbroder, foer han sammen, rettede sig og gik til Side.
»Om Forladelse, Morbror, jeg veed, at Du ikke kan lide det.«
»Og saa gør Du det alligevel?« Stemmen lød snarere sørgmodig end vred, og Poul fandt, at han var sluppen let, men i Overlærer Hammers Øre genlød den unge Frues Ord: »en Faders Kærlighed.« Nej, nej, nej, han havde aldrig vist Barnet en Faders Kærlighed! Saa satte han Nøglen i sin egen Dør og traadte ind i den forreste Stue, der baade lignede et Kontor og et Bibliothek; Gardinerne rulledes hurtigt ned, og Lampen tændtes.
Det store Værelse syntes ham denne Aften underligt øde. Det lignede intet Hjem; det var for ham, som om en trykkende Vægt af mange Aars tunge Tanker rugede herinde.
»Fred paa Jord, Fryd paa Jord« — han kunde ikke slippe for at høre Tonerne.
Kærlighed, Fred og Glæde! Jo vist, han lo bittert, men saa kom Provstens Ord saa underlig manende om det gemte Nag, der udsugede Sjælen for alt godt.
»Bare jeg ikke var gaaet derhen — og nu denne sidste Nyhed!«
Det bankede paa Døren, og den aabnedes sagte.
»Godaften, kære Poul, her er din The. Du var ikke hjemme før, men nu har jeg varmet den til Dig.« Fru Lind satte stille den indbydende Anretning foran ham.
»Er der noget Andet?« Han saa utaalmodigt op. Søsteren plejede at gaa straks.
»Jeg vilde blot sige, at Magnus, Rektorens lille Magnus, er alvorlig syg.« Stemmen var frygtsom, men dog fast, hun vilde have det sagt.
»Hvad fejler han?«
»En typhoid Feber, efter hvad jeg har hørt.« Hun ventede lidt, men da han tav, fjernede hun sig ligesaa stille, som hun var kommen.
»Godnat, Poul!« lød det dog i Døren. Hun plejede at sige: sov godt, men i dette Øjeblik ønskede hun, at han maatte tilbringe Natten vaagen og i Eftertanke.
Lidt efter rejste Overlæreren sig, skød Bakken til Side og lukkede Døren af. Saa gik han op og ned ad Gulvet, op og ned, han kunde ikke sidde stille.
Pludseligt nærmede han sig det gamle, smukt indlagte Chatol, aabnede Klappen, trak forsigtigt den nederste Skuffe ud og fremtog et aflangt Saffiansetuie. Hver Gang hans Øje havde hvilet paa, eller hans Haand berørt denne Genstand, plejede Harmen at koge op i hans Sjæl, men i Dag var det med en underlig Gysen, han aabnede Etuiet.
En Barneske og Gaffel laa deri; de vare næsten uforholdsmæssig svære, men havde dog en køn, buttet Facon. Der stod Magnus paa begge Dele.
Overlærer Hammer sank stønnende ned paa en Stol. Han havde ikke kunnet faa de smaa Genstande gode og solide nok, og nu laa de ubrugte her, og Barnet, med hvis Navn de vare mærkede, drog maaske sit sidste Suk i denne Stund.
Og Minderne kom, som de plejede, men for første Gang saae han dem alvorligt ind i Øjet og prøvede at dømme, som om Sagen angik Andre.
Hvor han huskede hin Lørdagaften for fem Aar siden, da han gik ind til Søsteren, der sad bleg og stille i sin sorte Enkedragt og lærte Poul Bogstaver.
