JulestadsEventyr og historier

Eventyr og historier

ved-juletid

Fra novellesamlingen Ved Juletid og andre Fortællinger
af Cornelia Levetzow

Maanen lyste henover den nyfaldne Sne, der dækkede Byens Gader og Hustage. Juleferien var begyndt, og Legetøjs- og Kageboder straalede i fuld Belysning. Nogle unge Piger og et Par Studenter kom lige fra Banegaarden bærende Haandkuffert eller Vadsæk. De gik smaasnakkende og leende i Flok, men fordeltes efterhaanden i de paa Vejen liggende Hjem.
Overlærer Hammer, der fulgte i nogen Afstand, saae alvorligt, halv misbilligende, halv længselsfuld, efter de Unge; derpaa sukkede han uvilkaarligt og paaskyndede sin Gang. Han var en temmelig høj, rank, middelaldrende Mand med et regelmæssigt, noget strengt Ansigt, kloge, mørke Øjne og et tilbageholdende Væsen. Naar en Forbigaaende hilste og gjorde Tilløb til at sige et Par Ord, laa der undertiden et saa bestemt: »lad mig helst i Fred,« i den knappe Genhilsen, at Ordet forstummede paa Vedkommendes Læber.
Den unge Pastor Bang, der kun havde været nogle Maaneder i Byen og ikke kendte Forholdene, lod sig dog ikke skræmme, men skraaede dristig over Gaden og gik lige løs paa Overlæreren.
»Godaften! — Det var rart, at jeg traf Dem. De maa endelig gaa hjem med mig, Hr. Overlærer. Vi har en lille Fest hjemme for Fabriksarbejderne og deres Børn. Min Fader, der er i Besøg hos os, vil tale. Jeg var lige inde hos Overlærerens Søster for at hente Poul, men han var desværre ude. — De maa virkelig ikke sige Nej til Deres Genboer; naar De er ked af os, kan De jo frit gaa igen.« Præsten skubbede ham læmpelig ind over Dørtærskelen.
Entreen var oplyst og fuld af uldne Tørklæder, Trøjer, lappede Børnekaaber, Kasketter og Kyser. Den unge Husfrue stod derude, lys og glad, mild som en Solstraale.
»Vi har ventet paa dig, Johannes! — Aa, du har en Gæst med, Overlærer Hammer, det var jo dejligt.« Det klare, livfulde Øje saae tillidsfuldt op til ham.
Er det en Maner at tage Folk saadan ved Overrumpling, tænkte Overlæreren, idet han rynkede Brynene og foragtede sig selv, fordi han ikke havde gjort Modstand. At ingen af hans Ligestillede fandtes i Selskabet, beroligede ham noget, og Præstens Fader, en ældre Provst med hvidt Haar og et mildt, aabent Ansigt, gjorde uvilkaarlig et godt Indtryk.
Gæsterne trakteredes med Chokolade, og den unge Præstefrue og hendes endnu yngre Pige løb om med Kander og Bakker, der tømtes og fyldtes med fornøjelig Iver.
Saa blev det smukke, lille Juletræ tændt, og den ene Sang afløste den anden.

»Fred paa Jord, Fryd paa Jord,
Jesusbarnet blandt os bor; — «

Overlærer Hammer kedede sig og havde Lyst til at gaa, men Vejen var spærret, han stod midt i Kredsen og maatte holde ud.
Nu traadte Provsten frem og talte; det lød ganske utvungent og naturligt, som en Ven taler til Venner.
»Fred paa Jord, Fryd paa Jord, ja, det er netop det, Jesusbarnet vil bringe herned. Syndernes Forladelse: det Eneste, der kan give Fred. Gud Faders Velbehag; den dybe, inderste Grund til al virkelig Fryd.«
»Det er jo ikke noget Nyt,« mente Overlæreren; »dog lyder det unægtelig, som kom Ordene lige fra Hjertet.« Han prøvede at tænke paa andre Ting, men ramtes pludselig af et Spørgsmaal, der gjordes med kraftig Røst: »Har Du Kærlighed, Fred og Glæde? For det er Aandens Frugter; tænk vel efter, hvem Du saa er. Bor Kærlighed, Fred og Glæde ikke i din Sjæl, staar Du endnu udenfor Riget. Men det skal Du vide, at Herren, vor Frelser, længes efter Dig, ja, ogsaa nu i denne Stund.«
Saa talte han om Ufreden, hvordan den lagde Livet øde, hvordan et gemt og næret Nag udsugede Sjælen for dens Kraft. »Jeg veed det, jeg har set det for mine egne Øjne: Kærlighed, Fred og Glæde visner i en Sjæl, der gemmer paa Nag. Er der nogen af Eder, som gør det, Venner, saa paa Knæ, endnu i Aften, og bed den femte Bøn, ikke alene for Dig selv, men ogsaa for den, Du er fortørnet paa, der staar jo: os. Gør Du det i Oprigtighed, vil Guds naadige Betingelse, at Du ogsaa skal tilgive, falde Dig lettere.« Han aabnede Biblen og læste: »Vær snart velvillig mod din Modstander, medens Du er med ham paa Vejen.«
Overlæreren saae mistroisk op: var dette beregnet paa ham? Nej, nej, disse Mennesker troede ham til det Bedste, det følte han, de kendte ham jo heller ikke.
Nu foldede Provsten sine Hænder.
»Tak, Herre i Himlen! Du har jo selv sagt, at dit Ord ikke skal vende tomt tilbage, men skal gøre hvad Dig behager, og have Lykke i, hvad Du sender det til.«
Saa rejste de Forsamlede sig op, og der veksledes Tak og Ønsker om en god Jul. Børnene omringede den unge Frue, hver vilde have et Kærtegn, eller dog et Ord.
»Bliver det ikke næsten for meget?« sagde Overlæreren forbindligt. Stemmen lød dog underlig tør i hans eget Øre.
»Aa, det er saadan en Glæde. Min Svigerfader talte jo til de Voksne, men Børnene kedede sig alligevel ikke, kunde man se. Bare Poul havde været med. Hvor er han dog en sød Dreng!«
»Poul er en lystig, urolig Krabat.« »Ja, der er Liv i Gutten, men Godheden lyser ham jo ud af Øjnene. Naar jeg ser over til vore Genboer, synes jeg altid, at Herren har gjort det saa godt for deres kære Søster, trods hendes store Tab. Poul er jo ikke faderløs, men har faaet en Fader i sin Morbror, saa Hjemmet er et rigtigt Hjem. Og hvor stor Glæde maa det ikke være for Overlæreren med den opvakte, dejlige Dreng.«
Glæde, — hvor faldt det Ord let fra hendes Læber — Glæde, det havde han
aldrig tænkt paa, men værget sig paa bedste Maade mod det Besvær, der kunde følge af Barnets Nærværelse. Der var Noget i den unge Frues tillidsfulde Øje, der hindrede ham i at udtale, hvad han egentlig havde Lyst til at sige: Vi har hver vort Hjem; Lejligheden til højre for Gadedøren har jeg udlejet til min Søster, og jeg faar saa igen mine Maaltider bragt ind fra hende. Ellers leve vi hver for sig, og der maa bankes paa min Dør, naar hun eller Drengen vil have mig i Tale.
Da Fru Bang tav og syntes at vente Svar, kom det tilsidst halvtøvende:
»Forskellige Studier optage næsten al min Fritid, Frue.«
»Ja det veed jeg, men Drengen savner dog ikke en Faders Kærlighed.«
Overlæreren rystede afvisende paa Hovedet og bød Farvel.
»Glæd os med at komme igen,« sagde den unge Frue, og hendes Mand tilføjede varmt: »Aa ja, gør det.«
Provsten lagde sin Haand paa hans Skulder.
»Hr. Overlærer, faa deres Drenge til at forstaa, at vort Borgerskab virkelig er i Himlene. Lær dem det gennem Ord og Liv. Ja, Gud velsigne Dem hertil.«
De unge Ægtefolk fulgte ham ud, og Præsten hjalp ham Overfrakken paa.
»Hvordan er det med Rektorens Magnus,« spurgte Fru Bang, »han lever da endnu?«
Ordene traf Overlæreren som et Skud, han blegnede, og trods al Selvbeherskelse rystede Stemmen.
»Er det saa farligt?« Han havde slet ikke vidst, at Barnet var sygt.
»En af Konerne, der før var her, mente, det gik mod Døden, men naar De ikke har hørt det, er det forhaabenlig Overdrivelse. — Godnat; Tak, at De kom.«
Idet Overlæreren skraaede over Gaden saa han en mørk Genstand glide ned ad Hovedtrappens Jærnrækværk. Det var Poul. Da den lille Fyr saae sin Morbroder, foer han sammen, rettede sig og gik til Side.
»Om Forladelse, Morbror, jeg veed, at Du ikke kan lide det.«
»Og saa gør Du det alligevel?« Stemmen lød snarere sørgmodig end vred, og Poul fandt, at han var sluppen let, men i Overlærer Hammers Øre genlød den unge Frues Ord: »en Faders Kærlighed.« Nej, nej, nej, han havde aldrig vist Barnet en Faders Kærlighed! Saa satte han Nøglen i sin egen Dør og traadte ind i den forreste Stue, der baade lignede et Kontor og et Bibliothek; Gardinerne rulledes hurtigt ned, og Lampen tændtes.
Det store Værelse syntes ham denne Aften underligt øde. Det lignede intet Hjem; det var for ham, som om en trykkende Vægt af mange Aars tunge Tanker rugede herinde.
»Fred paa Jord, Fryd paa Jord« — han kunde ikke slippe for at høre Tonerne.
Kærlighed, Fred og Glæde! Jo vist, han lo bittert, men saa kom Provstens Ord saa underlig manende om det gemte Nag, der udsugede Sjælen for alt godt.
»Bare jeg ikke var gaaet derhen — og nu denne sidste Nyhed!«
Det bankede paa Døren, og den aabnedes sagte.
»Godaften, kære Poul, her er din The. Du var ikke hjemme før, men nu har jeg varmet den til Dig.« Fru Lind satte stille den indbydende Anretning foran ham.
»Er der noget Andet?« Han saa utaalmodigt op. Søsteren plejede at gaa straks.
»Jeg vilde blot sige, at Magnus, Rektorens lille Magnus, er alvorlig syg.« Stemmen var frygtsom, men dog fast, hun vilde have det sagt.
»Hvad fejler han?«
»En typhoid Feber, efter hvad jeg har hørt.« Hun ventede lidt, men da han tav, fjernede hun sig ligesaa stille, som hun var kommen.
»Godnat, Poul!« lød det dog i Døren. Hun plejede at sige: sov godt, men i dette Øjeblik ønskede hun, at han maatte tilbringe Natten vaagen og i Eftertanke.
Lidt efter rejste Overlæreren sig, skød Bakken til Side og lukkede Døren af. Saa gik han op og ned ad Gulvet, op og ned, han kunde ikke sidde stille.
Pludseligt nærmede han sig det gamle, smukt indlagte Chatol, aabnede Klappen, trak forsigtigt den nederste Skuffe ud og fremtog et aflangt Saffiansetuie. Hver Gang hans Øje havde hvilet paa, eller hans Haand berørt denne Genstand, plejede Harmen at koge op i hans Sjæl, men i Dag var det med en underlig Gysen, han aabnede Etuiet.
En Barneske og Gaffel laa deri; de vare næsten uforholdsmæssig svære, men havde dog en køn, buttet Facon. Der stod Magnus paa begge Dele.
Overlærer Hammer sank stønnende ned paa en Stol. Han havde ikke kunnet faa de smaa Genstande gode og solide nok, og nu laa de ubrugte her, og Barnet, med hvis Navn de vare mærkede, drog maaske sit sidste Suk i denne Stund.
Og Minderne kom, som de plejede, men for første Gang saae han dem alvorligt ind i Øjet og prøvede at dømme, som om Sagen angik Andre.
Hvor han huskede hin Lørdagaften for fem Aar siden, da han gik ind til Søsteren, der sad bleg og stille i sin sorte Enkedragt og lærte Poul Bogstaver.
»Nu skal Du se, hvad jeg har til min Gudsøn,« han fremviste Etuiet; »det er bestilte Sager, vej blot til, og saa er Formen saa smuk, synes Du ikke?« »Jo, ualmindelig køn, men — men jeg troede ikke, Du var bedt til Fadder.«
»Hvad mener Du? Det er over fjorten Dage, siden Frederik bad mig, sikrede sig mig, som han udtrykte det.«
»Ja, det veed jeg godt, han holder jo inderligt af Dig, og det var ham saa magtpaaliggende, at Du skulde komme. Men jeg forstod, at det kun var« —
»Saa forstod Du fejl.« Blodet foer ham op i Panden, og han skyndte sig ud. Det var anden Gang, Søsteren havde fornærmet ham. Første Gang var en Skærtorsdag, da han med rolig, lidt overlegen Mine gik til sin aarlige Altergang. Hun tog da hans Haand i sin og hviskede ydmygt og kærligt: »Det gælder, at vi komme som Syndere, kære Poul, ellers forhærdes vi bare.«
»Selvfølgelig,« sagde han haardt og trak Haanden til sig. — Og nu dette! Dog det var ikke værd at ærgre sig; han tvivlede ikke et Øjeblik paa Vennens Indbydelse, der netop overfor Søsteren havde været ham en Triumf.
Sindet var dog i Uro, da han næste Dag gik til Kirke i Festdragt. Nu lød Vognrummel, og saa kom Rektorens Hustru med den lille Dreng paa Armen og hans to smaa hvidklædte Søstre, en paa hver Side.
Overlærerens Hjerte bankede stærkt, og han traadte uvilkaarligt et Skridt tilbage, da Rektoren traadte ind. En af de yngre Lærere og den gamle Gartner, som Folk spotvis kaldte Diakonen, fulgte ham.
Var det muligt? Nej, nej, nu nærmede Vennen sig.
»Det er dejligt at se Dig her, det havde jeg egenlig ikke ventet. Saa husker Du Klokken fem.«
»Undskyld,« Vreden kvalte næsten Ordlyden, »jeg kommer ikke.«
»Vil Du svigte os, aa, nej, det kan ikke være din Mening?«
»Jo,« Stemmen var dæmpet og lød ganske hæs, »saadan et Belias-Barn, som jeg er, skal ikke formørke eders Dørindgang mere,« han var næsten affsindig af meningsløs Vrede.
»Men Poul dog, vi, der altid har været Venner,« Rektorens Stemme skælvede, og han var ganske bleg.
»Har været, Hr. Rektor, men nu er det forbi,« han bukkede dybt og formelt og forlod derpaa Kirken. Husets aldrende Pige stod i Entreen, da han kom hjem.
»Er Herren allerede der?« Hun saae nysgerrig og spørgende paa ham, »jeg troede, De skulde være Fadder.« Han skød hende ublidt til Side og gik, uden at svare ind i sin egen Stue.
Saadan en Ydmygelse, ja Forhaanelse! Baade den Ene og den Anden havde hørt, at han skulde være Fadder, og nu blev han til Latter og maatte løbe Spidsrod gennem Byens Tunger.
Havde han blot troet Søsteren! — Uha, nu skulde han se hende igen. Hun vilde ikke sige et Ord, det vidste han, men hun vilde tænke, aa, han hadede disse Tanker, der drejede sig om hans inderste Hjerteliv.
Etuiet sattes ind i Skuffen, helt, langt tilbage. Mest Lyst havde han haft til at brænde det.
Nu kom Folk fra Kirke — hvor han huskede det Alt — Søsterens Nøgle drejede sig i hendes Laas. »Naa, det er da godt, hun lader mig i Fred,« tænkte han. Kort efter bankede det paa Døren.
Det var ikke Søsterens stilfærdige Banken, men lød hurtigt og ivrigt. Han lukkede tøvende op. Rektoren stod udenfor.
»Poul, kære Poul, hvor gør denne Misforstaaelse mig ondt. Jeg har talt med din Søster, og hun har godt forstaaet, at jeg kun bad Dig til Middag. Men lad mig dog komme ind!«
»Nej, undskyld,« og han lukkede Døren.
Alligevel kom Vennen igen næste Morgen.
»Jeg kan ikke gaa til vor Gerning, før jeg endnu engang har budt Dig Haanden, Poul. Du var ude af Dig selv i Gaar, derfor slaar jeg en Streg over det Altsammen,«
»Men jeg slaar ikke Streg, og saa vil jeg bede Rektoren fritage mig for Religionstimerne, mod at jeg overtager et tilsvarende Antal Timer i Mathematik.«
En Gang til var Vennen kommen med udrakt Haand. Det var Juleaften for fem Aar siden; men Haanden modtoges ikke, og Foden fik ikke Lov til at overskride Dørtærskelen. — Tre Gange havde han altsaa nærmet sig; Overlæreren undredes, da han talte det sammen. Senere havde Forholdet været fuldstændig fremmed, dog vistes der ham altid den største Hensynstagen fra Skolens Overhoved.
Hvad var det dog for et underligt Raad den gamle Provst med det hvide Haar gav: »Naar Du beder dit Fadervor, saa bed femte Bøn baade for Dig selv og den, Du er fortørnet paa; gør Du det, vil det falde Dig lettere at tilgive.« — Om han nu fulgte Raadet? — Fadervorsbønnen havde ikke været paa hans Læber i disse Aar.
Overlæreren standsede pludselig ramt af en Tanke; Var der Mening i at gøre det? havde Rektoren egenlig syndet i dette? havde han ikke netop handlet ret for Herren, efter sin Forstaaelse?
Det var som toges et Bind fra hans indre Øje, og for første Gang saae han Sagen som den vår.
Aa, hvor drejede det sig i Grunden om en ringe Sag, Ussel, pjaltet, elendig Forfængelighed og Egenkærlighed havde skruet det Skete op og lagt hans Liv øde i alle disse Aar.
Men var der ikke noget Andet, en dybere Braad? Tvivlen om hans Gudsforhold kunde ikke have pint ham i den Grad, hvis Gudsforholdet virkelig havde hvilet paa Klippen.
Han havde altid været et kirkeligsindet Menneske, der aldrig led af Tvivl, men iøvrigt var temmelig ligegyldig for Guds Riges Ting. Retsindig til det yderste i alle udvortes For hold, syntes han godt om sig selv. — Men nu? Det forekom ham Alt som en tom Skal; hvor var Kærligheden, Freden og Glæden?
Søsteren havde en eneste Gang hentydet til det afbrudte Forhold.
»Der er jo egenlig Ingenting sket,« sagde hun, men han raabte vred: »Jeg takker for din Deltagelse.«
Nu forstod han hende og skammede sig. Ja, hvor han skammede sig baade for Mennesker og for Gud, mest for Gud. Og Længslen efter at komme ud af Jegets nedværdigende Lænker vaagnede med Kraft.
Mon Barnet levede endnu? Han saae den lille kække Dreng med de lyse Krøller for sig; han plejede at løbe Faderen i Møde, naar denne kom fra Skolen, tage ham i Haanden og trave nok saa trøstig hjem ved hans Side. Skulde han aldrig gøre det mere? Før Overlærer Hammer selv vidste af det trængte Bøn for Barnets Liv sig frem paa hans Læber.
Lidt efter, aabnede han Døren og gik ud. Alt var stille i Huset, Søsteren og hendes Barn laa vist i dybeste Søvn. Idet han gik forbi deres Vinduer, lod den anklagende Røst sig igen høre. Hvad havde han været for denne Enke og hendes Søn? Ikke Broder ikke Fader, nej Intet, Intet. Pengeofre havde han langtfra været uvillig til at bringe, men hun havde nok til at leve af med Nøjsomhed og ønskede ingen Hjælp.
Natten var raakold, og taageagtige Skyer tilslørede Stjernerne. Han gik hurtig over de øde, hvide Gader, over Kirkepladsen, forbi Skolen, henimod Rektorens Hus, der laa et Bøsseskud udenfor Byen.
Flere af Villaens Vinduer vare svagt oplyste, og nu aabnedes Gadedøren. Overlæreren skjulte sig hurtigt bag Alleens Træstammer.
»Svar oprigtigt, er der endnu Haab?« Det var Rektorens Stemme.
»Ja, mere tør jeg heller ikke sige; meget vil afhænge af denne Nat. Gaa nu smukt til Ro, kære Rektor, da Deres Frue dog vil vaage. Naa, der er Pigen! Det er bedst, hun følger med mig, jeg skal nok kime Apothekeren op.« Saa gik Doktoren fulgt af Husets unge Pige, der bar en stor Blikspand paa Armen.
Rektoren tøvede et Øjeblik i den aabne Dør. Hans Træk kunde ikke skelnes, men det saas tydeligt, at Blikket sendtes opad.
Overlærer Hammer gik frem og tilbage i Alleen og det nærmeste Vejstykke. Han vilde vente, til Pigen kom igen. — Naa, der var hun endelig!
»Hvordan er det med Barnet? Bliv ikke bange, lille Pige, jeg har intet Ondt i Sinde.«
Den Tiltalte foer forbi, dog standsede hun ved Indgangsdøren og med Laasen i Haand fik hun Mod til at svare.
»Det er saa jammerligt, som det kan være. Han taler vildt og ligger med Is paa Hovedet, men da den var ved at slippe op, sendtes jeg efter mere. — Aa, saadan Herren køs mig, mit Hjerte banker, som skulde det gaa itu.«
Idet Døren aabnedes, hørte man hende sige: »Der gaar en Herre udenfor; han vilde vide, hvordan Magnus havde det, og var nær ved at kyse Livet af mig.«
Et Øjeblik efter lød det alvorligt spørgende ind i Natten:
»Er her Nogen, saa kom frem?« Men Overlæreren skjulte sig i Skyggen, og da Døren lukkedes, gik han langsomt tilbage til Byen.
Det var over Midnat, da han kom hjem, men han tænkte ikke paa at gaa til Ro, heller ikke tændte han Lampen. Dens Lys behøvedes ikke for at læse i Regnskabsbogen, der laa opslaaet foran ham i denne Stund.
Aa, hvor klart saae han det Alt, uplettet og fejlfrit i udvortes Forstand, men hult og tomt alligevel, en glat Skal om Egenkærlighed og elendig, smaalig Forfængelighed. Han fandt ikke Ord stærke nok til at dømme sin Fortid.
»Havde jeg ikke Kærlighed, da var jeg et lydende Malm og en en klingende Bjælde« — ja, saadan stod der jo, og saadan havde han været.
Han havde aldrig staaet Herren nær, men var dog, Aar efter Aar, kommen længere bort. Han havde aldrig været varm, men var dog, Aar efter Aar, bleven koldere. Men hvor havde det ikke ogsaa været et fattigt Liv! Han havde aldrig elsket, aldrig følt Trang til at dele Hjem og Fremtid med en Hustru. Den Eneste, han virkelig havde holdt af og følt sig stærkt knyttet til, var Rektoren, og ham havde han stødt fra sig i barnagtig — aa, hvor det ydmygede ham at sige barnagtig, men han sagde det ærligt — i barnagtig og taabelig Trods. Og der faldt klart, skarpt Lys over hans Forhold til Skolegerningen, til Søsteren og hendes Barn, til Over- og Underordnede. Det var altsammen ulasteligt for Mennesker og dog forkasteligt for Gud.
Hvordan var det nu, Præsten sagde: »Lær Drengene, at vort Borgerskab virkelig er i Himlene, lær dem det ved Ord og Liv.«
»Gud hjælpe mig,« jamrede han og sank uvilkaarligt paa Knæ.
»Forbarm dig over mig, Herre! Du som besøger mig i denne Stund, jeg føler, at du gør det, hjælp mig til Rette!«
Der lød et sagte Svar dybt inde i hans Hjerte, eller rettere til hans Hjerte: Hvorfor skulde jeg være kommen, naar det ikke var for at hjælpe dig.
»Nej, det er ogsaa sandt,« han sprang op, »vidunderlige, ufattelige Kærlighed! Lovet og priset være Gud, der vilde gøre alt godt!«

