I midten af forrige århundrede, tiptiptipoldeforældres tid, var mange mennesker flyttet fra landet ind til byerne.
Julen rykker fra lokalsamfundet ind i familien
I lejlighederne i byen var der ikke plads til at fodre julegrise op, så man måtte nu købe sig til mange af de ting, som man ikke længere lavede selv. Hvis man ikke selv havde plads til et komfur, sendte man julegåsen hen til bageren, som stegte den i sin store brødovn. I byerne holdt man julestuer på værtshusene, men mange mennesker brød sig ikke længere om den tradition.
De mente, at julestuerne fyldte gaderne med fulde folk, som lavede for meget ballade i julen, som jo skulle være fredens tid. Lidt efter lidt blev julen i byen en familiesag. Man samlede kun sin egen tætte familie omkring sig og havde ikke så meget at gøre med naboerne som ude på gårdene i ældre tid.
Nye skikke
Nye skikke afløste de gamle. Juletræet kom til Danmark fra Tyskland i begyndelsen af 1800-tallet. Det stedsegrønne træ blev et billede på Jesus, som gav menneskene evigt liv og lyste op i sjælenes mørke, som træet med sine lys skinner gennem den mørke vinter.
Samtidig begyndte også familiens voksne at give hinanden hyggelige julegaver, og nu skulle de være fint pakket ind. Og omkring 1840 dukkede bondelandets og folketroens gårdnisse op som by julens hyggelige gråklædte Julenisse med den røde hue. De voksne fortalte de undrende børn, at det var ham, der kom med julegaverne til dem.
Sådan kunne julen have set ud
Således kunne julen i byen tage sig ud: Midt i december tog Far en dag tidligt fri fra kontoret, hvor han arbejdede, og købte et kæmpestort juletræ på torvet ved kirken. Det slæbte han op i lejligheden, mens Amalie og Lillebror endnu var i skole. Inde i den fine stue, som Mor kaldte “Stadsestuen”, blev træet stillet på fod. Stadsestuen blev kun brugt, når der kom gæster eller – som nu – i højtiden.
Men børnene måtte ikke se juletræet før selve Juleaften. Derfor blev døren til den fine stue omhyggeligt låst. Alligevel sneg Amalie sig hen til nøglehullet og kiggede ind. Træet derinde nåede næsten helt op til loftet. I mellemtiden havde Mor meget travlt med juleforberedelserne i køkkenet. Hun blev vældig glad, da fragtmanden kom og afleverede en stor kurv med slagtemad hjemme fra gården.
Der var bjerge af flæskesteg, skinke, sylte og pølser. Og så var der blodpølse, som stank fælt, når den blev ristet på panden. Men Far elskede blodpølse, så Amalie holdt sig bare for næsen, mens hun undrede sig over, at nogen kunne spise noget, der lugtede så grimt.
Nu manglede Mor kun julebagningen. Hun bagte flere ovnfulde sigtebrød, pebernødder, klejner og honningkager, for der skulle være nok helt til Nytår. I brødene lavede hun mønstre med spidsen af en kniv, og honningkagerne blev pyntet med hvid glasur. Derefter blev kagerne gemt i dekorerede metaldåser, så de kunne holde sig dejligt sprøde længe. Klejnerne kom i den gamle, bulede dåse med julenisserne udenpå.
Mor og Far gør klar mens børnene sover
Natten efter Lillejuleaften listede Far og Mor ind i stadsestuen og pyntede juletræet, mens børnene sov. Julegaverne, som Mor havde købt i god tid og skjult i kisten oppe på pulterkammeret under taget, blev stille båret ned ad bagtrappen og lagt under træet.
Et par af de mindste gaver blev bundet fast til træets grene med silkebånd. Og så – endelig – blev det Juleaften. Julegåsen kom ind på bordet med Dannebrogsflag stukket i maven og hvide papirmanchetter om benene. Derefter kom risengrøden ind med mandel i. Men Amalie og Lillebror blev ikke uvenner over mandelen, for Mor havde ikke købt nogen mandelgave.