»Nu skal Du se, hvad jeg har til min Gudsøn,« han fremviste Etuiet; »det er bestilte Sager, vej blot til, og saa er Formen saa smuk, synes Du ikke?« »Jo, ualmindelig køn, men — men jeg troede ikke, Du var bedt til Fadder.«
»Hvad mener Du? Det er over fjorten Dage, siden Frederik bad mig, sikrede sig mig, som han udtrykte det.«
»Ja, det veed jeg godt, han holder jo inderligt af Dig, og det var ham saa magtpaaliggende, at Du skulde komme. Men jeg forstod, at det kun var« —
»Saa forstod Du fejl.« Blodet foer ham op i Panden, og han skyndte sig ud. Det var anden Gang, Søsteren havde fornærmet ham. Første Gang var en Skærtorsdag, da han med rolig, lidt overlegen Mine gik til sin aarlige Altergang. Hun tog da hans Haand i sin og hviskede ydmygt og kærligt: »Det gælder, at vi komme som Syndere, kære Poul, ellers forhærdes vi bare.«
»Selvfølgelig,« sagde han haardt og trak Haanden til sig. — Og nu dette! Dog det var ikke værd at ærgre sig; han tvivlede ikke et Øjeblik paa Vennens Indbydelse, der netop overfor Søsteren havde været ham en Triumf.
Sindet var dog i Uro, da han næste Dag gik til Kirke i Festdragt. Nu lød Vognrummel, og saa kom Rektorens Hustru med den lille Dreng paa Armen og hans to smaa hvidklædte Søstre, en paa hver Side.
Overlærerens Hjerte bankede stærkt, og han traadte uvilkaarligt et Skridt tilbage, da Rektoren traadte ind. En af de yngre Lærere og den gamle Gartner, som Folk spotvis kaldte Diakonen, fulgte ham.
Var det muligt? Nej, nej, nu nærmede Vennen sig.
»Det er dejligt at se Dig her, det havde jeg egenlig ikke ventet. Saa husker Du Klokken fem.«
»Undskyld,« Vreden kvalte næsten Ordlyden, »jeg kommer ikke.«
»Vil Du svigte os, aa, nej, det kan ikke være din Mening?«
»Jo,« Stemmen var dæmpet og lød ganske hæs, »saadan et Belias-Barn, som jeg er, skal ikke formørke eders Dørindgang mere,« han var næsten affsindig af meningsløs Vrede.
»Men Poul dog, vi, der altid har været Venner,« Rektorens Stemme skælvede, og han var ganske bleg.
»Har været, Hr. Rektor, men nu er det forbi,« han bukkede dybt og formelt og forlod derpaa Kirken. Husets aldrende Pige stod i Entreen, da han kom hjem.
»Er Herren allerede der?« Hun saae nysgerrig og spørgende paa ham, »jeg troede, De skulde være Fadder.« Han skød hende ublidt til Side og gik, uden at svare ind i sin egen Stue.
Saadan en Ydmygelse, ja Forhaanelse! Baade den Ene og den Anden havde hørt, at han skulde være Fadder, og nu blev han til Latter og maatte løbe Spidsrod gennem Byens Tunger.
Havde han blot troet Søsteren! — Uha, nu skulde han se hende igen. Hun vilde ikke sige et Ord, det vidste han, men hun vilde tænke, aa, han hadede disse Tanker, der drejede sig om hans inderste Hjerteliv.
Etuiet sattes ind i Skuffen, helt, langt tilbage. Mest Lyst havde han haft til at brænde det.
Nu kom Folk fra Kirke — hvor han huskede det Alt — Søsterens Nøgle drejede sig i hendes Laas. »Naa, det er da godt, hun lader mig i Fred,« tænkte han. Kort efter bankede det paa Døren.
Det var ikke Søsterens stilfærdige Banken, men lød hurtigt og ivrigt. Han lukkede tøvende op. Rektoren stod udenfor.
»Poul, kære Poul, hvor gør denne Misforstaaelse mig ondt. Jeg har talt med din Søster, og hun har godt forstaaet, at jeg kun bad Dig til Middag. Men lad mig dog komme ind!«
»Nej, undskyld,« og han lukkede Døren.
Alligevel kom Vennen igen næste Morgen.