Det første svage Morgenlys dæmrede udenfor, da der bankedes paa Døren. Overlærer Hammer var en Morgenmand, og Fru Lind plejede at bringe ham Theen lidt efter Syv.
»Godmorgen kære Poul! Du havde ikke sat Bakken ud paa Forstuebordet, som Du plejer. Men nej dog, der staar jo hele Anretningen urørt. Nu maa Du virkelig drikke Theen her, medens den er varm. Og saa vil jeg bede Dig spise til Middag inde hos os, Du plejer jo at gøre os den Glæde Juleaften.«
»Glæde, aa Martha, det har været en fattig Glæde!«
»Du vil da komme?« »Om jeg vil!« Han saae hende dybt ind i Øjet, ja, der var Kærlighed, Fred og Glæde at læse, trods al Vemod. Næsten uvilkaarligt førte han hendes Haand til sine Læber. En halv Time efter gik han, forfrisket af Morgen-Styrtebadet og et Par Mundfulde The — Maden rørtes ikke — ud af Husdøren. Der var endnu Lys ovre hos Genboerne, og han hørte de friske, unge Stemmer synge:

»Denne Stjerne lys og mild,
Som kan aldrig lede vild,
Er hans Guddomsord det klare,
Som han os lod aabenbare
Til at lyse for vor Fod.«

Gud velsigne Eder, tænkte han, ja, Gud velsigne Eder og bruge Eder tidt til at kalde paa saadan et elendigt, forvildet Menneskebarn, som jeg var.
Da Overlæreren kom til Rektorens Bolig, standsede han et Øjeblik og gik saa lige op til Laagen, gennem Forhaven og bag om Huset til Køkkendøren. Den unge Pige, han havde set om Natten, lukkede op, men en ældre Jomfru, hvis Ansigt han mindedes fra tidligere Tid, skød hende til Side og saae prøvende, næsten strengt paa ham. »Hvordan er det med Barnet?« »Det er vist kun daarligt; Doktoren er derinde. Jeg kan ikke gaa ind for at spørge, det vilde bare forstyrre.«
»Ja, naturligvis. — Saa venter jeg udenfor.«
»Hansine,« lod det i samme Nu, og der var en jublende Klang i Rektorens Stemme, »han er uden Fare. Det synes mig, som gav Herren os vor lille Dreng for anden Gang, Men hvem staar der? Poul, er det Dig!« En Arm lagdes om hans Hals og han førtes ind.
»Kære, var det ikke ogsaa Dig, der stod udenfor i Nat? Ja, jeg vidste, at det var Dig, og midt i min Sorg og Kvide var det underlig dulmende at tænke sig Dig følgende os med Deltagelse. Sæt Dig her i min Lænestol, jeg maa endnu tale et Øjeblik med Lægen, men kommer straks igen.«
Lidt efter gik Doktoren, og saa hørte han Vennens glade Udraab: »Elisabeth, Poul er her! Saa var det dog ham, der talte til Pigen i Nat. — Naa, her er jeg, Ven. Sig ikke Noget; at Du kommer, er mere end alle Ord.«
»Jo, Et maa jeg sige: den Maade, hvorpaa jeg tog Sagen, viste tilfulde, at jeg havde været aldeles uskikket til at føre dit Barn frem for Herrens Ansigt. — Faar jeg Lov til at se ham?«
»Gerne, men han kender Dig vel næppe; dog det skal snart indhentes. Elisabeth, her er vor Ven.«
»Velkommen!« Hun saae paa ham med sine ærlige, mørkeblaa Øjne og sagde saa i en mild, men dog lidt bebrejdende Tone: »Vi have savnet Dem i alle disse Aar. — Se, der ligger vor lille Magnus. Feberen har udraset, og han har sovet trygt og velsignet den sidste Halvdel af Natten. Magnus, det er Faders Ven, som nikker til Dig.«
»Jeg kender ham godt, men jeg troede ikke, han kunde nikke og heller ikke smile.«
»Jeg har vist heller aldrig smilet til ham før.«
»Men nu har Du Part i Drengen, Poul!
Kom med ind i Spisestuen, jeg trænger til noget Varmt, og det gør du bestemt ogsaa. En Kop Kaffe vil ikke være af Vejen, Elisabeth!«
Det var underlig betagende igen at sidde her i dette Hjem, der engang var Lyspunktet i hans Tilværelse, og saa at det Eneste, der før føltes som en Skillevæg imellem dem, nu vilde blive det stærkeste Bindeled. Der behøvedes ingen Forklaring, han følte sig forstaaet.
De to Smaapiger kom nu ind med friske, røde Kinder, blanke, lyse Fletninger og glade, forventningsfulde Øjne. Nej, hvor de vare skudte i Vejret, han kendte dem næsten ikke igen.
Da Maaltidet var endt, hørtes en svag Banken, og idet Jomfru Hansine aabnede Døren, lød en klar Barnerøst udenfor: »Min Moder vilde gerne vide, hvordan Magnus havde det?«
»Men det er jo Poul,« Rektoren rejste sig, »kom ind, min Gut, og smag paa Klejnerne. Magnus har det bedre, meget bedre — din Morbror er her.«
Poul stirrede med ubehersket Forbavselse paa sin Morbror; derpaa spurgte han igen — Moderen vilde altid have nøjagtig Besked — »saa kan jeg altsaa rolig sige, at han er bedre?«
»Ja, det kan Du, men vent et Øjeblik, Dreng, jeg ser din Morbror rejser sig, saa kan Du jo følges med ham.«
Poul tænkte, at det var en tvivlsom Glæde, dog turde han ikke vægre sig. At Rektoren og Morbror Poul omfavnede hinanden, forvirrede ham i høj Grad.
»Naa, lille Kammerat, Du traver ordentlig ud. — Hvad ønsker Du Dig til Jul, min Dreng?«
Du giver mig jo altid det samme, hvert Aar en Guldskilling, tænkte Poul og rystede paa Hovedet.
»Har Du ingen Ønsker? — Jo vist har Du, ud med Sproget.«
»Jeg tror ikke, Moder holder af det; hun er saa bange, at jeg skal plage Dig.«
»Saa maa jeg vel gætte. — Hvad siger Du til et Par Skøjter?«
»Morbror, hvor kan Du dog vide?« Drengen greb uvilkaarlig hans Haand, men da den lille, kraftige og dog bløde Barnehaand laa i Overlærerens, gik der ligesom en Bølge af Anger og Ømhed over hans Sjæl.
»Det er bedre med Rektorens Søn,« raabte han ind af Vinduet til den unge Præstefrue, der jublede: Gud ske Lov! og straks løb hen til sin Mand med det gode Budskab.
Fru Lind nikkede smilende til de Indtrædende.
»Jeg behøver ikke at spørge, Barnet er uden Fare.«
»Ja han er bedre, meget bedre, Moder, for det sagde Rektoren selv.« —
Der saae smukt og festligt ud i Fru Linds gennemhyggelige Dagligstue. Hun havde lige anbragt store Grangrene bag Kristusbilledet og Familieportraiterne.
»Sæt Dig ned i din egen Stol, Poul; jeg regner altid, at det er din Stol, skøndt Du jo kommer her saa lidt.«
»Men herefter maa jeg nok komme mere, spise sammen med Eder.«
Han havde ventet et glad Ja, men Fru Lind saae lidt betænkelig ud og Poul raabte:
»Du faar jo anden Mad end vi, Morbror.«
»Faar jeg anden Mad? — Men Martha dog!«
»Den der altid arbejder med Hjernen, trænger til noget særlig styrkende, Drengen og jeg har bedst af tarvelig Kost. Men hvis Du virkelig vil spise hos os og taalmodig finde Dig i at blive kælet lidt for, og ogsaa bære over med min Dreng, naar han taler en Smule med ved Bordet, for det er han rigtignok vant til, saa er Du hjertelig velkommen. — At kære, gamle Hansine spiser inde hos os, veed Du jo.«
Ja, det vidste han. Pigen var ogsaa en af dem, han følte sig i Gæld til. —
Det var underligt for Overlærer Hammer at gaa i Byen med Hovedet fuld af Tanker paa Andre. Skøjterne købtes først, saa Børnenes Juleroser og en lille brunrød Pung til Guldskillingen. Frugthandleren maatte ogsaa levere udvalgte Æbler; en stor Kurv, lige færdig til at sætte under Juletræet, bestiltes.
Der gik Doktoren forbi, netop i rette Øjeblik. Overlæreren løb efter ham og spurgte aandeløs:
»Maa Drengen faa Druer?« »Undskyld, hvilken Dreng?« »Jeg mener Magnus, Rektorens Magnus.« »Ja vel maa han. —Jeg kunde jo umulig vide, hvem De mente Hr. Overlærer. Dette laa nu længst fra min Tanke.«
Overlæreren mærkede ikke engarg Braadden, men sikrede sig den største Drueklase, Frugtudstillingen ejede. I det Samme kom en lille, bleg, tyndklædt Dreng til. »Æbler for fem Øre,« bad han, »og saa en lille Julegren.«
Den venlige Frugtsælgerske gav Drengen en Haandfuld af de mindste Æbler og en uregelmæssig Grangren.
»Gud hjælpe de Fattige,« sagde hun, da Drengen var gaaet, og saa byttede hun Overlaererens Hundredekroneseddel.
De Fattige! Det skar igennem ham, dem havde han rent glemt. For et Par Dage siden havde han, som han plejede hvert Aar ved Juletid, sendt Asylet tyve Kroner og Byens Plejeforening tyve Kroner og mente sig saa færdig med de Fattige og med sin egen Samvittighed.
»Jeg var hungrig, og I gave mig ikke at æde jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke, jeg var nøgen, og I klædte mig ikke, jeg var syg og i Fængsel, og I besøgte mig ikke.« Hvorfra kom Ordene i denne Stund? Der gik som en Strøm af Anger og inderlig Medynk gennem hans Hjerte og fyldte det med Kærlighed. Det var Vintræets Saft, der steg op i den fortørrede Gren.
Drengen med det lille magre, blege Ansigt indhentedes i Stormløb.

Pouls Moder læste Juleevangeliet, og saa dansede de fire Husfæller rundt om Træet.

„Fred paa Jord, Fryd paa Jord,
Jesusbarnet blandt os bor” —

Poul havde ikke anet, at Morbroren var i Besiddelse af saadan en klar og prægtig Stemme, og han havde aldrig tænkt sig den Mulighed, at samme Morbror kunde gætte alle hans Ønsker, klemme ham i Øreflippen og lægge sin Haand paa hans Hoved.
»Det er den dejligste Juleaften, vi nogensinde har havt, Moder. Men hvordan er Morbror dog bleven en Anden?«
»Jeg tror, jeg veed det,« hun trak Drengen tæt hen til sig og hviskede: »Jeg tror, at din Morbror har været i Enrum med Jesus, og saa faar man et nyt Hjerte.«

Ude hos Rektorens var Tak og Fryd. Magnus havde sovet den halve Dag og var nylig vaagnet fuld af Munterhed og Madlyst. Nu laa han efter endt Maaltid og nippede af Drueklasen, samt legede med den nye Ske og Gaffel. Etuiet var ogsaa hans, havde Moder sagt, og han lukkede det op og lod det smække i med glad Følelse af Ejendomsret. Men da Klokkerne næste Morgen kimede til Froprædiken, mødtes de to Venner udenfor Kirken. De havde begge Takofre at bringe, og deres Ansigter lyste, medens de, Arm i Arm, gik ind i Guds Hus.