Den skik havde hun endnu ikke hørt om. I stedet gav hun børnene et kandiseret æble og en appelsin hver. Amalies tænder løb i vand. Hun elskede appelsiner, men fordi de var så dyre og svære at få fat på om vinteren, fik hun dem kun til jul. Mens børnene nød den hjemmelavede konfekt og spiste frugterne, gik Far og Mor ind i stadsestuen og låste døren efter sig. Amalie kunne høre, at det puslede derinde.
Juletræet i stadsestuen afsløres
Omsider raslede nøglen igen i låsen, og Far åbnede døren, mens han smilede. Derinde stod træet og skinnede i den mørke stue, som stjernen lyste over Bethlehem julenat. På spidserne af grenene brændte røde og hvide Dannebrogslys. I kurve og kræmmerhuse havde Mor lagt chokoladegodter, nødder og rosiner, og under grenene dinglede bagte figurer med hvid glasur i røde silkebånd. Der var svaner, hjerter og fine mænd og damer i brede kjoler, alt sammen udskåret i kagedej. Amalie kunne ikke få øjnene fra kagedamerne. Tænk at Mor havde bagt dem ude i køkkenet, uden at nogen havde opdaget det!
Mellem det grønne hang appelsiner, sukkerstænger og små æbler i røde bånd. Lange guirlander af Dannebrogsflag faldt ned over træet. De løb oppe fra stjernen og næsten helt ned til gulvet. Engle og nisser af papir snurrede rundt om sig selv i varmen fra julelysene. Så dansede Far og Mor om juletræet med børnene mellem sig, mens de sang julesalmer. På en af træets nederste grene hang en nisse-sprællemand, som Lillebror trak i, hver gang han kom forbi den. Til sidst knækkede sprællesnoren, og Lillebror begyndte at græde. Men ikke længe. Tinsoldaterne i hans første julegave fik ham på andre tanker.
Snart var tæppet under juletræet helt spraglet af gavepapir i mange farver. Amalie sad mellem puderne i sofaen og krammede forsigtigt sin bedste gave, dukken med ansigt, arme og ben af det fineste porcelæn. Imens rullede Lillebror sig sammen i hjørnet bag den nye gyngehest og faldt i søvn. Da børnene var lagt i seng, listede Mor op ad bagtrappen med et fad varm risengrød med en stor smørklat i. Oppe på loftet stillede hun fadet i krogen bag skorstenen. Ikke fordi hun troede på nisser. Men man kunne jo aldrig vide.
Peters Jul bliver skrevet
I 1863 skriver Johan Krohn versene til “Peters Jul”. I 1865 finder han en forlægger, der gerne vil udgive bogen, og han får sin bror Pietro og en ven, maleren Otto Haslund, til at illustrere bogen. Desværre er Johan bestemt ikke tilfreds med resultatet og kommenterer i et brev følgende: “Bogen kom i hænderne på et rigtig svin (undskyld udtrykket!) af en litograf. Da vi kom for at se værket, var vi nær besvimet alle tre over det, vi så. Bogen var ødelagt, fortegnet, formalet, trykt og indbundet og udstyret som en 2 skillingsbog. Kort og godt, dens kælderudseende gjorde, at vi nedlagde protest og nægtede, at bogen måtte se dagens lys i det kostume.”
Bogen udkom heldigvis, og er udkommet mange gange siden med forskellige illustrationer.
- I 1870 udgives anden reviderede udgave, og bogen ligner nu den, vi kender med tegninger af Pietro Krohn. Genoptrykt i 1905, 1929 og 1934.
- I 1889 med tegninger af Frantz Henningsen, genoptrykt i 2001.
- I 1914 med tegninger af Erik Henningsen, genoptrykt i 1919.
- I 1962 kom et nyoptryk af den sjældne 1866-udgave, med kommentarer af H.P. Rhode.
- I 1942 udkom den i den udgave de fleste kender i dag. Den er illustreret af Herluf Jensenius og er blevet genoptrykt mange gange.