»Jeg kan ikke gaa til vor Gerning, før jeg endnu engang har budt Dig Haanden, Poul. Du var ude af Dig selv i Gaar, derfor slaar jeg en Streg over det Altsammen,«
»Men jeg slaar ikke Streg, og saa vil jeg bede Rektoren fritage mig for Religionstimerne, mod at jeg overtager et tilsvarende Antal Timer i Mathematik.«
En Gang til var Vennen kommen med udrakt Haand. Det var Juleaften for fem Aar siden; men Haanden modtoges ikke, og Foden fik ikke Lov til at overskride Dørtærskelen. — Tre Gange havde han altsaa nærmet sig; Overlæreren undredes, da han talte det sammen. Senere havde Forholdet været fuldstændig fremmed, dog vistes der ham altid den største Hensynstagen fra Skolens Overhoved.
Hvad var det dog for et underligt Raad den gamle Provst med det hvide Haar gav: »Naar Du beder dit Fadervor, saa bed femte Bøn baade for Dig selv og den, Du er fortørnet paa; gør Du det, vil det falde Dig lettere at tilgive.« — Om han nu fulgte Raadet? — Fadervorsbønnen havde ikke været paa hans Læber i disse Aar.
Overlæreren standsede pludselig ramt af en Tanke; Var der Mening i at gøre det? havde Rektoren egenlig syndet i dette? havde han ikke netop handlet ret for Herren, efter sin Forstaaelse?
Det var som toges et Bind fra hans indre Øje, og for første Gang saae han Sagen som den vår.
Aa, hvor drejede det sig i Grunden om en ringe Sag, Ussel, pjaltet, elendig Forfængelighed og Egenkærlighed havde skruet det Skete op og lagt hans Liv øde i alle disse Aar.
Men var der ikke noget Andet, en dybere Braad? Tvivlen om hans Gudsforhold kunde ikke have pint ham i den Grad, hvis Gudsforholdet virkelig havde hvilet paa Klippen.
Han havde altid været et kirkeligsindet Menneske, der aldrig led af Tvivl, men iøvrigt var temmelig ligegyldig for Guds Riges Ting. Retsindig til det yderste i alle udvortes For hold, syntes han godt om sig selv. — Men nu? Det forekom ham Alt som en tom Skal; hvor var Kærligheden, Freden og Glæden?
Søsteren havde en eneste Gang hentydet til det afbrudte Forhold.
»Der er jo egenlig Ingenting sket,« sagde hun, men han raabte vred: »Jeg takker for din Deltagelse.«
Nu forstod han hende og skammede sig. Ja, hvor han skammede sig baade for Mennesker og for Gud, mest for Gud. Og Længslen efter at komme ud af Jegets nedværdigende Lænker vaagnede med Kraft.
Mon Barnet levede endnu? Han saae den lille kække Dreng med de lyse Krøller for sig; han plejede at løbe Faderen i Møde, naar denne kom fra Skolen, tage ham i Haanden og trave nok saa trøstig hjem ved hans Side. Skulde han aldrig gøre det mere? Før Overlærer Hammer selv vidste af det trængte Bøn for Barnets Liv sig frem paa hans Læber.
Lidt efter, aabnede han Døren og gik ud. Alt var stille i Huset, Søsteren og hendes Barn laa vist i dybeste Søvn. Idet han gik forbi deres Vinduer, lod den anklagende Røst sig igen høre. Hvad havde han været for denne Enke og hendes Søn? Ikke Broder ikke Fader, nej Intet, Intet. Pengeofre havde han langtfra været uvillig til at bringe, men hun havde nok til at leve af med Nøjsomhed og ønskede ingen Hjælp.
Natten var raakold, og taageagtige Skyer tilslørede Stjernerne. Han gik hurtig over de øde, hvide Gader, over Kirkepladsen, forbi Skolen, henimod Rektorens Hus, der laa et Bøsseskud udenfor Byen.
Flere af Villaens Vinduer vare svagt oplyste, og nu aabnedes Gadedøren. Overlæreren skjulte sig hurtigt bag Alleens Træstammer.