julebesøget

Fra novellesamlingen Livsbilleder
af Cornelia Levetzow

«Aa, med det Barn har det da ingen Nød,» sagde en fyldig Herre med ligegyldig Stemme, idet han pegede paa en lille sortklædt Dreng, der stod lænet op til et stort Spejl i Hotellets store Stue og saa underlig lille og forladt ud, «der er jo Formue.»
«En Smule Formue er der, men alligevel — kun fem Aar, og ganske ene i Verden! ja, De veed vel, at jeg er hans Formynder.»
Det var en høj, mørk Mand med stærkt udprægede Træk og et Par forstandige, gjennemtrængende Øjne, der talte; han saa just ikke blød ud, men den kraftige Stemme havde dog et Udtryk af Mildhed, da han sagde henvendt til Barnet:
«Drik det Glas Mælk, der staar paa Bordet, min Gut, og følg saa med mig. — Du skal nu holde Dig til mig, Erik, og lyde mig, forstaar Du?»
Drengen tømte stille Glasset, gik derpaa frimodig hen til Formynderen, saa op til ham med sine dybe Øjne og rakte Munden frem til Kys.
«Hvad nu? — nej, Du lille Krabat, saadan gaar det ikke til,» den opadvendte Mund, som Moderen saa gjerne havde kysset, fik et afvisende, men dogvenskabeligt Slag; «lad mig faa Haanden. Du er da ikke af dem, der græde, vil jeg haabe?»
Hvor der laa en Klang af Foragt i de to Ord: af dem.
«Nej!» den Lille pressede Taarerne tilbage, de maatte ikke komme frem, af dem vilde han ikke være. Den store stærke Haand sluttede sig fast om de smaa Barnefingre; Erik fulgte uden at sige et Ord.
Da de kom til Formynderens Hus, en stor Hjørnegaard ved Volden, standsede de.
«Se, her faar Du dit Hjem, i det mindste for det første. — Pil kun op ad Trappen, Du Smaa, og kim paa alt hvad Du kan. Tør Du ikke, lille Klodrian? jeg maa nok have Dig ordentlig rasket op, om vi to skulle trives sammen.»
Inde i Dagligstuen sad Grossererens unge smukke Frue og syede med Silke. Da hendes Mand og Erik traadte ind, spurgte hun i en ivrig, ja heftig Tone:
«Skal det virkelig være Alvor? Du veed, Thomas, hvor grændseløst Du gjør mig imod. — Anbring ham et andet Sted, hos skikkelige Folk naturligvis, saa har Du gjort din Pligt.»
«Han bliver her, jeg vil nok have et Øje med selv, Du kjender min Villie, Elfride, lige Ret med vore egne Børn.»
Det var Herskeren, der talte, skarpt og myndigt, hans Bud maatte adlydes, i det mindste hvad alle ydre Ting angik, Mad, Drikke og Forplejning.
Erik forstod ikke hvad der blev sagt; han saa længe paa den unge Kones kjønne Ansigt, listede saa hen, pillede lidt ved hendes Kjole, for at tildrage sig Opmærksomheden, rørte ved Armbaandet med Slangehovedet og rakte til sidst Munden til Kys. Det skete ikke saa tillidsfuldt som før, usikkert og tøvende, ligesom bedende, kom den lille Mund.
«Du er for stor!» — hun skjød ham fra sig med Kulde, «lad mig dog bare være fri! — aa, der er min søde, søde lille Lise? og Hermann bagefter fra Skolen. — Ja, Drengen kan man da ogsaa sende i Skole, Johnsen, saa er man dog fri saa længe. Synderlig opvakt ser han for Resten ikke ud.»
«Det forstaar Du Dig ikke paa, Elfride! der skal nok blive noget, der duer, af ham, kjender jeg mine FoIk.»
Lille Erik følte den stærke Haand paa sit Hoved, han forstod, at det var en Vens Haand, og han skjød sig ind under den. Men Munden raktes aldrig mere frem til Kys, og der var noget i Barnesjælen, som græd, længtes og til sidst sygnede hen.
Hermann var en lyshaaret, pralende syvaars Dreng, og Lise en lille vissenbleg, pyntet fireaars Pige, Erik saa paa dem, og de saa paa Erik.
«Saa Du skal være her?» Hermann maalte ham fra Top til Taa, «jeg kunde ordentlig tumle Dig, hvis jeg vilde, kan Du tro.»
«Prøv paa det,» Eriks Ansigt blussede, «prøv paa det!»
Den store Dreng sprang til og vilde løfte ham op, men Erik stod som fastnaglet og slog løs, næsten vild af Vrede. Det var hans første Slagsmaal.
«Ret saa!» Faderen traadte til, «bank ham ordentlig af, Erik! — Du store Tamp, jeg vilde skamme mig i dit Sted! — lad det nu være nok, og hold Fred herefter, I to Hvalpe. Nej, Elfride, Du skal ikke kjæle for din Dreng, det var ham, der begyndte.» «Ret saa,» hvor de Ord fik Betydning i Eriks liv, de løde ikke saa sjældent, og altid sporede de ham frem, øgede hans Kraft og hærdede hans Villie. Efterhaanden fik han sin faste Plads i Huset, som ingen gjorde ham stridig. I Skolen var han flittig og dygtig og rede til at forsvare sig baade med Tunge og Arm, naar nogen kom ham for nær. Den lille bløde, forsagte Dreng var ikke til at gjenkjende. Men sommetider vaagnede der dog i Barnets Sind en stærk og levende Længsel efter et rigtigt Hjem, efter Kjærlighed. Han kunde da kaste sig ned paa et afsides Sted, strække Armene ud og hulke ret af Hjertensgrund.
Disse Stemninger kom sjældnere og sjældnere med Aarene, men saa vare de igjen stærkere og bittrere, naar de kom. Efter et saadant Anfald — han regnede det selv for et Anfald — traadte Erik dobbelt kjæk og glad ind i Stuen, af dem, der græd, vilde han ikke være.
Det higende, det bløde, der nu engang laa paa Bunden af hans Sjæl, maatte for enhver Pris skjules, helst knuses.
Den Bøn, hans Moder havde lært ham, var længst glemt, de smaa Morgen- og Aftensange ogsaa. Der i Huset blev aldrig sunget Psalmer, men han lærte mange andre muntre, smukke Sange. Fru Johnsen, der satte selskabelige Talenter over alt andet, begyndte at faa Respekt for ham. Med en Blanding af Misundelse og Beundring saa hun den smukke, kloge Dreng vokse op og udvikle sig fra Dag til Dag. Hermann var og blev en klodset Fyr, fiffig nok paa sin Vis, men ikke til at gjøre Pynt med. Drengenes Veje i Skolen skiltes snart. Hermann ønskede at komme til Handlen; Erik vilde studere, udmærke sig, blive noget stort.
Og Formynderen prædikede Moral for ham paa sin Vis; han prædikede om den pletfri Vandel; den havde han selv ført, uden den var alt andet intet.
«Ve den Mand, hvis Fortid kan rejse sig, som et Spøgelse, og true ham,» sagde han.
Undertiden kom der en gammel Slægtning i Besøg; hun havde været Lærerinde i sine unge Dage og levede nu af Grossererens Godhed. Han gav kun sjældent noget bort, men gjorde han det, var det med rund Haand og uden nogensomhelst Fordring paa Taknemmelighed. Hun havde sit rigelige Udkomme.
«Men Børn,» vovede den gamle Pige en Dag at sige, medens hun tørrede sine Briller og smaahostede lidt imellem, «gaa I aldrig i Kirke? — hvad skal det blive til paa den onde Dag?»
Fru Johnsen saa opbragt paa hende:
«Du ønsker os da ikke onde Dage, vil jeg haabe?»
Grossereren lo; hans Tone var halv spottende, halv overbærende, idet han svarede:
«Klogere bliver man næppe af at gaa i Kirke, Tante Grethe, og bedre ikke heller, efter min Erfaring.»
Den stakkels enfoldige Sjæl rystede paa Hovedet; hun modtog saa meget godt fra hans Haand, bare hun dog til Gjengjæld kunde give ham lidt af sit gode, det han manglede. Bedrøvet rokkede hun hjem, men Grossereren rejste sig og sagde:
»Jeg har nok havt Mistanke om, at hun var en af dem, disse Hellige. Naa ja, hvad, hun har ikke opfundet Krudtet, Stakkel!»
Moderen var vred, skulde man taale Tilrettevisning af saadan et afhængigt Væsen, Hendes onde Lune gik dog over, da Hermann talte efter den Gamle, medens Lise efterlignede hendes rokkende Gang.
Gjøre Nar, det forstode de alle, Faderen paa sin tørre. Maade, Moderen koldt og skarpt, Lise pjattet og Hermann plumpt. Erik blev snart Mester i Kunsten, og det gav ham en vis Overvægt. Hans Sind og hele Tankegang fik, i det mindste paa Overfladen, en verdslig, forstandig Retning. Grosserer Johnsen var stolt af sin Plejesøn.
«Ret saa!» hvor det lød fuldt og stærkt; Formynderens Haand hvilede bifaldende paa den unge juridiske Kandidats Skuldre, «ret saa, min Gut, og til Lykke! — hvad tænker Du nu paa?»
«Først paa at hvile mig, se mig om, kort sagt, leve.»
«Lad gaa, en kort Tid, men hvad saa?»
«Jeg har allerede to Tilbud for Sommeren,» Erik lo muntert, «Sagfører Storm, min gamle Manuduktør, har spurgt, om jeg ikke havde Lyst til en Plads paa hans Kontor, og Agent Busch har indbudt mig til en Udenlandsrejse — til Schveitz og Italien tror jeg nok — i Selskab med sig og sine Døttre.»
«Saa det har han! — jeg vil kun sige Dig een Ting: det er Knald eller Fald med den Mand, og saa minde Dig om, at en Knude er lettere at binde, end at løse. Det første Tilbud synes mig derimod antageligt; Storms Navn har allerede en god Klang, og han har fuldt op af Forretninger. — Gjør som Du vil, Erik, men tænk Dig godt om først.»
«Det har slet ingen Hast; paa denne Side Nytaar vil jeg bare hvile mig.»
Erik slentrede ind i sin Stue og tog Plads ved Skrivebordet. Hans Hvilen bestod egentlig i et andet Studium, et Yndlingsstudium, som han nødtvungen havde opgivet for Juraen. Han var i Smug Sproggrandsker, og der laa hollandske, spanske, italienske, ja selv russiske Bøger — mest Bibler, de vare saa lette at faa fat paa, og saa prægtige til Sammenligning, naar man havde den græske til Rettesnor — paa hans Bord. Erik saa paa Uhret og satte sig derpaa til Rette, som En, der gotter sig til en Lækkerbidsken. Pludselig sprang han dog op, en vigtig Hjælpekilde manglede, han maatte skynde sig at faa den, før Ejeren tog hjem i Juleferien.
«Ja, ham træffer jeg da nok,» tænkte han, «den flittige Fyr. — Hvor kan det være, at jeg aldrig kommer dette Menneske nærmere, og at han dog drager mig saa underligt.»
Det var ikke første Gang, Erik grundede over det Forhold, der havde udviklet sig mellem ham og den unge Skolemand Svend Lange. I alt, hvad der angik Videnskaben syrnpathiserede de; Erik — som paa disse Enemærker var den Lille — saa op til den andens Grundighed, Tænksomhed og friske geniale Opfattelse, medens Svend til Gjengjæld kom ham i Møde med den elskværdigste Redebonhed; men herved blev det. Samtale om andre Ting vilde ikke ret komme i Gang; naar Erik saa ind i det klare, næsten barnlige Ansigt kunde han ikke tale løst og fast, som han plejede, og Svend mødte heller ikke frem med sit. Saa gik Talen da rent i Staa, eller drejede ind paa de kjære Bøger igjen. —
Men hvad var det dog for en Latter, saa overgiven frisk og uimodstaaelig smittende, at Erik, der stod udenfor Døren og bankede paa, imod sin Villie maatte le med. Var det virkelig den stille, indesluttede Svend Lange, der lo saadan?
«God Dag! ah er det Dem!» han spærrede for Døren, der fløj et Udtryk af Raadvildhed over det leende Ansigt, derpaa betænkte han sig og gav Plads.
«Kom kun ind, Anker! — Moder, en Ven af mig, Kandidat Anker.»
«Velkommen i rette Tid,» lød det ham venligt i Møde; Stemmen havde en egen Klang af Oprigtighed; et Par klare blaa Øjne, forstandige og milde paa een Gang, fæstede sig, en Smule forskende, paa ham.
«Svend gjør Nar af min store Anretning,» vedblev hun og pegede paa Bordet, hvor en toppet Tallerken rygende Blodpølser prangede paa den snehvide Dug, «han spørger, om han virkelig skal spise alle dem alene. Nej, det skal Du slet ikke — naa, nu ler han igjen — vi ere tre om Budet, og maaske komme her flere. Tag Plads, de ere saa dejlig varme nu.»
Hun saa meget indtagende og hyggelig ud i sin smagfulde, lidt landlige Dragt; der var en moderlig Ynde og Værdighed over hele Skikkelsen.
Erik havde aldrig smagt saa gode Pølser, forsikkrede han; hun saa igjen vist paa ham.
«Din Ven ligner vor Axel. — Har Du aldrig tænkt paa det, Svend?»
«Jo jeg har, og det mange Gange, men Udtrykket er saa forskjelligt.»
«Er det egentlig saa forskjelligt?»
Erik var ikke ganske tilfreds med den Hovedrysten, der fulgte som Svar.
«Hør Svend,» begyndte Moderen igjen, «Du husker jo nok hvad vi talte om —»
«Javist, lille Moder, men jeg tror ikke, det kan nytte. — Jeg kan lige saa godt sige, hvad det var: Moder spurgte før, om jeg ikke havde Lyst til at tage en Kammerat med hjem til Julen, og nu mener hun, at De maaske — men jeg, som kjender Dem, tror aldrig, det gaar. En Præstegaard midt ude paa Landet, og det oven i Kjøbet ved Juletid, er, hvad vi kunne byde.»
«Men Svend dog, har Du rent glemt, hvad Du sagde?»
«Nej, jeg veed godt, at jeg sagde, den gamle Præstegaard var det dejligste Sted i hele den vide Verden, men det gjælder ikke for ham.»
«Hvor veed De egentlig det?» Erik følte sig opægget.
Svend saa ham lige ind i Øjet. «Jeg vil gjerne have Dem med, tro blot ikke andet. Jeg synes kun, at hele vor Maade at være paa er saa grundforskjellig fra Deres.»
«Ja, nu veed jeg ikke, om jeg er indbudt eller ej,» Erik henvendte sig til Moderen.
«Indbudt, naturligvis. — De rejser ud med min Søn, vi sende den gamle Karosse efter ham som sædvanligt.»
Det var et fornøjeligt lille Maaltid; den glade, oplivede Stemning meddelte sig ogsaa til Erik. Hvad var det, der gjorde Moderens Tale saa tiltrækkende, han kunde ikke ret forklare det; maaske laa det i, at alt hvad hun sagde havde et Præg af at komme indvendig fra, være sagt for Alvor, der var ham uvant. De kvindelige Væsner i hans nærmeste Kreds vare slemme til at sige noget, blot for at sige noget, for at være elskværdige og gjore sig bemærkede. —
Da Erik senere fortalte Grosserer Johnsen, hvorledes han agtede at tilbringe Julen, lo denne.
«Velbekomme Dig, min Dreng! jeg spaar, at Du maa holde for baade til Fromesse og Aftensang. — Det var en sær Fyr i sine unge Dage, Præsten mener jeg. Han var formuende, men valgte dog Præstegjerningen, skjønt det egentlig var hans Fader imod.
«Aa hvad,» Erik talte i sin flotte, lette Tone, «lad mig prøve det med. Agenten har desuden indbudt mig til Bal Juledags Aften; bliver det mig for broget i Præstegaarden har jeg et prægtigt Paaskud til at rejse.»
Grossereren rynkede Panden.
«Ja veed Du hvad, naar Præsten og Agenten stilles sammen, holder jeg alligevel paa Præsten.»
Fru Johnsen og Lise — der nu var en høj kjøn Pige, som klippet ud af sidste Modejournal — gjorde Løjer med Turen og drillede Erik; han blev til sidst ærgerlig og kjed af det, ja, havde næsten Lyst til at opgive det hele.
Blot jeg havde en god Undskyldning, tænkte han endnu Lillejuleaften, medens han var paa Vej til Svends Bolig. Præstegaardsvognen holdt imidlertid allerede udenfor, og Svend stod i Døren omgivet af Pakker og Kurve.
«Det var dejligt, De kom i god Tid! — Fader har sendt sin Pelts til Dem. Vi faa bidende Blæst og Skrupkulde ud ad Landet til, siger Ole. — Se saa, nu sidde vi fortræffeligt, ikke sandt? — alle Sejl til, Ole! vi maa være hjemme før Thetid.»
Hvor han var sjæleglad, det var ham umuligt at skjule det, skjønt han beherskede sig for Eriks Skyld; alene Maaden, hvorpaa han saa sig om og i lange Drag indaandede den tykke Rimtaage, røbede ham. Der var i Hjertensglæde i Stemmens Klang, i de smaa hurtige Spørgsmaal til Ole, der indlededes med et Slag paa den graa Kavaj, ja, selv i den Maade, hvorpaa han holdt Kurven med alle Moderens skrøbelige Herligheder til Juletræet og tittede ind under Laaget. Han kunde næppe sidde roligt paa Sædet som et fornuftigt Menneske. Erik iagttog ham med en vis nysgjerrig Forundring og en Følelse af aldrig at have været rigtig glad selv.
«Her er smukt, ikke sandt? man kommer forbi og igjennem flere Skove. De kan se Furesø, der langt borte, rejs Dem op! — ja, det er en dejlig Vej, Vejen hjem!»
Erik saa ikke synderlig andet end Taage, den indhyllede alt i sit kjedsommelige Slør. Han sad dog lunt og godt i Præstens lodne Pelts, og efter fire Timers Kjørsel var Maalet naaet.
Hundeglam og glade Velkomstraab tog imod dem; Lyset fra Dagligstuevinduerne faldt venligt ud i Gaarden, en varm Luftstrøm bølgede dem i Møde fra den aabne Dør.
«Fader!» Svend sprang lige i Faderens Arme, han havde nær revet ham omkuld, saa i Moderens, og der blev han liggende.
Erik stod, ganske stille; der rørte sig noget af den gamle Længsel i hans Sjæl, den han troede at have rykket op med Rod.
«Velkommen!» Præsten saa ham ind i Øjet med et klart og stærkt Blik, der gik til Bunds.
«Hjertelig velkommen og vær som hjemme,» Moderen tog hans Haand og førte ham ind.
«God Dag, gamle Hanne! og Du, Marie, naa hun har endnu Krøllerne, Moder! — og Ellen, nej, rare lille Ellen, rejs Dig ikke, det er da en Glæde at se Ellen!»
«Ja, er det ikke en mageløs Forandring?» Ellen sad i en Lænestol ikke langt fra Kakkelovnen, to smaa Krykkestokke stode ved. Man maatte rigtignok være inde i Forholdene og vide, hvilket jammerligt lille Væsen hun før havde været, for at kunne prise hendes raske Udseende, men at hun saa glad ud, det var en Kjendsgjerning, det fine blege Ansigt lyste formelig af Fryd.
«Min Plejesøster,» præsenterede Svend, «Husets Skat, vor lille Øjesten, nylig fyldt elleve Aar; Hanne min ældste Søster, ti Aar; Vildkatten her — naa Marie, vær nu skikkelig — fem Aar. En ung Herre paa elleve Maaneder er ikke til Stede. — Vi ere skrupsultne, Moder, og vente Ekstraforplejning.»
Alle Børnene vilde sidde hos Svend, men Svend vilde selv sidde hos Moderen, det var hans Ret, paastod han, og Ellen maatte han have paa den anden Side, for hun skulde smøre hans Mad.
Talen flød let og frit, de nyankomne spurgtes om mange Ting, Erik blev snart oplivet og morsom.
Moderen førte selv Gjæsten ind i hans venlige, hyggelige Værelse. «Vær som hjemme,» sagde hun igjen.
Hjemme! ja dette var et Hjem, men han havde aldrig havt et Hjem, aldrig kjendt et Hjem. Og Længslen rejste sig i Sjælen; den milde glade Stemning, der umærkelig havde listet sig over ham, afløstes af mørke, bittre Følelser.
Hvor de elskede hinanden! — han elskede ingen, intet Baand bandt ham til nogen eller nogen til ham. —
Det var lys Dag, da Erik vaagnede. Hvad var det for Toner?
»Halleluja, Halleluja!»
«Naa, nu skal det nok gaa for sig!» han rejste sig paa Albuerne og lyttede med satiriske Blink i Øjet, men der kom ikke mere, de sidste Akkorder døde langsomt hen. Skuffet og lettet paa een Gang stod han op og klædte sig paa.
«Glædelig Jul, Ane, og selv Tak,» lød det udenfor, «glædelig Jul!»
Han løftede Gardinet op og saa ud. Det var klar Frost og Solskin, Træerne i Alleen og Haven bagved skinnede i snehvidt Skrud; fra Taget hang Istap ved Istap, lysende som Diamanter. En ung Kone kom ud fra Kjøkkenet med et stort Sigtebrød under Armen og et Knytte i Haanden. Hendes lille Dreng — en snurrig, stumpet Fyr, lige saa tyk som lang med et fregnet, rødmosset, glædestraalende Ansigt — travede nok saa trøstigt ved Siden, holdende hende i Skjørterne. Han bar ogsaa et lille Knytte, Grangrene og Honningkager stak ud deraf.
«Glædelig Jul,» lød det igjen, «og mangfoldige Tak, allesammen!»
«Selv Tak, Jens, glædelig Jul! og god Helsen!»
«Glem ikke Blaamanden, Moder!» Svend kom springende, «kjøbenhavnsk Tobak, Gamle, og saa glædelig Jul!»
Saa kom der en Kone, bærende en Krukke fyldt til Randen med Mælk, et Hvedebrød havde hun under Armen og en Ost i Haanden. Tre smaa lyshaarede Børn fulgte hende; de hoppede fornøjede om og viste Moderen hvad de havde faaet, hver især bar en lille Del. Selv var hun klædt i Sorg og saa forgrædt ud.
«Glædelig Jul, Trine,» Præstekonen talte mildt og blødt, «Du veed hvem der ser til Enken og de Faderløse; glædelig Jul!»
Hvor det havde en Klang indvendig fra, men saadan var jo hendes Stemme.
Til sidst kom en gammel indskrumpet Kone med Kyse paa og Stok i Haanden rokkende. Et stort Brød bar hun under den ene Arm, en Ost under den anden, Mælkespanden i venstre Haand, Stokken og et sammenknyttet Tørklæde i højre. Det gik kun smaat fremad, hun følte sig langsomt til Rette med Stokken.
Pastor Lange kom gaaende fra den anden Side, han saa efter hende; i det samme trillede et rødkindet Æble ud af Knyttet og rullede henad Jorden. Hun vendte sig mismodig om, «det var ikke saadan at bøje en gammel Ryg, hvorledes skulde hun faa fat paa det igjen?»
Præsten skyndte sig derhen og løftede det op; han tog Hatten helt af, og rakte den gamle Kone først Æblet og saa sin Haand.
Sollyset faldt paa de to Ansigter, og de udtrykte Kjærlighed, indbyrdes Kjærlighed, det var ikke til at tage fejl af. Erik forsøgte at spotte, men det vilde ikke gaa.
Glædelig Jul! sagde de til hinanden, Lyden kunde ikke høres, men man saa det paa Minerne, det var, som vekslede de Gaver, Manden med det klare aandfulde Udtryk og den gamle enfoldige Kone.
Og Længslen rørte sig igjen, en Følelse af Forladthed kom over ham. Ja han stod udenfor, helt udenfor denne Juleglæde og denne Kjærlighed. Blot han kunde le ad den, men ikke engang det, han kjendte ikke sig selv.
Inde i Dagligstuen sad lille Ellen ved Vinduet og solede sig.
«Har Du det godt her?» spurgte han. «Jeg!» hun rakte sine smaa tynde Hænder i Vejret med et Udtryk af fuldstændig Tilfredshed. «Hvor længe har Du været her?» «Et Aar og to Maaneder. — Før havde jeg det ikke godt;» der gik en Gysen gjennem Barnet.
Lidt efter kom Hanne løbende gjennem Stuen med noget under Forklædet, noget ingen Mennesker maatte se. Hun var en rødmosset, blaaøjet lille Skjælm med dybe Smilehuller og blanke brune Fletninger nedad Nakken, kvik og glad, let som en Fjer og paa Færde alle Vegne. Marie fulgte bag efter, hun saa modfalden ud.
«Jeg maa ingen Steder være for Hannes Hemmeligheder,» sagde hun, «og jeg kjeder mig; der er saa længe til i Aften. Kan Du klippe?»
Den lille buttede Haand rørte ved Eriks Arm; Barnets dejlige Øjne saa spørgende ind i hans.
«Jeg veed det sandelig ikke,» han klappede de bløde Krøller og løftede hende lidt kejtet — han havde aldrig havt noget videre med Børn at gjøre
— op paa sit Skjød, «men jeg skal prøve paa det. Hvad ønsker Du?»
«En Høne med sine Kyllinger.»
«Det kommer jeg vist aldrig ud af,» han hakkede fortvivlet løs med hendes lille butte Saks.
«Axel kunde klippe saa dejligt, Hjorte og Harer, og Kaniner ogsaa. Jeg har en Stork, han har klippet; bagefter malede han den, den har rigtige røde Ben.
— Veed Du,» hun hviskede fortroligt, «hvor Axel fejrer sin Jul?»
Spørgsmaalet berørte ham uhyggeligt, han svarede ganske kort «Nej» og klippede videre paa Hønen.
«Oppe hos Jesus!» — hun iagttog hvad Indtryk det vilde gjøre, opfattede hans Mine paa sin Maade og spurgte ganske medlidende: «Har Du ingen der?»
Moderens Indtrædelse sparede ham Svaret, han sagde blot: «Lille Marie taler om sin Broder.»
«Ja, Gud ske Lov, hun kan huske ham.» Der gik en sky over det glade Ansigt, Hænderne foldede sig uvilkaarligt, «aa det var en forfærdelig, forfærdelig Sorg femten Aar, og saadan en haabefuld Dreng!»
Et eneste Øjeblik, og Lyset kom igjen. «Sorgen har sin Hensigt,» sagde hun stille, «den skal drage os opad.»
Erik følte en moderlig Haand paa sin Skulder: «De ligner ham.»
Ikke i Udtrykket tænkte han straks; hvor kunde jeg ogsaa ligne et Barn fra dette Hjem i Udtrykket.
Da Mørket faldt paa, afløstes den glade Travlhed af en egen festlig Stilhed; kun Moderen var endnu ude og beredte det sidste.
«Nu skulle vi dandse om Juletræet!»
Erik holdt sig tilbage, men han blev draget ind i Kredsen. Ellen humpede med paa sine smaa Krykker; Svend og Hanne holdt hende i Kjolen; det gjorde ikke noget, Moderen blev ogsaa holdt i Kjolen, hun bar jo sin dejlige Dreng paa Armene; med store forundrede Øjne stirrede han paa de mange Lys og rakte efter dem.

«Et Barn er født i Bethlehem.»

Faderen begyndte, og de stemmede alle i.
Erik havde en smuk Stemme og sang gjerne, men dette — nej, han holdt det ikke ud. Med et raskt Tag gjorde han sig fri, og flygtede til det længst bortliggende Værelse.
Tys, der lød Trin, de vilde vist hente ham, men han gik ikke!
Det var Fru Lange, der nærmede sig; hun bad ham ikke komme ind igjen, men spurgte ganske uventet:
«Kan De huske Deres Moder?»
Det var ham en Lettelse, at hun ikke talte om Julen, eller Psalmesangen, eller denslags.
«Jeg husker hende kun dunkelt. — Den Morgen, hun rejste, Moder døde ved et Bad i Udlandet, kom hun hen til min Seng og kyssede mig; hun var klædt i Sorg, jeg følte hendes Taarer paa min Pande.» «Hun har da givet sit lille Barn i Guds Vold.» «De rnaa ikke tale saaledes til mig!» Erik foer heftigt op, «jeg holder ikke dette ud, jeg kjender ikke mig selv, og De, De har ingen Anelse om, hvorledes jeg egentlig er.»
«Før har jeg altid troet,» vedblev han lidenskabeligt, «at det altsammen var Gøgl og Hykleri, eller, i bedste Tilfælde, Blændværk og Drømme, og nu møder det mig som en levende Virkelighed. — Jeg mener ikke, at jeg selv tror, forstaa mig dog endelig, det er ikke det, jeg mener! men jeg kan ikke tvivle om, at De og Deres ere alvorlige, sanddrue Mennesker, jeg tror paa Oprigtigheden af Deres Tro, den møder mig jo som et Liv i Sandhed og Kjærlighed — Jeg kunde ikke synge med, om det gjaldt mit Liv; veed De, hvorledes jeg forekommer mig? som Trolden i Eventyret, der maa flygte for Korsets Tegn.»
«Det var et stygt Billede,» hun tog hans Haand, «jeg vil ikke ligne Dem ved Trolden, der flygter, snarere ved St. Peder, der synker i Knæ og siger: vig fra mig, Herre, jeg er en syndig Mand.»
Nu sang de igjen inde i Salen; de bløde Barnestemmer føjede sig smukt efter Faderens malmfulde Røst. Forunderlig kaldende brusede Tonerne:

Kom, store Livets Fyrste, kom,
Vi være vil din Ejendom,
Se, vore Knæ vi bøje;
Tilbedet og velsignet vær
Af alle Jordens Slægter her,
Som hisset i det Høje!

«Kom ind med!»
«Aa nej, jeg kan ikke, jeg kan virkelig ikke! — jeg tror, jeg bliver underlig, jeg maa ud!»
«Naa ja, der er ogsaa godt, gaa De kun ud under Stjernerne.»
Hun aabnede Døren igjen og bad sagte, som frygtede hun for at forstyrre hans Tankegang — «tag smukt Overfrakke paa, det er saa koldt.»
Denne lille Omsorg, hendes hele moderlige Maade, bragte Bægeret til at flyde over. En Taare tvang sig frem i Øjet, nok en, en til. «Er jeg forhekset!» han stampede.
Det var en stille, klar, kold Aften, Millioner af Stjerner funklede og tindrede. Eriks Tanker brusede, de ligesom frigjorde sig og bleve til Stemmer, der talte, enten han vilde høre dem eller ej.
«Hun har givet sit lille Barn Gud i Vold.» — Mon hun havde gjort det, mon det var det, hans Moder havde gjort hin Morgen?
«Har Du ingen der?» Barnets Spørgsmaal kom igjen; «har Du ingen der?»
«Hvis!» — aa nej, han holdt det ikke ud, de Døde vare døde, borte for altid. —
Psalmesangen tonede fredeligt ud fra Huset, medens han gik op og ned i Gaarden, som en urolig Aand.
Og han tænkte tilbage paa sit Liv, paa hele Livet i Formynderens Hus; havde Sjælen ikke faaet Sten i Stedet for Brød, altid Sten.
Før Konfirmationen havde han havt Skrupler og ogsaa engang sagt; «Hvad skal jeg gjøre, jeg tror ikke hvad Præsten fortæller,» og Formynderen havde svaret: «Det er en mislig Sag, det hele; jo mindre man tænker over de Ting, desto bedre; Du er nødt til at svare som de andre, min Dreng.» —
Da Erik korn ind, bød man hverandre: God Nat, god Nat, og glædelig Jul! Øjnene lyste.
«Tak,» sagde han, «Tak, Tak!» men han gav ikke Ønsket tilbage, han kunde ikke. Hvor utallige Gange havde han før, uden al Tanke, glat væk sagt: glædelig Jul.
Faderens Blik hvilede paa ham, Erik følte, at han blev iagttaget, nu nærmede han sig.
«God Nat,» det dybe alvorsfulde Blik saa ham lige ind i Sjælen, en faderlig Haand lagde sig paa hans Hoved, «Gud give Dem en glædelig Jul!»
Hvad var dog alt dette? — Erik gik op og ned ad Gulvet rystet i sin inderste Grund. Hvorfor kom de ogsaa netop nu i hans Tanker alle disse Bibelsteder, som Englerøster summede de omkring ham.
«Jeg er paa Vej til at gaa fra Forstanden, tror jeg!» mørk i Hu kastede han sig paa Lejet.
Da Erik vaagnede, lød Psalmesangen ind til ham fra Præstens Stue:

Fryd Dig hver Sjæl, han har frelst!
Fryd Dig hver Sjæl, han har frelst!