»Svar oprigtigt, er der endnu Haab?« Det var Rektorens Stemme.
»Ja, mere tør jeg heller ikke sige; meget vil afhænge af denne Nat. Gaa nu smukt til Ro, kære Rektor, da Deres Frue dog vil vaage. Naa, der er Pigen! Det er bedst, hun følger med mig, jeg skal nok kime Apothekeren op.« Saa gik Doktoren fulgt af Husets unge Pige, der bar en stor Blikspand paa Armen.
Rektoren tøvede et Øjeblik i den aabne Dør. Hans Træk kunde ikke skelnes, men det saas tydeligt, at Blikket sendtes opad.
Overlærer Hammer gik frem og tilbage i Alleen og det nærmeste Vejstykke. Han vilde vente, til Pigen kom igen. — Naa, der var hun endelig!
»Hvordan er det med Barnet? Bliv ikke bange, lille Pige, jeg har intet Ondt i Sinde.«
Den Tiltalte foer forbi, dog standsede hun ved Indgangsdøren og med Laasen i Haand fik hun Mod til at svare.
»Det er saa jammerligt, som det kan være. Han taler vildt og ligger med Is paa Hovedet, men da den var ved at slippe op, sendtes jeg efter mere. — Aa, saadan Herren køs mig, mit Hjerte banker, som skulde det gaa itu.«
Idet Døren aabnedes, hørte man hende sige: »Der gaar en Herre udenfor; han vilde vide, hvordan Magnus havde det, og var nær ved at kyse Livet af mig.«
Et Øjeblik efter lød det alvorligt spørgende ind i Natten:
»Er her Nogen, saa kom frem?« Men Overlæreren skjulte sig i Skyggen, og da Døren lukkedes, gik han langsomt tilbage til Byen.
Det var over Midnat, da han kom hjem, men han tænkte ikke paa at gaa til Ro, heller ikke tændte han Lampen. Dens Lys behøvedes ikke for at læse i Regnskabsbogen, der laa opslaaet foran ham i denne Stund.
Aa, hvor klart saae han det Alt, uplettet og fejlfrit i udvortes Forstand, men hult og tomt alligevel, en glat Skal om Egenkærlighed og elendig, smaalig Forfængelighed. Han fandt ikke Ord stærke nok til at dømme sin Fortid.
»Havde jeg ikke Kærlighed, da var jeg et lydende Malm og en en klingende Bjælde« — ja, saadan stod der jo, og saadan havde han været.
Han havde aldrig staaet Herren nær, men var dog, Aar efter Aar, kommen længere bort. Han havde aldrig været varm, men var dog, Aar efter Aar, bleven koldere. Men hvor havde det ikke ogsaa været et fattigt Liv! Han havde aldrig elsket, aldrig følt Trang til at dele Hjem og Fremtid med en Hustru. Den Eneste, han virkelig havde holdt af og følt sig stærkt knyttet til, var Rektoren, og ham havde han stødt fra sig i barnagtig — aa, hvor det ydmygede ham at sige barnagtig, men han sagde det ærligt — i barnagtig og taabelig Trods. Og der faldt klart, skarpt Lys over hans Forhold til Skolegerningen, til Søsteren og hendes Barn, til Over- og Underordnede. Det var altsammen ulasteligt for Mennesker og dog forkasteligt for Gud.
Hvordan var det nu, Præsten sagde: »Lær Drengene, at vort Borgerskab virkelig er i Himlene, lær dem det ved Ord og Liv.«
»Gud hjælpe mig,« jamrede han og sank uvilkaarligt paa Knæ.
»Forbarm dig over mig, Herre! Du som besøger mig i denne Stund, jeg føler, at du gør det, hjælp mig til Rette!«
Der lød et sagte Svar dybt inde i hans Hjerte, eller rettere til hans Hjerte: Hvorfor skulde jeg være kommen, naar det ikke var for at hjælpe dig.