«Nu begynde de igjen,» tænkte han, men der kom ikke mere. Lidt efter bankede det paa Døren.
«Et Telegram til Dem, vist en Julehilsen.»
Han aabnede det. «Glem ikke Ballet,» stod der blot, og saa Agentens Navn.
Erik sprang hurtigt op, som befriet. Her var en Udvej til at komme bort, bort fra alt dette usynlige, der daarede Sindet og tog Tankerne til Fange. I Hjemmet vilde det bedre lykkes ham at komme til Klarhed med sig selv.
Familien sad om det festlige Morgenthebord, da han traadte ind og fortalte hvad Telegrammet indeholdt.
«Rejser De?» Svends Blik var skarpt.
«Hvis det kan lade sig gjøre, tænkte jeg rigtignok.»
«Jeg tror, der gaar Vogn til Byen i Dag.» Moderen saa mildt hen til ham, «Mølleren tager vist ind for at besøge sin nygifte Datter, og bliver saa Natten over; De kan godt komme med ham. Det er rimeligt, at De ikke vil opgive Ballet, man veed nok hvad et Bal er for Ungdommen. — Ja, De kommer da tilbage, vil jeg haabe?»
Svend saa tvivlsomt ned for sig og sagde ikke et opfordrende Ord; Minen udtrykte; «Han kommer saamænd aldrig tilbage.»
«Tak, at jeg maa komme igjen; endnu kan jeg ikke rigtig bestemme noget.»
«Vil Du fra os?» Marie fæstede et Par bedrøvede Øjne paa ham, «vi skal spille om Pebernødder i Aften, Fader ogsaa; det er meget morsommere end dit.»
Han løftede Barnet op og kyssede hende, underlig blød om Hjertet. Ja, det var høje Tid at komme herfra!
«De kan kjøre med til Kirken; Mølleren bor tæt ved, der skal straks sendes Bud; jeg er vis paa, det vil være ham en Fornøjelse.»
Kirkeklokkens Kimen tonede højt i den klare Frostluft; det stille hvide Vinterlandskab laa for dem i blændende Sollys. Præstekonen sad med en dejlig Grankrands paa Skjødet; Ellen havde ogsaa Plads i Vognen; de andre vare gaaede i Forvejen med Faderen.
«Sid rolig, lille Ellen, Fader vil helst selv løfte Dig ned. — Ah, der er Møllerens Vogn allerede, De kan lige stige ind.» Hun saa ham trofast ind i Øjet: «Farvel og Gud velsigne Dem!»
Erik havde netop taget Plads hos den graahaarede Møller, da Faderen, Svend og de Smaa. kom til. Ellen lagde begge Arme om Plejefaderens Hals, og saa løftede han hende ned, satte ømt og varligt de smaa Krykker til Rette, og aabnede Kirkegaardslaagen,
Mølleren slog Knald, mon Præsten ikke vilde hilse, ikke sige et Ord til Afsked? — jo, midt paa Kirkebakken vendte han sig om, saa fast og tillidsfuldt paa Erik og sagde stærkt: «Vi vente Dem!»
Og Erik følte, at alvorlige Sjæle vare rede til at række ham Haand og vise ham Vej, blot han selv vilde. Det var underligt at staa overfor en Kjærlighed hvis Tilværelse han ikke før havde anet, en uforskyldt ubegribelig Kjærlighed. — Hvorfra stammede den var den maaske en Afglands af den Højestes Kjærlighed. — Den Højeste! — hvor kom disse Tanker fra?
«Det er dejlige Folk,» Mølleren pegede med sin Pidsk paa den sidste Flig af Præstekonens Kjole, «jeg kjender dem, for jeg har trængt til dem i Sorgs- og Sygdomstider.»
Skumringen begyndte at falde paa, da Erik traadte ind i sin gamle Stue; hvor saa den glædeløs, kold og mørk ud. Var det virkelig i Forgaars, jeg rejste herfra, tænkte han, først i Forgaars!
Bøgerne laa paa Skrivebordet, som da han forlod dem. En russisk Bibel, en spansk, den græske. Havde Aanden, som han ikke søgte, som han foragtede, ja benægtede, maaske smuglet sig ind i hans Sjæl og beredt Vejen. Var alle disse Sammenligninger og Grandskninger blevne Midler i Guds Haand?
Han sprang op: det bliver værre og værre med mig! jeg er som spaltet i to!
Selskabsværelserne vare glimrende oplyste; en Summen af mange Fremmede slog ham i Møde. Grosserer Johnsen sad inde i Kabinettet og spillede Skak med en gammel Ven.
«God Aften, Erik, og velkommen! — naa, har Du saa lært dit Fadervor, min Dreng?»
Det spøgende Gjensvar, der ellers altid var rede, udeblev. Nej, her i Huset bades intet Fadervor, det var sikkert nok, men her fandtes heller ikke megen Glæde eller Kjærlighed. — Mon nogen af Gjæsterne bad deres Fadervor? mon han selv rent havde glemt sit Fadervor? — Erik kunde ikke blive de sælsomme Tanker kvit.
«Det var dog godt, Du kom,» Lise trak ham ind i Kredsen, «naa, fortæl nu, Erik, og vær morsom!»
«Tænkte jeg ikke nok, at Du umulig kunde holde det ud der,». Fru Johnsen lo velvilligt, «vi længes efter at høre dine Hændelser, det er vist ganske snurrige Folk, ikke sandt?»
«Aldeles ikke,» hans Blod kogte, «rnen i ethvert Tilfælde spotter jeg nødigt Mennesker, hvis Gjæstfrihed jeg lige har modtaget.»
Formynderen, der gik forbi, slog ham paa Skuldren: «Erik er en honnet Karl,» sagde han, «I skal lade ham i Fred.»
«Han er tvær over den mislykkede Rejse,» lo Moderen, «hvad vilde Du der ogsaa? — Fru Bruhn, gaar De?»
Dette sidste henvendtes til en ældre sørgeklædt Dame med et blegt, forgræmmet Ansigt og ophovnede Øjne.
«Undskyld, men det er bedst, jeg gaar hjem.»
«Bliv dog endelig; enhver kan se, De trænger til at adspredes; De maa ikke saadan give Dem hen til Sorgen.»
«Jeg kan ikke andet! — undertiden prøver jeg paa at adsprede mig, og gaar ud mellem Folk, men det bliver bare værre, og saa er Ensomheden dobbelt trykkende, naar jeg kommer hjem; den er saa forfærdelig! — nej, det bliver saamænd ikke godt, før jeg ligger under den sorte Muld hos mit eneste Barn.» Hun tørrede Øjnene med Kniplingslommetørklædet, tog det kostbare Shavl paa og gik saa ud. Fru Johnsen aandede op.
«Stakkel, hun er trættende med sine evige Klager, og saa sidder hun der som en Dæmper paa Glæden i det hele. Det gjorde mig ordentlig ondt for de andre Gjæster. — En munter Sang, Børn! — Du med, Erik!»
«I Øjeblikket kan jeg virkelig ikke.» — Hans Tanker vare hos den bedrøvede Moder ude i Entreen. Blot en venlig Stemme vilde hviske til hende: »Sorgen har en Hensigt, den skal drage os opad.» Næsten uvilkaarligt gik han derud.
Tjeneren var borte; hun stod og famlede med sin Kaabe, Erik hjalp hende den paa.
«Tak, jeg takker Dem!» hun trak Sløret for, men han saa dog Taarerne falde, Draabe efter Draabe.
«Tør jeg følge Fru Bruhn hjem?» han kunde ikke slippe hende saadan.
«Aa, det behøves ikke, De er alt for artig, paa denne Tid behøves det ikke.»
«Jeg gaar dog ud,» han bød hende sin Arm. Stjernerne lyste store, klare, utallige. Hun gik hurtigt til; de sorte Perler i Armbaandet raslede, hver Gang Lommetørklædet førtes ind under Sløret. Eriks Hjerte brændte, han maatte sige et Ord, et eneste Trøstens Ord, men hvad skulde det være? aa, hvor han var fattig! nærmere og nærmere kom de hendes Hjem, nu stode de der, hun ringede.
«Der er — der er En over Stjernerne; Sorgen kommer fra ham, tænker jeg, og skal føre os til ham!» — det var ikke hans vante Stemme, denne kom underlig dirrende fra Sjælens inderste Dyb.
Et forbavset, halv tvivlende, halv taknemmeligt Blik, et hurtigt Haandtryk, og han stod ene.
Hvad havde han gjort? vidnet om den Gud, han ikke selv troede paa; eller troede han? —
Erik var ikke i Balstemning, men han gik til Ballet alligevel, han vidste ikke selv hvorfor.
Flagrende Baand og funklende Stene, flyvende Lokker og smilende Ansigter, Blomsterduft og Musik; i Baggrunden det rigt smykkede Juletræ. — «Hvad skal Juletræet her,» tænkte han, «hvorfor sige disse arme forvildede Mennesker, med de adspredte, opstillede Ansigter, glædelig Jul til hverandre? Glædelig Jul! i deres Mund betyder det vist Morskab, gode Dage, men ikke engang det er ment, thi de unde ikke hverandre gode Dage.»
«Naar rejse vi saa?» Agenten slog ham venskabeligt paa Skuldren med sin svære hvide Haand, «sidst i April, eller først i Maj, hvad?»
Den smukke lille Julie med de brune Øjne og Smilehullerne saa spørgende op til ham; «sidst i April, ikke?»
«Tak Hr. Agent, men jeg er kommen paa det rene med, at det er Arbejde, jeg trænger til, ikke Rekreation.»
«Hvorledes, De afslaar Indbydelsen!» — det før af Velvillie skinnende Ansigt fik et koldt, frastødende Udtryk, «ja, ja, jeg skal saamænd ikke nøde Dem.»
«Men det ville vi, Therese og jeg,» Julie traadte nærmere, «De maa endelig ikke svigte os, vi have bygget saa fast paa Dem, Kunstkjender, Sprogmand, Historiker — jeg haaber, De føler Dem smigret — en udmærket Forelæser, noget, der er uvurderligt i Regnvejr, en behagelig Omgangsfælle, vi kunne ikke undvære Dem. Papa har nu sit Omraade: de store Bygninger, Værfterne, Børsen, Maaltiderne, og alt det kan være meget godt, men vi, vi kunne ikke undvære Dem!»
«De tager fejl af mig, Frøken Busch, jeg vilde sandelig berede Dem Skuffelse paa Skuffelse.» Erik bukkede høfligt, men afvisende, og gik ind i Sideværelset.
«Hvor De ligner Deres Fader, Kandidat Anker!» Han vendte sig om; det var en lille gammel Dame, der talte, hendes smaa lyseblaa Øjne missede venligt frem under de graa Bryn.
«Virkelig? det har jeg aldrig hørt før. — Jeg har, i det hele, kun hørt meget lidt om min Fader. Kjendte De ham nærmere?»
«Aa nej, men vi saas dog af og til. — Aldrig glemmer jeg en Dag, jeg ringede paa hos Deres Forældre, og han selv lukkede op; hvor saa han dog forstyrret ud, det gode Menneske. Her er da ikke sket noget? spurgte jeg, for jeg tænkte næsten, der var Ild i Huset. «Jo, her er rigtignok sket noget, min kjære Oberstinde, vi have faaet en lille Dreng, lige nu, en dejlig velskabt Dreng, Herren være lovet og takket!» og saa tog han mig saamænd i sine Arme, for han var rent ude af sig selv.»
Herren være lovet og takket! med de Ord var han altsaa modtaget, og Moderen havde befalet sit lille Barn i Guds Vold. Nej, han kunde ikke blive herinde længere.
Der var stille og højtidsfuldt paa Volden, Stjernerne vinkede og drog Blikket til sig. — «I min Faders Hus ere mange Boliger!» Barnets Spørgsmaal: «Har Du ingen der?» lød tredie Gang for ham. Det var, som havde han faaet Fader og Moder igjen.
Og han strakte Armene ud; al den Kjærlighedstrang, der var holdt nede og traadt paa i Aaringer, kom til Live og rejste sig. Men i samme Nu følte han Syndens Vægt, udtalte Dommen over sit eget gudsforladte Liv, og bævede for den Retfærdiges Vrede.
Saa var det igjen, som Frelsens Budskab viftede Fred over hans Sjæl. Hvor underligt var han ikke bleven ført til dette, kaldt paa, hentet langvejs fra. Han bad ikke mere: «Vig fra mig,» nej han raabte: «Kom til mig, Herre! frels mig, hold mig fast!» Og medens han følte sig som den ringeste blandt de ringe, vovede han at tro paa Guds ufortjente, ubegribelige Kjærlighed.
Det var næsten Morgen, før Erik kom hjem, og det var klar, dejlig lys Morgen udenfor og indeni hans Sjæl, da han vaagnede efter et Par Timers vederkvægende Søvn. I en Fart klædte han sig paa og gik ud.
Der var kun faa Folk paa Gaden; en gammel skaldet Herre, med Stok i Haanden, skubbede sig møjsommeligt frem paa det glatte Fortov. Erik bød ham sin Arm; hans Hjerte slog den gamle Mand i Møde; hvad var det dog for en Fryd, det slog jo alle Mennesker i Møde.
«Tak, tusinde Tak! — jeg skulde til Kirken, om det ikke er af Deres Vej.»
«Der skal jeg ogsaa.» Halv sky fulgte han med ind i Guds Hus; Foden havde ikke traadt den Sti siden Konfirmationsdagen.

Vidunderligst af alt paa Jord
Er Jesu Christi Rige,
Dets Herlighed er og saa stor,
At det har ingen Lige.

Usynligt vel som Sjæl og Sind,
Det nemt dog er at kjende,
Alt som en Stad paa Bjergetind,
Der ses til Verdens Ende.

sang Menigheden.
Da Erik kom ud af Kirken, slog en Haand ham paa Skuldren, det var den unge Sagfører Storm.
«God Dag og glædelig Jul! — jeg anede ikke, at De hørte til Kirkefolket, vel mødt!»
Kirkefolket! det gik underligt igjennem ham; turde han ogsaa sige, at han hørte til Kirkefolket?
«Naa, hvad bliver det saa til, har De tænkt nærmere over mit Tilbud?»
Erik svarede blot med et Haandslag, saa var den Ting afgjort; derpaa opsøgte han Mølleren og bad om at maatte følge med tilbage.
«Saa gjerne, jeg kjører efter Middag.» Mølleren maalte ham op og ned, «men er det ogsaa den samme Herre, er det ikke en Broder? jeg synes, De ser yngre ud, yngre og gladere.» —
Grosserer Johnsen sad ene i sit store Arbejdsværelse; svære mørkegrønne Gardiner hang i tykke Folder for Vinduerne. Stuen vendte mod Nord,
Ruderne vare endnu ikke ganske optøede, skjønt Ilden knittrede og Luerne kastede lysende Gjenskin paa det store Pengeskab. Grossereren sad bøjet over
sine regnskaber, som var det en Hverdag. Da Erik traadte ind, løftede han dog straks Hovedet og spurgte ivrigt:
«Slap Du fra det i Gaar, eller har Du bundet Dig til den bandsatte Rejse?»
«Der bliver intet af Rejsen for mit Vedkommende. Jeg har truffet Aftale med Storm, og vil, for det første, arbejde under ham.»
«Ret saa, det kan jeg lide;» han tog igjen fat paa Tallene.
Erik blev staaende og saa paa ham, og hans Hjerte brændte af Medlidenhed. Hvor glædeløse gik Dagene ikke for denne Mand, Manden med den pletfrie Vandel; hvor lidt skjænkede hans Hjem ham; hvor kort og tomt maatte Livet ligge for ham, og Døden hvor haabløs. Og han bad i sit stille Sind: «Herre, hjælp ham, han har været god mod den Forældreløse, saa god, som han kunde være, send ham dit Lys!» — Hvor lyksaligt at have et Sted at ty til om Hjælp for sig selv, for andre.
Grossereren saa forundret op, som vilde han sige: Du er her endnu. Erik traadte nærmere.
«Tak for alt,» sagde han varmt og lagde sin Arm om Formynderens Hals, «jeg glemmer det aldrig!»
«Er vi Kjærlinger?» — Stemmen lød haardt, og Armen blev rystet af, men Erik tænkte: jeg slipper Dig ikke saa let.
Da han var gaaet, og Døren vel lukket, kom der en fugtig Glands i Grossererens Øje, og det brast uvilkaarligt ud: «En løjerlig Fyr, Gud velsigne ham!» han tænkte ikke over hvad han sagde, men sagt blev det.
«Hvor har Du dog været hele den evig lange Formiddag?» Fru Johnsen saa bebrejdende paa ham.
«Og hvordan opførte Du Dig i Gaar, Erik!»
Lise truede med Fingren, «rejse fire Mil for at komme til et Bal, og saa ikke dandse en eneste Dands, ja, ikke engang med Husets Døttre.»
«Jeg fortryder alligevel ikke den Rejse, skjønt det nok bliver lidt koldt i Aften at tage tilbage til Præstegaarden.»
«Tager Du tilbage?» de stirrede paa ham. «Jeg er indbudt til hele Ferien, og tager rimeligvis først hjem med Sønnen.»
Der blev en lille Pavse, derpaa sagde Fru Johnsen drillende; «Saa Præstens Datter er saa smuk?»
«Der er to Døttre og en Plejedatter, de ere alle smukke, hver paa sin Vis. Elleve, ti og fem Aar er Alderen, om det kan interessere.»
«Aa din Skalk, saa er det Lærerinden?» «Jeg har ingen Lærerinde set, er der en, maa hun være rejst hjem i Ferien. — Farvel, Fru Johnsen! — Farvel, Lise! Du har ingen Julegave faaet, men jeg har lidt ny Musik i Baghaanden.»
Grossereren holdt meget af simple smaa Viser og Sange, Erik haabede at kunne smugle en Lysstraale ind i Huset, men varsomt maatte det ske.
Paa Trappen mødte han Hermann; de undgik som oftest hinanden, men i Dag maatte Erik sige ham et Ord, han lignede dog sin Fader i meget.
«Stop Hermann! — jeg vil bare fortælle Dig eet: der er noget hos Dig, jeg holder af, nu veed Du det.»
Hermann studsede, men det gjorde et godt Indtryk han lo:
«Saa det er der virkelig? jeg troede, Du saa dybt ned paa mig fra dit Katheder. — Det er ikke for det, Erik, der er ogsaa et og andet hos Dig, jeg kan lide.» —
Mølleren stod og spændte for, da Erik kom.
«De undskylder nok hvad jeg sagde før,» bad han «da jeg fortalte min Datter, at jeg havde troet, De var en anden, mente hun, det laa i, at Herren, i Mellemtiden, havde faaet et godt Budskab, for hun saa Dem fra Vinduet begge Gange.»
«Jeg har ogsaa faaet et godt Budskab, Møller Hansen, Deres Datter havde Ret.»
Røgen steg lige op fra de mange smaa Skorstene i Landsbyerne. Erik saa paa de fattige Boliger med milde Øjne; han saa paa hver Sjæl, de mødte, med gode, milde Øjne.
Ved Møllen stod han af og gik saa det lille Stykke Vej til Præstegaarden.
Da Hundene begyndte at gjø, toges Gardinet til Side i Dagligstuen, et Øjeblik efter aabnedes Døren.
«Velkommen!» Moderen strøg selv den tunge Kappe af, tog hans Haand mellem begge sine og klappede den kjærligt.
«Lidt varmt vil gjøre godt,» sagde hun, «ja, vi sidde rigtignok allerede ved Thebordet, men Deres Plads staar og venter.»
«God Aften og velkommen!» de omringede ham alle. Svend lagde broderligt Armen om hans Hals, «om Forladelse!» hviskede han.
Erik stod tavs, Ordene vilde ikke frem. Uforskyldt, ufortjent! han bøjede sit Hoved.
«Jeg vil sidde hos ham!» lille Marie skjød kjærtegnende Svend til Side, «var Ballet morsomt?»
«Jeg kan ikke sige det, Marie, jeg tror nok, dit var morsommere.»
Efter Bordet gik de alle, som sædvanligt, til Fortepianoet, kun Faderen stod ved Vinduet og saa ud paa Aftenhimlen; der var en stille Højhed over hele hans Skikkelse.
Erik droges derhen; han maatte aabenbare sig for ham, men hvorledes? — et Øjeblik stod han raadvild, derpaa nærmede han sig: «Glædelig Jul!»
Præsten vendte sig om og tog ham i Favn. «Ære være Gud i det Høje,» sagde han blot. Lidt efter stod Erik i Kredsen; Maries lille bløde Haand listede sig tillidsfuldt ind i hans; Moderen nikkede mildt til ham: syng med! den opslaaede Psalmebog var rede. Straks kunde han ikke, Stemmen blev ligesom borte, men den kom igjen; med fuld og klar Røst sang han det sidste Vers:

Ogsaa ved os skal da Vej for dit Aasyn beredes!
Ogsaa ved os skal det gladeste Budskab udbredes,
Saa overalt,
Under Guds-Navnet paakaldt,
Du skal med Knæfald tilbedes.

Af Amalie Skram

karens-jul-karen-og-petjenten

Paa en af Dampskibskajerne i Kristiania laa der for en Del Aar siden et graamalet Træhus med fladt Tag, uden Skorsten, omtrent 4 Alen langt og lidt kortere paa den anden Lid. I begge Tværvæggene var der et lidet Vindue, det ene lige overfor det andet. Døren vendte mod Søsiden og kunde lukkes baade indvendig og udvendig med Jernkroge, der blev hægtet fast i Kramper af samme Metal.

Hytten var oprindelig bleven opført til Færgemændene, for at de skulde have Tag over Hodet i Regnvejr og i Vinterkulden, naar de sad og drev og vented paa, at nogen skulde komme og forlange Baad. Senere, da Smaadamperne mere og mere slugte Trafiken, var Færgemændene trukket andet Steds hen. Saa blev Huset kun benyttet lejlighedsvis af hvem det kunde falde sig. De sidste, som havde gjort Brug af det, var nogle Stenarbejdere, naar de holdt sine Maaltider to ad Gangen, da de en Sommer reparerte paa Kajstykket i Nærheden.

Siden var der ingen, som tog Notits af den gamle, lille Rønne. Den blev staaende, hvor den stod, fordi Havnevæsenet ikke fik det Indfald at ta den bort, og fordi ingen indgik med Klage over, at den stod i Vejen for nogen eller noget.

Saa var det en Vinternat i December Maaned hen under Jul. Det drev saa smaat med Sne, men den smelted, mens den faldt, og gjorde den klæbrige Mølje paa Kajens Brostene alt vaadere og federe. Paa Gaslygterne og Dampkranerne laa Sneen som et graalighvidt, fintfrynset Overtræk, og kom man tæt ned til Skibene, kunde man skimte gjennem Mørket, at den hang i Riggen som Guirlander mellem Masterne. I den mørkegraa, disige Luft, fik Gasflammerne i Lygterne en skidden, brandgul Glans, mens Skibslanternerne lyste med et grumsetrødt Skin. Af og til skar den knaldende Lyd fra Skibsklokkerne med et brutalt Gnelder gjennem den fugtige Atmosfære, naar Vagten om Bord slog Glas til Afløsning.

Politikonstablen, som patruljerte paa Kajen, standsede ved Gaslygten udenfor det forhenværende Færgemanshus. Han trak sit Uhr frem for at se, hvor langt Natten var leden, men idet han holdt det op mod Lyset, hørte han noget, som ligned Barnegraad. Han lod Haanden synke, saa sig om og lytted. Nej, det var ikke saa. Op igjen med Uhret. Lyden var der atter, denne Gang blandet sammen med en sagte Tyssen. Igjen lod han Haanden synke, og igjen blev det stille. Hvad Djævelen var dette for Narreri? Han gav sig til at snuse om i Nærheden, men kunde ingen Ting opdage. For tredje Gang kom Uhret op mod Gasskinnet, og denne Gang fik han Fred til at se, at Klokken straks var 4.

Han drev opover, forbi Huset, undred sig lidt, men tænkte sluttelig, at det vel maatte ha vært Indbildning, eller hvordan det nu kunde hænge sammen.

Da han en Stund efter kom samme Vej tilbage og nærmed sig Huset, skotted han til det. Hvad var det? Saa han ikke noget røre sig derinde? Gaslygterne udenfor kasted fra begge Sider Skinnet ind gjennem Vinduerne, saa det tog sig ud, som var der tændt Lys derinde.

Han gik hen og keg ind. Ganske rigtigt. Der sad et Væsen paa Bænken tæt under Vinduet, en liden sammenkrøget Skikkelse, som bøjed sig forover og pusled med noget, han ikke kunde se. Et Skridt omkring Hjørnet, og han stod ved Døren og vilde ind. Den var stængt.

„Luk op” — raabte han, og banked paa med sin Kno.
Han hørte det fare op med et Sæt, der kom som et svagt, forskrækket Udraab, og saa blev det ganske stille.
Han banked igjen med sin knyttede Næve og gjentog:
„Luk op, Dere derinde! Luk op paa Øjeblikket.”
„Hvad er det? Herregud, her er ingen her,” — kom det forskræmt fra tæt ved Døren.
„Luk op. Det er Politiet!”
„Jøsses, er det Polletie! — Aa kjære, væne, det er bare mig, jæ gjør ingen Ting, bare blottenes sitter her, skjønner Dere.”
„Kan Dem se til at faa op med Døren med Dem, eller Dem ska faa and’t aa vite. Vil Dem . . .”
Han kom ikke længer, for i det samme gik Døren op, og i næste Nu luded han sig gjennem Aabningen ind i det lave Rum, hvor han akkurat kunde staa oprejst.
„Er Dem galen! Inte lukke op for Politiet! Hvad tænker Dem paa?”
„Om Forladelse, Hr. Polletie, — jæ lukker jo op, ser Dere.”
„Det var nok ogsaa bedste Raa’en” — brummed han.
„Hvad er Du for en, og hvem har git Dig Lov til at ta Lossement her?”
„Det er bare mig, Karen,” — hvisked hun. „Jæ sitter her med Ungen min.”

Politistablen tog den talende nærmere i Øjesyn. Det var et tyndt, lidet Fruentimmer, med et smalt, blegt Ansigt og et dybt Kjertelar paa den ene Kind, ret op og ned som en Stage, og øjensynlig næppe ganske voksen. Hun var iført et lysebrunt Overstykke, en Slags Kofte eller Jakke, hvis Snit røbed, at den havde kjendt bedre Dage, og et mørkere Kjoleskjørt, der hang i Laser forneden og naaed hende til Anklerne. Fødderne stak i et Par hullede Soldaterstøvler, hvis Aabninger foran var uden Snørrebaand. I den ene Arm holdt hun en Byldt Filler, der laa tværs paa hendes Liv. Ud af Byltens øverste Ende stak noget hvidt. Det var et Barnehode, som died hendes magre Bryst. Om Hodet havde hun en Tjavs af et Tørklæde, der var knyttet under Hagen, bag i Nakken stak Haarfliserne frem. Hun rysted af Kulde fra øverst til nederst, og naar hun flytted sig, klissed og knirked det i Støvlerne, som stod hun og stamped i en grødagtig Substans.

„Jæ trudde inte, det ku sjenere naa’en” — blev hun ved i en pibende Tone — „det staar jo her, dette Kotte’.”

Politikonstablen fik en beklemmende Fornemmelse. I det første Øjeblik havde han tænkt at drive hende ud med fyndige Ord og la hende slippe med en Advarsel. Men da han saa paa dette elendige Barn, som stod der med det lille Kryb i Armen og trykked sig op ad Bænken og ikke turde sætte sig af Frygt og Ydmyghed, gik der et Slags Rørelse igjennem ham.

„Men i Jessu Navn da — hvad bestiller Du her, Pika mi?”

Hun opfanged den mildere Klang i hans Stemme. Angsten fortog sig, og hun begyndte at græde.

Konstablen trak Døren til og lukked den.

„Sæt Dig ned lidt” — sa han — „Ungen er sagta tung aa staa og holde paa.”

Hun gled stille ned paa Bænken.

„Naadda” — sa Konstablen opmuntrende og satte sig paa den modsatte Tværbænk.

„Aa Herregud, Hr. Polleti — la mig faa være her,” læsped hun gjennem Graaden. „Jæ ska inte gjøre Ugagn, inte det værdige Gran — holle rent etter mig — Dere ser selv — her er ingen Urenslighed — det der, er Brødskorper.” — Hun pegte paa et Filleknytte nede paa Gulvet.

Jæ gaar og ber om Dagene. — I Flasken er der en Skvæt Vand. — La mig faa være her om Nætterne, tedess jæ faar Plassa mi tilbage — bare Madammen kommer” — hun holdt inde og snød sig i Fingrene, som hun aftørred paa sit Skjørt.

„Madammen, hvem er naa det da?” spurgte Konstablen.

„Det var hende, jæ tjente hos. — Jæ hadde slik pén Kondition med 4 Kroner Maanen og Frukost, men saa kom jæ i Uløkka, og saa maatte jæ jo væk, forstaas. Madam Olsen gik sjøl og fik mig paa Stiftelsen, hu er saa snil, Madam Olsen, og jæ var i Tjenesten, like tedess jæ gik paa Stiftelsen og la mig, for hu er alene, Madam Olsen, og hu sa, hu sku beholle mig, tedess jæ inte ku’ orke mere. Men saa kom dette paa, at Madam Olsen sku’ rejse, for hu er Jordemor, Madam Olsen, og saa blev hu syk liggenes deroppe paa Landet, og nu siger dem, hu kommer inte før til Jula.”

„Men Gudbevare mig vel, at gaa slik og slæbe omkring med Ungen, mens Du venter paa Madammen. Kan der være Mening i sligt no’e?” Konstablen rysted paa Hovedet.
„Jæ har ingenstans aa være” — sutred hun. „Nu siden Par min dødde, er der ingen til aa ta mig i Forsvar, naar min Stedmor kaster mig ut.”
„Men Barnefaren da?”
„Han da,” sagde hun og gjorde et lille Kast med Nakken. „Der er nok inte naa’en Skik aa faa paa ham, læl.”
„Men Du ved da vel det, at Du kan faa’an dømt til aa betale for Barnet?”
„Ja, dem siger saa,” — svarte hun. „Men hosdan ska en bære sig ad, naar han inte finns?”
„Opgi Du bare Navnet hans til mig, Du” — mente Konstablen — „saa ska han nok bli fremskaffet.”
„Ja, den som vidste det,” — sagde hun stilfærdigt.
„Haa for naa’e! Kjender Du inte Navnet paa dit eget Barns Par?”
Karen stak Fingeren i Munden og suged paa den. Hodet gled forover. Der kom et hjælpeløst, fjollet Smil paa Ansigtet. „N—e—j,” hvisked hun med en langtrukken Betoning paa hvert Bogstav og uden at ta Fingeren bort.

„Naa har jeg allrig i mine Dager hørt saa galt,” — satte Konstablen i. „I Jessu Navn da, hosdan gik det til, at Du kom isammens med ham?”

„Jæ traf ham paa Gata om Kvællene, naar det var mørkt,” sa hun, „men det varte inte længe, før han ble borte, og siden har jæ aldrig set ham.”

„Har Du inte spurgt Dig for da?”

„Det har jæ nok alties, men der er ingen som véd, hvor han er afblet. Han har tat sig en Plass paa Landet, ventelig, for han hadda enten med Hester eller Kjør aa gjøre det ku jæ kjenne paa Lokta, som følgte ham.”

„Gud bevare mig vel for et Slags Stel,” mumled Konstablen. „Du maa gaa og melde Dig til Fattigvæsenet,” sagde han højere, „saa der kan bli en Greje paa detteneherre.”

„Nej det gjør jæ inte,” svarte hun pludselig stædig.

„Det er da vel bedre aa komme paa Mangelsgaarden og faa Mad og Husly, fremfor det, Du gaar paa naa,” sa Konstablen.

„Ja, men naar bare Madam Olsen kommer — hu er saa snil, Madam Olsen — hu tar mig til Maanespike, jæ ved det saa vist, for hu lovte det — saa kjenner jæ en Kone, som vil ta os i Lossji for 3 Kroner Maanen. Hu vil passe Ungen, mens jæ er hos Madam Olsen, og saa ska jæ gjøre henneses Arbej, naar jæ kommer fra Madammen. Det blir saa vel altsammen, naar bare Madam Olsen kommer, og hu kommer til Jula, siger dem.”

„Ja, ja, Jenta mi, hver som er voksen, raa’er sig sjøl, men her har Du ingen Rettighed til aa opholde Dig.”

„Om jæ sitter her om Natten — kan naa det gjøre naa’e? Aa herregud la mig faa Lov til det, Ungen ska ikke faa skrike. Bare til Madammen kommer — aa go’e Hr. Polleti, bare til Madammen kommer.”

„Men Du fryser jo fordærvet, baade Du og Barne.” Han saa paa hendes usle Klær.

„Her er da alties likere her end ute paa aapne Gata, ser Dere. Aa, Hr. Polleti — bare til Madammen kommer.”

„Egentlig saa sku’ Du nu paa Stassjonen, ser Du” — sa Konstablen i en overvejende Tone og kiøed sig bag Øret.

Hun fo’r op og flytted sig hen til ham. „Inte gjør det, inte gjør det,” klynked hun, idet hun med sine frosne Fingre greb fat i hans Ærme. „Jæ ber saa vakkert — i Guds Navn — bare til Madammen kommer.”

Konstablen betænkte sig. Tre Dage til Julen, regned han ud.

„Ja ja, lad gaa”, sa han højt, idet han rejste sig. „Du kan være her til Julen, men ikke en Dag længer. Og læg Mærke til det: Der er ingen, som maa vite det.”

„Gud sikne Dere, Gud signe Dere, og Tak skal Dere ha,” brød hun ud.

„Men pas paa at være væk Kl. 6 præcis om Morgenen, før de begynder Trafiken herude,” la han til, da han var halvt ude af Døren.

Næste Nat, da han kom forbi Hytten, standsed han og saa ind. Hun sad i en skraa Stilling, tilbagelænet mod Vindueskarmen. Hendes Profil med Knyttetørklædet om Hodet, tegned sig svagt mod Ruderne. Barnet laa ved Brystet og died. Hun rørte sig ikke og syntes at sove.

Ud paa Morgenen slog det om til Frost. I Løbet af den næste Dag gik Termometret ned til 12 Grader. Det blev gneldrende Kulde med klar og stille Luft. Paa Vinduerne i det lille Færgemandshus kom der et tykt Lag af hvidt Rim, som gjorde Ruderne aldeles uigjennemsigtige.

Juleaften blev der igjen Vejrforandring. Det tøed og drypped allesteds fra. Man var næsten nødt til at gaa med Paraply, endskjønt det ikke regned. Nede paa Kajen var alle Pakhusvinduerne atter blevne isfri, og Føret var værre end nogensinde.

Om Eftermiddagen ved Totiden kom Konstablen derned. Han havde haft Orlov de sidste Par Nætter paa Grund af en Forkjølelsesfeber, som Lægen havde git ham Attest for. Nu skulde han ud og snakke med en Fyr paa et af Dampskibene.

Hans Vej faldt forbi Huset. Endskjønt det allerede var begyndt at skumre, saa han det dog i flere Skridts Afstand, det, der bragte ham til at stanse og bli saa underlig ilde ved. Der sad hun i nøjagtig den samme Stilling som hin Nat for to Dage siden. Det selvsamme Stykke Profil paa Ruden. Han anstilled egentlig ikke nogen Refleksion derover, bare følte sig greben af Gru over dette forstenede selvsamme. Der gik en uvilkaarlig Gysen igjennem ham. Skulde der være hændt noget?

Han skyndte sig hen til Døren; den var stængt. Saa slog han i Stykker en Rude, fik fat paa en Jærnstang, som han strakte ind gjennem Aabningen og hægted med den Krogen af Krampen. Traadte saa ind, sagte og forsigtigt.

De var stendød begge to. Barnet laa op til Moderen og holdt endnu i Døden Brystet i Munden. Nedover dets Kind var der fra Brystvorten silet nogle Draaber Blod, som laa størknet paa Hagen. Hun var forfærdelig udtæret, men paa Ansigtet laa der som et stille Smil.

„Stakkars Jente, for Jul hun fik,” mumled Konstablen, mens han visked sig i Øjet.

„Men kansje det er bedst, som det er for dem begge to. Vorherre, han har naa vel en Mening med det.”

Han gik ud igjen, trak Døren til og gjorde Krogen fast. Skyndte sig saa paa Stationen for at melde Tildragelsen.

Den første Arbejdsdag efter Julehælgen lod Havnevæsenet det gamle Færgemandshus rive ned og transportere bort. Det skulde ikke staa der og være Tilholdssted for alskens Løsgængere.

Didrik, Vidrik og Vupti var meget spændt på, hvad Nissefar ville fortælle, og de sad så stille, for at han ikke skulle fortryde, hvad han havde lovet og blive gnaven igen. Ikke et ord sagde de, mens de spiste.

Smørklatten lå som et stort, gult øje midt i grøden og stirrede på dem. Didrik blev hurtigt klar over, at smør smagte godt, og han dyppede sin ske så dybt i det, at den nåede helt ned i bunden; men så fik han også et rap over fingrene af far, så skeen fløj ud af hånden på ham og kurrede hen ad gulvet.

“Nej. nu skal jeg vise jer, hvordan små drenge skal dyppe i et smørhul,” sagde han, “se sådan, kun spidsen af skeen må røre smørret, I har godt af at vænne jer til at spare.”

Men sådan bar Nissefar sig ikke ad, når han selv dyppede, nej så jog han skeen rigtig dybt ned i smørret, og bagefter smaskede han og sagde: Ah!

Mælken turde drengene næsten heller ikke drikke af; den skulle Nissefar også have. De måtte nøjes med at stikke tungen ned i skålen, når det blev deres tur til at drikke, og labbe til sig, som om de var små katte. Nissefar derimod satte skålen for munden, lagde nakken godt tilbage og drak,så det klukkede i halsen på ham, ja, han drak så stærkt, at noget af mælken løb udenfor, lige ned i hans lange skæg; men det gjorde ikke noget, han slikkede bare sit skæg bagefter, og så sagde han igen. Ah!

Da de havde spist halvdelen af grøden, lagde Nissefar skeen fra sig, tørrede sig om munden med bagen af hånden, slikkede den og sagde: “Nå, så skal I vel have den historie, jeg har lovet jer.”

Nissemor og de tre nissedrenge flyttede sig tættere ind til ham, og så begyndte han meget højtidelig at fortælle:

“For mange, mange år siden, ja, jeg ved ikke hvor mange – det er måske hundrede, måske tusinde, måske hundrede tusinde år siden – boede min tip-tip-tip-tip-tip-oldefar nede i jorden. Han var en lille, grå mand ligesom alle nisser. Men han kendte ikke noget til mennesker, for der boede slet ingen her i landet.

Men så kom menneskene, og de begyndte at grave i jorden. De ville bygge huse og bo der.

Min tip-tip-tip-tip-tip-oldefar var straks klar over, at det var fjender, og dem ville han ikke have boende på sin jord. Hvis menneskene byggede op om dagen, rev han det ned om natten; hver morgen kunne de begynde forfra.

Sådan blev de ved med at drille hinanden i lang tid.

Men så fandt menneskene på at sætte en skål mad ud til ham, før de gik hjem. Den nat rev tip-tip-tip-tip-tip-oldefar ikke stenene ned. I stedet gav han sig til at spise maden. Aldrig havde han smagt noget så dejligt; det var nemlig grød. Da det blev morgen, stod den tomme skål der, og stenene lå, hvor de skulle ligge.

Næste aften stod der atter en skål grød til ham, og sådan blev det ved, lige til huset var færdigt.

Så flyttede menneskene ind i huset. Men nu glemte de, at det var min tip-tip-tip-tip-tip-oldefars jord, de havde bygget på; de gav sig til at pløje og så og høste og bildte sig ind, at jorden var deres – og grød fik han aldrig mere. Men det var dumt gjort af dem, for en nat, da min tip-tip-tip-tip-tip-oldefar var blevet rigtig gal i hovedet, gik han hen og rev taget af huset, så det regnede lige ned i sengen til dem, og det kunne de ikke lide. Det blæste så forfærdeligt den nat, og konen var klogere. Hun sagde lige med det samme, at det nok var de underjordiske, der havde gjort det, fordi de ingen grød havde fået, og det havde hun jo ret i. Da de skulle i seng næste aften, satte konen et fad grød uden for døren, og de fik en rolig nat.

Hver aften hentede min tip- hør, nu er jeg snart træt af at sige tip så mange gange. Når jeg kommer til det ord næste gang, Vidrik, så kan du sige tip for mig, så kan jeg hvile mig så længe; det skal siges fem gange husk det nu! – Altså. hver aften hentede min” – Nissefar sendte Vidrik et øjekast, at nu kunne han sige navnet, og Vidrik begyndte: “Tip for mig – tip for mig – tip for mig – tip for mig –” “Hold op!” skreg Nissefar, hvordan er det dog, du skaber dig?” “Jamen, du sagde jo, at jeg skulle sige: ‘Tip for mig’ fem gange, og jeg har kun sagt det fire.”

“Åh,du er en dum dreng! Næ – jeg skal nok selv, I kan bare høre efter. Altså – hver aften hentede min tip-tip-tip-tip-ol-”

“Du mangle et tip far,” skreg Didrik, “der var kun fire.”

“Ja, det er også lige meget. Nu vil jeg ikke have jeres afbrydelse. Hvis det ikke var juleaften, så havde I fået en dragt klø. – Altså – min tip-tip-tip-tip-tip-oldefar hentede hver aften en skål grød oppe ved huset, og så lod han dem være i fred.

Så blev det vinter. Jorden frøs så hård som sten, sneen lagde sig så højt, at min tip-tip-tip-tip-tip-oldefar næsten ikke kunne komme frem og hente sin grød. Til sidst blev han ked af det; men grøden kunne han ikke undvære nu, og en nat gik han ind i stalden og lagde sig til at sove. Der var dejligt varmt, og han blev der hele natten og hele dagen, og næste nat og næste dag og hver dag og nat så længe, han levede.

Ja, ser I børn, sådan kom nissen til at bo hos menneskene.

Vi begyndte altså med at være deres fjender, og nu er vi blevet deres venner. Jeg kunne fortælle hundrede historier om, hvordan nisserne har hjulpet menneskene, og hundrede historier om hvordan nisserne har drillet menneskene, for det kan vi nemlig også; men dem kan I få en anden gang.”

“Åh nej, far, fortæl en af dem nu,” bad Didrik, “en af dem med drilleri i.”

“Ja, det kunne du lide, din spilopmager! Nej den slags historier kan du slet ikke tåle at høre, for det morer dig vist at drille, det mærkede jeg selv lige før vi grøden.”

Didrik tav og dukkede sig bag Nissemors ryg: Far havde nok ikke glemt den historie endnu.

“Nej, i aften får I ikke flere historie,” sagde Nissefar, “nu er jeg træt; men husk nisseloven, den siger: Alle gode mennesker skal I være gode imod; og alle onde mennesker skal I drille, til de lærer at blive gode. Sådan har alle nisser gjort, der har levet før jer, og sådan skal I også gøre, hvis I vil være ordentlige nisser.
Skal vi så spise resten af grøden?”