»Nej, det er ogsaa sandt,« han sprang op, »vidunderlige, ufattelige Kærlighed! Lovet og priset være Gud, der vilde gøre alt godt!«

Det første svage Morgenlys dæmrede udenfor, da der bankedes paa Døren. Overlærer Hammer var en Morgenmand, og Fru Lind plejede at bringe ham Theen lidt efter Syv.
»Godmorgen kære Poul! Du havde ikke sat Bakken ud paa Forstuebordet, som Du plejer. Men nej dog, der staar jo hele Anretningen urørt. Nu maa Du virkelig drikke Theen her, medens den er varm. Og saa vil jeg bede Dig spise til Middag inde hos os, Du plejer jo at gøre os den Glæde Juleaften.«
»Glæde, aa Martha, det har været en fattig Glæde!«
»Du vil da komme?« »Om jeg vil!« Han saae hende dybt ind i Øjet, ja, der var Kærlighed, Fred og Glæde at læse, trods al Vemod. Næsten uvilkaarligt førte han hendes Haand til sine Læber. En halv Time efter gik han, forfrisket af Morgen-Styrtebadet og et Par Mundfulde The — Maden rørtes ikke — ud af Husdøren. Der var endnu Lys ovre hos Genboerne, og han hørte de friske, unge Stemmer synge:

»Denne Stjerne lys og mild,
Som kan aldrig lede vild,
Er hans Guddomsord det klare,
Som han os lod aabenbare
Til at lyse for vor Fod.«

Gud velsigne Eder, tænkte han, ja, Gud velsigne Eder og bruge Eder tidt til at kalde paa saadan et elendigt, forvildet Menneskebarn, som jeg var.
Da Overlæreren kom til Rektorens Bolig, standsede han et Øjeblik og gik saa lige op til Laagen, gennem Forhaven og bag om Huset til Køkkendøren. Den unge Pige, han havde set om Natten, lukkede op, men en ældre Jomfru, hvis Ansigt han mindedes fra tidligere Tid, skød hende til Side og saae prøvende, næsten strengt paa ham. »Hvordan er det med Barnet?« »Det er vist kun daarligt; Doktoren er derinde. Jeg kan ikke gaa ind for at spørge, det vilde bare forstyrre.«
»Ja, naturligvis. — Saa venter jeg udenfor.«
»Hansine,« lod det i samme Nu, og der var en jublende Klang i Rektorens Stemme, »han er uden Fare. Det synes mig, som gav Herren os vor lille Dreng for anden Gang, Men hvem staar der? Poul, er det Dig!« En Arm lagdes om hans Hals og han førtes ind.
»Kære, var det ikke ogsaa Dig, der stod udenfor i Nat? Ja, jeg vidste, at det var Dig, og midt i min Sorg og Kvide var det underlig dulmende at tænke sig Dig følgende os med Deltagelse. Sæt Dig her i min Lænestol, jeg maa endnu tale et Øjeblik med Lægen, men kommer straks igen.«
Lidt efter gik Doktoren, og saa hørte han Vennens glade Udraab: »Elisabeth, Poul er her! Saa var det dog ham, der talte til Pigen i Nat. — Naa, her er jeg, Ven. Sig ikke Noget; at Du kommer, er mere end alle Ord.«
»Jo, Et maa jeg sige: den Maade, hvorpaa jeg tog Sagen, viste tilfulde, at jeg havde været aldeles uskikket til at føre dit Barn frem for Herrens Ansigt. — Faar jeg Lov til at se ham?«
»Gerne, men han kender Dig vel næppe; dog det skal snart indhentes. Elisabeth, her er vor Ven.«
»Velkommen!« Hun saae paa ham med sine ærlige, mørkeblaa Øjne og sagde saa i en mild, men dog lidt bebrejdende Tone: »Vi have savnet Dem i alle disse Aar. — Se, der ligger vor lille Magnus. Feberen har udraset, og han har sovet trygt og velsignet den sidste Halvdel af Natten. Magnus, det er Faders Ven, som nikker til Dig.«
»Jeg kender ham godt, men jeg troede ikke, han kunde nikke og heller ikke smile.«
»Jeg har vist heller aldrig smilet til ham før.«
»Men nu har Du Part i Drengen, Poul!