Så tog de fat igen. Nissefar var blevet sulten af at fortælle så meget og tog hele smørklatten i en eneste mundfuld. Bagefter drak han al mælken, og så lagde han sig, så lang han var, på gulvet, for han havde alligevel spist for meget.

Et øjeblik efter sov han.

Af H.C. Andersen, 1861

Snemanden af HC Andersen

Det skrupknager i mig, så deiligt koldt er det! sagde Sneemanden. Vinden kan rigtignok bide Liv i Een! Og hvor den Gloende der, hun gloer! det var Solen, han meente; den var lige ved at gaae ned. Hun skal ikke faae mig til at blinke, jeg kan nok holde på Brokkerne!

Det var to store, trekantede Tagsteens Brokker, han havde til øjne; Munden var et stykke af en gammel rive, derfor havde han tænder.

Han var født under Hurraraab af Drengene, hilset af bjældeklang og piskesmæld fra kanerne.

Solen gik ned, fuldmånen stod op, rund og stor, klar og deilig i den blå Luft.

“Der har vi hende igen fra en anden kant! sagde Sneemanden. Han troede, at det var solen, der viste sig igen. Jeg har vænnet hende af med at gloe! nu kan hun hænge der og lyse op, at jeg kan see mig selv. Vidste jeg bare, hvorledes man bærer sig ad med at flytte sig! jeg vilde så gjerne flytte mig! kunde jeg det, vilde jeg nu ned at glide på Isen, som jeg såe Drengene gjøre det; men jeg forstaaer ikke at løbe!”

“Væk! væk!” bjæffede den gamle Lænkehund; han var noget hæs, det havde han været, siden han var Stuehund og laae under Kakkelovnen. “Solen vil nok lære Dig at løbe! det såe jeg med din Formand ifjor og med hans Formand; væk! væk! og væk er de alle!”

“Jeg forstår dig ikke, Kammerat!” sagde Sneemanden; skal den deroppe lære mig at løbe? Han meente månen; ja hun løb jo rigtignok før, da jeg såe stift på hende, nu lister hun fra en anden Kant!

Du ved ingenting! sagde Lænkehunden, men Du er da også nylig klattet op! Den Du nu seer, kaldes månen, den der gik, var Solen, hun kommer igjen imorgen, hun lærer Dig nok at løbe ned i Voldgraven. Vi faae snart Forandring i Veiret, det kan jeg mærke på mit venstre Bagbeen, det jager i det. Vi få vejrskifte!

Jeg forstaaer ham ikke! sagde Sneemanden, men jeg har en Fornemmelse af, at det er noget Ubehageligt, han siger. Hun, der gloede og gik ned, som han kalder Solen, hun er heller ikke min Ven, det har jeg på Følelsen!

Væk! væk! bjæffede Lænkehunden, gik tre Gange rundt om sig selv og lagde sig så ind i sit hus for at sove.

Der kom virkelig Forandring i Veiret. En Taage, så tyk og klam, lagde sig i Morgenstunden hen over hele Egnen; i Dagningen luftede det; Vinden var så isnende, Frosten tog ordenlig Tag, men hvor det var et Syn at see, da Solen stod op. Alle Træer og Buske stode med Riimfrost; det var som en heel Skov af hvide Koraller, det var som om alle Grene vare overdængede af straalehvide Blomster. De uendelig mange og fine Forgreninger, dem man om Sommeren ikke kan see for de mange Blade, kom nu frem hver evige een; det var en Knipling og så skinnende hvid, som strømmede der en hvid Glands ud fra hver Green. Hængebirken bevægede sig i Vinden, der var Liv i den, som i Træerne ved Sommertid; det var en mageløs Deilighed! og da Solen så skinnede, nei, hvor funklede det Hele, som om det var overpuddret med Diamantstøv og hen over Jordens Sneelag glimrede de store Diamanter, eller man kunde også troe, at der brændte utallige små bitte Lys, endnu hvidere end den hvide sne.

Det er en mageløs Deilighed! sagde en ung Pige, som med en ung Mand traadte ud i Haven og standsede just ved snemanden, hvor de såe på de glimrende Træer. Dejligere Syn har man ikke om Sommeren! sagde hun, og hendes øjne straalede.

Og sådan en Karl, som ham der, har man nu slet ikke! sagde den unge Mand og pegede på Sneemanden. Han er udmærket!

Den unge Pige lo, nikkede til Sneemanden og dandsede så med singåen hen over Sneen, der knirkede under dem, som om de gik på Stivelse.

Hvem var de To? spurgte Sneemanden Lænkehunden; Du er ældre på pården end jeg, kender du dem?

Det gør jeg! sagde Lænkehunden. Hun har jo klappet mig, og han har givet mig et kødben; dem bider jeg ikke! Men hvad forestille de her? spurgte Sneemanden.

Kjærrrrr-restefolk! sagde Lænkehunden. De skal flytte i Hundehuus og gnave Been sammen. Væk! væk!

Har de To ligeså meget at betyde som Du og jeg? spurgte Sneemanden.

De høre jo til Herskabet! sagde Lænkehunden; det er rigtignok såre Lidt man veed, når man er født igaar! det mærker jeg på Dig! Jeg har Alder og Kundskab, jeg kjender Alle her på Gaarden! og jeg har kjendt en Tid, hvor jeg ikke stod her i Kulde og Lænke; væk! væk!

Kulden er deilig! sagde Sneemanden. Fortæl, fortæl! men Du må ikke rasle med Lænken, for så knækker det i mig!

Væk! væk! bjæffede lænkehunden. “Hvalp har jeg været; lille og yndig, sagde de, da lå jeg i fløjelsstol derinde på gården, lå i skjødet på det øverste Herskab; blev kysset i Flaben og visket om Poterne med broderet Lommetørklæde; jeg hed “den dejligste”, “nussenussebenet”, men så blev jeg dem for stor! så gav de mig til Huusholdersken; jeg kom i Kjelder-Etagen! Du kan see ind i den, hvor Du står; Du kan see ned i kammeret, hvor jeg har været herskab; for det var jeg hos husholdersken. Det var vel et ringere sted end ovenpå, men her var mere behageligt; jeg blev ikke krammet og slæbt om med af Børn, som ovenpå. Jeg havde min egen Pude, og så var der en kakkelovn, den er på denne tid det dejligste i denne verden! Jeg krøb helt ind under den, så at jeg blev borte. O, den kakkelovn drømmer jeg endnu om; væk! væk!”

“Ser en kakkelovn så dejlig ud?” spurgte Sneemanden. “Ligner den mig?”

“Den er lige det Modsatte af dig! kulsort er den! Har en lang hals med Messing-Tromle. Den æder Brænde, så at ilden står den ud af munden. Man må holde sig på siden af den, tæt op, ind under den, det er en uendelig Behagelighed! Du må ind af Vinduet kunde see den der, hvor du står!

Og snemanden såe, og virkelig såe han en sort blankpoleret Gjenstand med Messing-Tromle; Ilden lyste ud forneden. Sneemanden blev ganske underlig til Mode; han havde en Fornemmelse, han ikke selv kunde gjøre sig Rede for; der kom over ham noget, han ikke kendte, men som alle mennesker kende, når de ikke er snemænd.

Og hvorfor forlod Du hende? sagde Sneemanden. Han følte at det måtte være et Hunkjøns Væsen. Hvor kunde Du forlade et sådant Sted?

Det var jeg nok nødt til! sagde Lænkehunden, De smed mig udenfor og satte mig her i Lænke. Jeg havde bidt den yngste Junker i Benet, for han stødte fra mig det Been, jeg gnavede på; og Been for Been, tænker jeg! men det toge de ilde op, og fra den Tid har jeg staaet i Lænke, og har mistet min klare Røst, hør hvor hæs jeg er: væk! væk! det blev Enden på det!

Sneemanden hørte ikke mere efter; han såe stadig ind i Huusholderskens Kjelder-Etage, ned i hendes Stue, hvor kakkelovnen stod på sine fire Jernbeen og viste sig i Størrelse som Sneemanden selv.

Det knager så underligt i mig! sagde han. Skal jeg aldrig komme derind? det er et uskyldigt ønske, og vore uskyldige ønsker måe dog vist blive opfyldte. Det er mit høieste ønske, mit eneste ønske og det vilde være næsten uretfærdig, om det ikke blev stillet tilfreds. Jeg må derind, jeg må helde mig op til hende, om jeg også skal knuse Vinduet!

Der kommer Du aldrig ind! sagde Lænkehunden, og kom Du til Kakkelovnen, så var du væk! væk!

Jeg er så godt som væk! sagde Sneemanden, jeg brækker over, tror jeg!

Hele Dagen stod Sneemanden og såe ind af Vinduet; i Tusmørket blev Stuen endnu mere indbydende; fra Kakkelovnen lyste det så mildt, som ikke månen lyser og heller ikke Solen, nei, som kun Kakkelovnen kan lyse, når der er noget i den. Gik de med døren, så slog Luen ud, det var den i Vane med; det blussede ordenligt rødt i Sneemandens hvide Ansigt, det lyste rødt lige op af hans Bryst.

Jeg holder det ikke ud! sagde han. Hvor det klæder hende at række Tungen ud!

Natten var meget lang men ikke for Sneemanden, han stod i sine egne deilige Tanker og de frøs, så de knagede.

I Morgenstunden vare Kjeldervinduerne frosne til, de bare de dejligste Iisblomster, nogen Sneemand kunde forlange, men de skjulte Kakkelovnen. Ruderne vilde ikke tøe op, han kunde ikke see hende. Det knagede, det knasede, det var just et Frostveir, der måtte fornøie en Sneemand, men han var ikke fornøjet; han kunde og burde have følt sig så lykkelig, men han var ikke lykkelig, han havde Kakkelovns Længsel.

Det er en slem Syge for en Sneemand! sagde Lænkehunden; jeg har også lidt af den Syge, men jeg har overståt den! væk! væk! – Nu få vi vejrskifte!

Og der blev vejrskifte, det slog om i tø.

Tøveiret tog til, Sneemanden tog af. Han sagde ikke Noget, han klagede ikke, og det er det rigtige tegn.

En Morgen styrtede han. Der stak Noget ligesom et Kosteskaft i Veiret, hvor han havde staaet, det havde Drengene reist ham om.

Nu kan jeg forstå det med hans længsel! sagde lænkehunden, sneemanden har havt en kakkelovnsskraber i livet; det er den, som har rørt sig i ham, nu er det overstaaet; væk! væk!

Og snart var også Vinteren overstaaet.

Væk, væk! bjæffede Lænkehunden; men Småpigerne på Gaarden sang:

“Skyd frem, skovmærke! frisk og prud,
hæng, Piil! din uldne Vante ud,
Kom, Kukker, Lærke! syng, vi har
Alt Forår sidst i februar!
Jeg synger med, Kukkuk! kvivit!
Kom, kære sol, kom sådan tit!”

Så tænker ingen på snemanden.

blank

De fleste danskere kan citere de første linjer eller vers af “Peters Jul”: Jeg glæder mig i denne tid…. etc. “Peters Jul” er en af Danmarks første julebøger og udkom første gang i 1866. Den er skrevet af Johan Krohn, hvis bror Pietro, havde fremstillet illustrationerne til den oprindelige udgave.

I den første udgave var bogens format udskåret efter forsidetegningen, der forestillede – “Den Gamle Julefart”.

Denne figur adskiller sig fra senere “julemænd” ved ikke at bringe gaver. “Den Gamle Jul” kommer i stedet med selveste juleglæden, som spredes der, hvor han tænder juletræet ved hjælp af et lille lys, han bærer i sin hat.

Lyset bruger han kun dér, hvor han kan høre, at børnene er søde og artige. Hører han, at forældrene skælder ud, så går han forbi – og her lader han således ikke juleglæden – eller julestemningen – indfinde sig.

“Peters Jul” er siden udkommet i utallige versioner og oplag.

blank
Førsteudgaven 1866, har kun få eksemplarer overlevet til nutiden. Det litografiske omslag viser den gamle Jul, dvs. den tidlige version af julemanden, som bedstemor fortæller om i bogen. I bladet Illustreret Tidende blev bogen i 1866 rost for sit originale ydre.

Peters Jul er en børnebog skrevet på vers og som faktisk først blev udgivet anonymt i 1866. Forfatteren er Johan Krohn, hvis festlige og nationale sindelag findes afspejlet i bogens enkle og prægnante vers; illustrationerne var af broderen Pietro Krohn og Otto Haslund og trykt i litografi. Anden udvidede udgave fra 1870 er illustreret af Pietro Krohn alene og med xylografier af F. Hendriksen. Krohns tegninger er i den første farveillustrerede udgave (1889) bearbejdet af Frants Henningsen. For generationer af danske børn har Peters Jul været en del af juletraditionerne, og bogen er senere blevet illustreret af Erik Henningsen (1914) og Herluf Jensenius (1942).

“Peters Jul”

Det er den danske Moder
Hvem Bogen bliver sendt,
Og, hvorom vi vil bede,
Det ved hun vist omtrent!
Når hun blot vil den vise
Sin Datter og sin Pog
Da bliver rigt og prægtigt
Hvert Billede i vor Bog,
Og dersom hun vil læse
Den simple, ringe Sang,
Se, da farer Ordet Vinger,
Ved hendes Stemmes Klang;
Thi alt, hvad hun kun rører,
For ganske vist vi ved,
Det vorder skønt forvandlet
ved hendes Kærlighed.

FØR JULEN

Jeg glæder mig i denne Tid;
nu falder Julesneen hvid,
og så må Julen komme!
Min Faer hver Dag i Byen går,
og når han kommer hjem, jeg står
og ser hans store Lomme.
Og på hans Bord forleden Dag
jeg så et yndigt, lille Flag,
og det jeg ikke glemmer.
Papir han klipper med en Sax;
men når jeg kommer ind, han straks
sin Stads i Skuffen glemmer.

Og Moder har Peberkager bagt;
jeg ved det, jeg har selv dem smagt,
da de var ganske varme.
Sit Sølvskab Moder nu åbnet har,
og Stadsestagen frem hun ta’er,
den med de mange Arme.
Og Moder hun har så mange Bud,
hvert Øjeblik skal Anders ud,
og Moder og Anders hvisker.
Men jeg kan dog høre, – tys!
i Morges var det Julelys
og røde Bånd og Svesker.

Og Søster Hanne syr og syr.
Hun siger, Julen er så dyr,
hver Gang hun Grisen ryster.
Til Faer hun har en Pibesnor
af Perler, og til Bedstemoder
hun hækler på en Trøster.
Jeg vil nok også noget få;
jeg må jo ikke ind i Salen gå,
når hun skal til at strikke.
Der inde er der rigt’nok koldt;
men når jeg spiller med min Bold,
så mærker jeg det ikke.

Da før jeg ud med Karen gik,
vi var i Bagerens Butik;
dér stod den tykke Bager,
og han skrev op, hvad Karen sa’e:
Til Juleaften skal vi ha’e
to store Julekager.
Gid det var Jul! Hvor det var rart.
Men nu må den da komme snart,
det varer ikke længe;
thi fra min Stol ved Vinduet her
på Køkken muren jeg jo ser
alt Julegåsen hænge.

BEDSTEMOR INVITERES

Du gamle, rare Bedstemoder,
hvor det var dejligt, at du tror,
at nok du ud tør køre.
Og Juletræet er så stort;
Jeg så’ det stå i vores Port. –
Nu skal du bare høre!
Med Risengrød begynder vi, –
husk på, der er en Mandel i! –
Og så skal Gås vi have.
I Gåsens Ryg et Flag skal stå
og den har små Manchetter på
og Grankrans om sin Mave.

Når Faer skær Hul på Gåsen så,
han løfter mig, jeg kigge må
til Sveskerne der inde.
Vi trækker „Gåseskrog” for Spøg,
og tænk! en stor Klat Syltetøj
jeg får, hvis jeg kan vinde.
Så får vi Punch i vore Glas,
og Moder hun henter Juleknas
og Godter til at spise.
Og Gåsens Skål vi drikke vil,
og Faer han synger nok dertil
en morsom Julevise

Og når til sidst vi klinket har,
sin Søndagspibe henter Faer,
og Hanne hun må stoppe.
Med Julelys hun tænder den;
så leger Faer med os igen,
og vi bliver længe oppe!
Farvel! for nu vil Karen gå.
Men jeg dig ikke sige må,
hvad vi skal hen og hente-
Men kom nu rigtig tidligt! hvad’?
Du kan jo køre hjemme fra,
før Lygterne er tændte.

I MØRKNINGEN JULEAFTEN

Vi sov af Glæde kun lidt i Nat,
og Dagen har været så lang;
nu har vi os her på Skamlerne sat,
fortæl en Historie en Gang!
Vi ved, du over hundrede kan.
Mens Faer og Moder gør Træet i stand,
fortæl, lille Bedstemor! Gør det! Aa!
Men en, som er lang, at Tiden kan gå
Bedstemor fortæller:
“Hver Juleaften netop nu,
når Julegrøden koger,
da vandrer – Peter, hører du! –
igennem Aftnens Tåger
med store Kanestøvler på
den gamle Jul til Staden;
fra Vinduet kan man se ham gå
på Sneen gennem Gaden.

Et dejligt Juletræ han bær’,
det største vist i Skoven.
Hans Skæg når lige til hans Knæ
og på hans Hat for oven
et lille Julelys der står;
det stråler, og det skinner
på Næsen og de hvide Hår
og på hans røde Kinder.
Og Gade op og Gade ned
sit Træ han om vil bære;
hvor alle bo, bestemt han ved,
derpå kan vis man være.
Ved Husets Dør han stille står
og lytter meget længe;
han vide må, før ind han går,
om der er slemme Drenge.
Og hører han, at Faer er vred,
imens han Træet tænder,
han rokker straks ad Trappen ned
og ud på Gaden render.

Men hører han, at Faer og Moder
er glad for deres Drenge,
imens de pynte Julebord
og Lys i Træet hænge,
da ler den gamle Julefader
og ind i Stuen smutter.
Sit Lys fra Hatten ned han ta’er,
det funkler, og det futter;
med det han hen til Træet går
og nikker i det samme,
straks fra hvert lille Lys der står
en klar og dejlig Flamme.
Se, der, hvor Julen ej gik ind,
hvor ej han vilde tænde,
har Lysene et dårligt Skin
og vil slet ikke brænde;
men der, hvor Julen har dem tændt,
de stråle, og de skinne.
Og derpå har nu let man kendt,
om Julen var der inde.”