Kom med ind i Spisestuen, jeg trænger til noget Varmt, og det gør du bestemt ogsaa. En Kop Kaffe vil ikke være af Vejen, Elisabeth!«
Det var underlig betagende igen at sidde her i dette Hjem, der engang var Lyspunktet i hans Tilværelse, og saa at det Eneste, der før føltes som en Skillevæg imellem dem, nu vilde blive det stærkeste Bindeled. Der behøvedes ingen Forklaring, han følte sig forstaaet.
De to Smaapiger kom nu ind med friske, røde Kinder, blanke, lyse Fletninger og glade, forventningsfulde Øjne. Nej, hvor de vare skudte i Vejret, han kendte dem næsten ikke igen.
Da Maaltidet var endt, hørtes en svag Banken, og idet Jomfru Hansine aabnede Døren, lød en klar Barnerøst udenfor: »Min Moder vilde gerne vide, hvordan Magnus havde det?«
»Men det er jo Poul,« Rektoren rejste sig, »kom ind, min Gut, og smag paa Klejnerne. Magnus har det bedre, meget bedre — din Morbror er her.«
Poul stirrede med ubehersket Forbavselse paa sin Morbror; derpaa spurgte han igen — Moderen vilde altid have nøjagtig Besked — »saa kan jeg altsaa rolig sige, at han er bedre?«
»Ja, det kan Du, men vent et Øjeblik, Dreng, jeg ser din Morbror rejser sig, saa kan Du jo følges med ham.«
Poul tænkte, at det var en tvivlsom Glæde, dog turde han ikke vægre sig. At Rektoren og Morbror Poul omfavnede hinanden, forvirrede ham i høj Grad.
»Naa, lille Kammerat, Du traver ordentlig ud. — Hvad ønsker Du Dig til Jul, min Dreng?«
Du giver mig jo altid det samme, hvert Aar en Guldskilling, tænkte Poul og rystede paa Hovedet.
»Har Du ingen Ønsker? — Jo vist har Du, ud med Sproget.«
»Jeg tror ikke, Moder holder af det; hun er saa bange, at jeg skal plage Dig.«
»Saa maa jeg vel gætte. — Hvad siger Du til et Par Skøjter?«
»Morbror, hvor kan Du dog vide?« Drengen greb uvilkaarlig hans Haand, men da den lille, kraftige og dog bløde Barnehaand laa i Overlærerens, gik der ligesom en Bølge af Anger og Ømhed over hans Sjæl.
»Det er bedre med Rektorens Søn,« raabte han ind af Vinduet til den unge Præstefrue, der jublede: Gud ske Lov! og straks løb hen til sin Mand med det gode Budskab.
Fru Lind nikkede smilende til de Indtrædende.
»Jeg behøver ikke at spørge, Barnet er uden Fare.«
»Ja han er bedre, meget bedre, Moder, for det sagde Rektoren selv.« —
Der saae smukt og festligt ud i Fru Linds gennemhyggelige Dagligstue. Hun havde lige anbragt store Grangrene bag Kristusbilledet og Familieportraiterne.
»Sæt Dig ned i din egen Stol, Poul; jeg regner altid, at det er din Stol, skøndt Du jo kommer her saa lidt.«
»Men herefter maa jeg nok komme mere, spise sammen med Eder.«
Han havde ventet et glad Ja, men Fru Lind saae lidt betænkelig ud og Poul raabte:
»Du faar jo anden Mad end vi, Morbror.«
»Faar jeg anden Mad? — Men Martha dog!«
»Den der altid arbejder med Hjernen, trænger til noget særlig styrkende, Drengen og jeg har bedst af tarvelig Kost. Men hvis Du virkelig vil spise hos os og taalmodig finde Dig i at blive kælet lidt for, og ogsaa bære over med min Dreng, naar han taler en Smule med ved Bordet, for det er han rigtignok vant til, saa er Du hjertelig velkommen. — At kære, gamle Hansine spiser inde hos os, veed Du jo.«
Ja, det vidste han. Pigen var ogsaa en af dem, han følte sig i Gæld til. —
Det var underligt for Overlærer Hammer at gaa i Byen med Hovedet fuld af Tanker paa Andre. Skøjterne købtes først, saa Børnenes Juleroser og en lille brunrød Pung til Guldskillingen. Frugthandleren maatte ogsaa levere udvalgte Æbler; en stor Kurv, lige færdig til at sætte under Juletræet, bestiltes.
Der gik Doktoren forbi, netop i rette Øjeblik. Overlæreren løb efter ham og spurgte aandeløs:
»Maa Drengen faa Druer?« »Undskyld, hvilken Dreng?« »Jeg mener Magnus, Rektorens Magnus.« »Ja vel maa han. —Jeg kunde jo umulig vide, hvem De mente Hr. Overlærer. Dette laa nu længst fra min Tanke.«
Overlæreren mærkede ikke engarg Braadden, men sikrede sig den største Drueklase, Frugtudstillingen ejede. I det Samme kom en lille, bleg, tyndklædt Dreng til. »Æbler for fem Øre,« bad han, »og saa en lille Julegren.«
Den venlige Frugtsælgerske gav Drengen en Haandfuld af de mindste Æbler og en uregelmæssig Grangren.
»Gud hjælpe de Fattige,« sagde hun, da Drengen var gaaet, og saa byttede hun Overlaererens Hundredekroneseddel.
De Fattige! Det skar igennem ham, dem havde han rent glemt. For et Par Dage siden havde han, som han plejede hvert Aar ved Juletid, sendt Asylet tyve Kroner og Byens Plejeforening tyve Kroner og mente sig saa færdig med de Fattige og med sin egen Samvittighed.
»Jeg var hungrig, og I gave mig ikke at æde jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke, jeg var nøgen, og I klædte mig ikke, jeg var syg og i Fængsel, og I besøgte mig ikke.« Hvorfra kom Ordene i denne Stund? Der gik som en Strøm af Anger og inderlig Medynk gennem hans Hjerte og fyldte det med Kærlighed. Det var Vintræets Saft, der steg op i den fortørrede Gren.
Drengen med det lille magre, blege Ansigt indhentedes i Stormløb.

Pouls Moder læste Juleevangeliet, og saa dansede de fire Husfæller rundt om Træet.

„Fred paa Jord, Fryd paa Jord,
Jesusbarnet blandt os bor” —

Poul havde ikke anet, at Morbroren var i Besiddelse af saadan en klar og prægtig Stemme, og han havde aldrig tænkt sig den Mulighed, at samme Morbror kunde gætte alle hans Ønsker, klemme ham i Øreflippen og lægge sin Haand paa hans Hoved.
»Det er den dejligste Juleaften, vi nogensinde har havt, Moder. Men hvordan er Morbror dog bleven en Anden?«
»Jeg tror, jeg veed det,« hun trak Drengen tæt hen til sig og hviskede: »Jeg tror, at din Morbror har været i Enrum med Jesus, og saa faar man et nyt Hjerte.«

Ude hos Rektorens var Tak og Fryd. Magnus havde sovet den halve Dag og var nylig vaagnet fuld af Munterhed og Madlyst. Nu laa han efter endt Maaltid og nippede af Drueklasen, samt legede med den nye Ske og Gaffel. Etuiet var ogsaa hans, havde Moder sagt, og han lukkede det op og lod det smække i med glad Følelse af Ejendomsret. Men da Klokkerne næste Morgen kimede til Froprædiken, mødtes de to Venner udenfor Kirken. De havde begge Takofre at bringe, og deres Ansigter lyste, medens de, Arm i Arm, gik ind i Guds Hus.