VED JULETRÆET

Aa, hvor det stråler! Nej, se dog blot,
hvor alle Lysene skinne!
Og se, hvor Træet er fuldt af Godt!
en Kat kan nu først jeg finde.
Og dér er et Horn og en Svane – aa!
Og dér er Pjerrot af Sukker;
ham skal jeg rigtignok passe på,
når siden vi Træet plukker.
Her hænger en Hest under denne Gren,
og dér er en Kurv med Pærer.
Og dér er en Mand, nej, sikken en!
En Tøffel på Ryggen han bærer;
hvoraf han er lavet jeg ikke ved.
Men se blot Storken der oppe!

Og Kagedukker, som Hænderne ned
i Bukselommerne proppe!
Og Æbler, hvis Stilk er fint forgyldt,
og et Par Strømper af Kage
og Kræmmerhuse, som helt er fyldt
med Ting, som jeg nok gad smage!
Og Svøbelsebørn! Og se blot dér
to Frøer af Chokolade!
Nej, kom, der sidder en Ugle her.
Aa, hvor vi alle er glade!
Og store Figner i røde Bånd
og Grise og Sukkerkranse! –
Bedstemoder, kom, tag fat i min Hånd!
Nu skal vi om Træet danse.

JULESANGEN

Men se, Klaveret op er lukt,
og hør, hvor Moder nu spiller smukt!
Med foldede Hænder vi synge må
Den Julesang, vi har øvet os på.
Du grønne, dejlige Træ, god Dag!
Velkommen du, som vi se så gerne
med Julelys og med danske Flag
og højt i Toppen den gyldne Stjerne!
Ja, den må skinne,
thi den skal Minde
os om vor Gud.

Den første Jul i et fremmed Land
Vorherre den store Stjerne tændte;
den skulde vise vor Jord, at han
den lille Jesus her ned nu sendte.
I Stjerneglansen
gik Engledansen
om Betlehem.

Om Jesus-barnet fortalte Moder
så mangen Aften, vi sad her hjemme;
vi kan hans Bud og hans milde Ord,
vi ved, at aldrig vi dem må glemme.
Når Stjernen skinner,
om ham os minder
vort Juletræ.

FAERS JULEVISE

Og Gåsen kom på Marken, da Kornet var kørt væk;
det kunde han nu lide, og derfor sa’e han: “Gæk!”
Ved Mortensdag kom Pigen ud med den blanke Kniv,
da gøs han, for han tænkte, det gjaldt hans glade Liv.
Hun sleb den på sin Tøffel, han fik en grusom Skræk;
højt fløj han over Gærdet, mens han hvinede: “Gæk!”
Men Pigen tog ham ikke, hun greb en anden en;
da dansede han på Marken på sine lave Ben

De drev ham hjem fra Marken, på Vejen fik han Smæk;
han virrede med Halen, og han hvæsede: “Gæk!”
De satte ham på Sti, og de proppede Maden ned,
de holdt ham fast om Halsen, skønt han kneb, og han bed.
Til Julen blev han slagtet, da fik hans Hals et Knæk;
den gang de vred den, skreg han sit allersidste „Gæk!”
Så lå han ganske stille, han mærkede Kniven knap,
som tog hans hvide Vinge og røde Gåsegab.
Til Torvs ham Pigen bragte; dér roste man hans Vægt.
Han Æbler fik i Maven og blev så dejlig stegt.
En Julegås, det blev han, og det er ikke lidt,
og Moder har skummet af ham en vældig Krukke Fedt

JULEDAG

Hanne og jeg og min lille Broer,
vi sidder her ved det store Bord
og leger så dejligt på Dugen.
Da Faer og Moder i Kirke gik,
alt Jule tøjet frem vi fik;
vi er ganske ene i Stuen.
Knud har en Æske med Dyr og Træer,
mine Soldater marchere her,
og Hanne sit Køkken har hentet.
Jeg sender hende en Tinsoldat,
som spørger, om Maden er parat,
hun siger, at den har ventet.
I Morges, da jeg vågnede, Faer
her ind i Dagligstuen mig bar,
han tog mig i Tæppet på Armen;
for Julemorgen al Tid vi må
her ind og høre Klokkerne gå
og blive klædt på i Varmen.

ET BESØG

Den fattige Rasmus er kommen her hen.
Han har det der hjemme kun dårligt; men
nu skal vi ham nok fornøje.
Et godt stykke Legetøj skal han få,
og Moder hun siger, at hun vil gå
og hente min ældste Trøje.
De Billedbøger, vi har, skal han se,
og så vil han nok blive glad og le,
og vi vil med Rasmus lege.
Og Moder en Kop Kaffe ham skænke vil
og skære af Julekagen dertil,
og vi vil ham Æbler stege!

NYTÅRSAFTEN

blank


I Aften ender det gamle År,
og derfor vi Æbleskiver får.
Jo, vi kan lugte, at Karen bager,
mens vi spiller Gnav om Peberkager.
Nå, hvor det buldrer der ude! Hør!
Der kom en Potte på Karens Dør.
Det var vist Anders; for Karen siger,
at han gør Løjer med alle Piger.
På Gaden knalder det Skud på Skud,
nu skyder Drengene Året ud.
Jeg hørte det før, da ned vi rendte
for Bedstemoder fra Vognen at hente.

Hun bliver al Tid, til tolv den slår;
for så begynder det nye År.
Først vil hun “Glædeligt Nytår” sige,
så kommer Vognen og hendes Pige.
Når „Glædeligt Nytår” vi har sagt
og alle hinanden Hånden rakt,
så kommer Karen her ind i Stuen
og siger, hun takker Herren og Fruen.
Så siger Faer, når jeg skal i Seng:
Hvert År må man blive en bedre Dreng.
Han banker mig lidt med Piben på Panden,
og han og Moder de kysser hinanden.

HELLIGTREKONGER AFTEN

Se, nu er da Julen straks forbi;
det er Helligtrekonger Aften.
Så ender den rare Jul; men vi
er glade, at vi har haft den.
Tre Lys har vi tændte – tænk en Gang !
for Kongerne, de, som bragte
Jesus-barnet en Julepresent;
vi ved det, for Faer har sagt det.
Her sidder vi ved vort lille Bord
og ser, hvordan Lysene brænde;
når de er slukkede, siger Moder,
at så er Julen til Ende.

EFTER JULEN

Og Julen endte – Børnene fik
igen deres Bøger fat og gik
til Skolen glad og fornøjet
Dér tænkte de ikke på Julen; men
når Klokken to de kom hjem igen,
de legede med Jule tøjet.
Og deres Juletræ de beholdt,
det vilde stå grønt, blev det nok så koldt,
det kunde de ikke miste.
På Druehustaget det blev sat op
og Spurvene kvidrede i dets Top,
og Duerne sad på dets Kviste.

blank

Og Træet – ja, det blev et Syn at se,
da det stod fuldt af den hvide Sne;
det var som med Sølv bedækket. –
Men den Gang Forårsfuglene sang,
med sine brune Grene det hang,
og Toppen var også knækket
Og Skraldemanden efter det kom,
men Børnene syntes ikke derom,
den Gang det på Vognen knejste.
Det var jo rigtignok vissent, men
det var dog, som om en gammel Ven
for sidste Gang fra dem rejste

blank
nisen og madammen

Nissen kjender Du, men kjender Du Madamen, Gartnerens Madam? Hun havde Læsning, kunde Vers udenad, ja med Lethed skrive dem selv; kun Rimene, “Klinkningen,” som hun kaldte det, voldte hende lidt Besvær. Hun havde Skrivegave og Talegave, hun kunde godt have været Præst, idetmindste Præstekone.

“Jorden er deilig i sin søndagskjole!” sagde hun, og den Tanke havde hun sat i Stiil og “Klinkning”, sat den i en Vise, saa skjøn og lang.

Seminaristen Hr. Kisserup, Navnet gjør ikke til Sagen, var Søskendebarn og i Besøg hos Gartnerens; han hørte Madamens Digt og havde godt deraf, sagde han, inderlig godt. “De har Aand, Madame!” sagde han.

“Snikke mig snak!” sagde Gartneren, “sæt mig ikke saadant Noget i hende! en Kone skal være Krop, anstændig Krop, og passe sin Gryde at Grøden ikke bliver sveden.”

“Det Svedne tager jeg bort med en Træglød!” sagde Madamen, “og det Svedne tager jeg fra Dig med et lille Kys. Man skulde troe at Du kun tænkte paa Kaal og Kartofler, og dog elsker Du Blomsterne!” og saa kyssede hun ham. “Blomsterne ere Aanden!” sagde hun.

“Pas din Gryde!” sagde han og gik i Haven, den var hans Gryde og den passede han.

Men Seminaristen sad hos Madamen og talte med Madamen; hendes skjønne Ord “Jorden er deilig”, holdt han ligesom en heel Prædiken over, på sin måde.

“Jorden er deilig, gjører Eder den underdanig, blev sagt, og vi blev Herskabet. En er det ved Aanden, En ved Legemet, En blev sat ind i Verden som et Forbauselsens Udraabstegn, en Anden som en Tankestreg, saa at man nok kan spørge, hvad skulde han her? En bliver Bisp, en Anden kun fattig Seminarist, men Alt er viseligt. Jorden er dejlig og altid i søndagskjole! Det var et tankevækkende digt, madamens, fuldt af følelse og geografi.”

“De har Aand, Hr. Kisserup!” sagde Madamen, “megen Aand, det forsikkrer jeg Dem! Man faaer Klarhed i sig selv, når man taler med Dem.”

Og så talte de videre, lige smukt og lige godt; men ude i Kjøkkenet var der ogsaa En som talte, det var Nissen, den lille graaklædte Nisse med den røde Hue; Du kjender ham! Nissen sad i Kjøkkenet og var Pottekiger; han talte, men Ingen hørte ham uden den store sorte Missekat, “Flødetyven”, som Madamen kaldte ham.

Nissen var så vred på hende, thi hun troede ikke på hans tilværelse, vidste han; hun havde rigtignok aldrig set ham, men hun måtte dog med al hendes læsning vide at han var til og da vise ham en lille Opmærksomhed. Det faldt hende aldrig ind Juleaften at sætte saameget som en Skeefuld Grød hen til ham, det havde alle hans Forfædre faaet, og det af Madamer, der slet ikke havde Læsning; Grøden havde svømmet i Smør og Fløde. Katten blev ganske våd om skægget ved at høre derom.

“Hun kalder mig et Begreb!” sagde Nissen, “det gaaer over alle mine Begreber. Hun fornegter mig jo! Det har jeg luret mig til og nu har jeg luret igjen; hun sidder og hvæser for Drengebankeren, seminaristen. Jeg siger med Fatter: “Pas din Gryde!” Det gjør hun ikke; nu skal jeg få den til at koge over!”

Og Nissen pustede til Ilden, der blussede og brændte. “Surrerurre-rup!” der kogte Gryden over.

“Nu skal jeg ind og pille Huller i Fatters Sokker!” sagde Nissen. “Jeg vil trevle op et stort Hul i Taa og Hæl, saa bliver der Noget at stoppe, dersom hun ikke skal hen at digte; Digte-Madame, stop Fatters Hoser!”

Katten nøs derved; han var forkølet, uagtet han altid gik i Skindpels.

“Jeg har lukket Spisekammerdøren op,” sagde Nissen; “der staaer henkogt Fløde, saa tyk som Meelpap. Vil Du ikke slikke, saa vil jeg!”

“Skal jeg have Skylden og Bankene,” sagde Katten, “saa lad mig ogsaa slikke Fløden!”

“Først Flø’en, saa Kløen!” sagde Nissen. “Men nu skal jeg ind i Seminaristens Stue, hænge hans Seler paa Speilet og putte hans Sokker i Vandfadet, saa troer han at Punschen har været for stærk og han ør i Hovedet. Nat sad jeg på Brændestabelen ved Hundehuset; jeg har megen Fornøielse af at drille Lænkehunden; jeg lod mine Been hænge ned og dingle. Hunden kunde ikke nå dem, ihvor højt han sprang; det ærgrede ham; han gjøede og gjøede, jeg dinglede og danglede; det var et Spektakel. Seminaristen vaagnede derved, stod tre Gange op og kigede ud, men han saae mig ikke, uagtet han havde Briller på; han sover altid med Briller.”

“Sig mjav, når madamen kommer!” sagde Katten. “Jeg hører ikke godt, jeg er syg i Dag.”

“Du er sliksyg!” sagde Nissen, “slik væk! slik Sygdommen væk! men tør Dig om Skjægget, at Fløden ikke hænger i! Nu gaaer jeg og lurer.”

Og Nissen stod ved Døren og Døren stod paa Klem, der var Ingen i Stuen uden Madamen og Seminaristen; de talte om hvad Seminaristen så skjønt kaldte Det, man skal sætte over potten og gryden i enhver husholdning: åndens gaver.

“Hr. kisserup!” sagde Madamen, “nu skal jeg i den Anledning vise Dem Noget, som jeg endnu aldrig har viist til nogen jordisk Sjæl, mindst til et Mandfolk, mine Smaavers, nogle ere jo rigtignok noget lange, jeg har kaldt dem: “Klinkninger af en Danneqvinde!” jeg holder såmeget af gamle danske Ord.”

“Dem skal man også holde på!” sagde seminaristen; “man skal rydde det tyske ud af Sproget.”

“Det gjør jeg også!” sagde Madamen; “aldrig skal De høre mig sige “Kleiner” eller “Butterdeig”, jeg siger Fedtkager og Bladdeig.”

Og hun tog ud af Skuffen en Skriverbog med lysegrønt Omslag og to Blækklatter.

“Der er megen Alvor i den Bog!” sagde hun. “Jeg har stærkest Fornemmelse til det Sørgelige. Her er nu “Sukket i Natten”, “min Aftenrøde”, og “da jeg fik Klemmensen”, min Mand; det kan De springe over, uagtet det er følt og tænkt.

“Husmoderens Pligter” er det bedste Stykke; alle meget sørgelige, deri har jeg min Evne. Kun et eneste Stykke er spøgefuldt, det er nogle muntre Tanker, som man jo også kan have dem, Tanker om – De må ikke le ad mig! – Tanker om – at være Digterinde; det er kun kjendt af mig selv, min Skuffe, og nu også af Dem, Hr. Kisserup! Jeg holder af Poesien, den kommer over mig, den driller, raader og regjerer. Jeg har udtalt det med Overskrift: “Lille Nisse”. De kender nok den gamle Bondetro om Huusnissen, der altid er paa Spil i Huset; jeg har tænkt mig at jeg selv var Huset, og at Poesien, Fornemmelserne i mig, var Nissen, Geisten der raader; hans Magt og Storhed har jeg besjunget i “Lille Nisse!” men De maa love mig med Haand og Mund aldrig at røbe det for min Mand eller Nogen. Læs det høit, at jeg kan høre om De forståer min skrift.”

Og Seminaristen læste og Madamen hørte og den lille Nisse hørte; han lurede, veed Du, og var netop kommen idet der læstes Overskriften: Lille Nisse.

“Det angåer jo mig!” sagde han. “Hvad kan hun have skrevet om mig? Ja, jeg skal nappe hende, nappe hendes Æg, nappe hendes Kyllinger, jage Fedet af Fedekalven: Se mig til Madamen!”

Og han hørte efter med spids Mund og lange Øren; men alt som han hørte om Nissens Herlighed og Magt, hans Herredømme over Madamen, det var Digtekonsten, veed Du, hun meente, men Nissen tog det lige efter Overskriften, blev den Lille mere og mere smilende, hans Øine glindsede i Glæde, der kom ligesom noget Fornemt i Mundvigerne paa ham, han løftede sine Hæle, stod paa sine Tæer, blev en heel Tomme høiere end før; han var henrykt over hvad der blev sagt om lille Nisse.

“Madamen har Aand og stor Dannelse! Hvor har jeg gjort den Kone Uret! Hun har sat mig ind i sin “Klinkning”, den vil blive trykt og læst! Nu skal Katten ikke faae Lov til at drikke hendes Fløde, det skal jeg selv gjøre! Een drikker mindre end To, det er altid en Besparelse, og den vil jeg indføre, agte og ære Madamen!”

“Hvor han er Menneske, den Nisse!” sagde den gamle Kat. “Bare et sødt Mjav af Madamen, et Mjav om ham selv, så skifter han strax Sind. Hun er lun, Madamen!”

Men hun var ikke lun, det var Nissen som var Menneske. Kan Du ikke forstaae denne Historie, saa spørg, men Du skal ikke spørge Nissen, heller ikke Madamen.

blank

Der var en rigtig Student, han boede paa Qvisten og eiede Ingenting; der var en rigtig Spekhøker, han boede i Stuen og eiede hele Huset, og ham holdt Nissen sig til, for her fik han hver Juleaften et Fad Grød med en stor klump smør i! det kunde spækhøkeren give; og nissen blev i butikken og det var meget lærerigt.

En aften kom studenten ind fra bagdøren for selv at købe sig lys og ost; han havde ingen at sende, og så gik han selv; han fik hvad han forlangte, han betalte det og der blev nikket “god aften” af spækhøkeren og af madammen, og det var en kone, som kunde mere, end nikke, hun havde talegaver! – og studenten nikkede igen og blev så stående midt i læsningen af det blad papir, der var lagt om Osten. Det var et blad, revet ud af en gammel bog, der ikke burde rives istykker, en gammel bog, fuld af Poesi.

“Der ligger meer af den!” sagde spækhøkeren, “jeg gav en gammel Kone nogle Caffebønner for den; vil De give mig otte Skilling, skal De have Resten!”

“Tak,” sagde studenten, “lad mig faae den istedetfor Osten! jeg kan spise Smørrebrødet bart! syndigt var det, om den hele den Bog skulde rives i Stumper og Stykker. De er en prægtig Mand, en practisk Mand, men Poesi forstaaer De Dem ikke mere på, end den bøtte!”

Og det var uartigt sagt, især mod Bøtten, men spækhøkeren lo og studenten lo, det var jo sagt sådan i en slags Spøg. Men Nissen ærgrede sig, at man turde sige sligt til en Spekhøker, der var Huusvært og solgte det bedste smør.

Da det blev Nat, Boutiken lukket og Alle tilsengs, paa Studenten nær, gik Nissen ind og tog Madammens mundlæder, det brugte hun ikke naar hun sov, og hvor i Stuen han satte det paa nogensomhelst genstand, der fik den Maal og Mæle, kunde udtale sine Tanker og Følelser ligesaa godt, som madammen, men kun een ad Gangen kunde få det, og det var en Velgjerning, for ellers havde de jo talt hverandre i Munden.

Og Nissen satte Mundlæderet paa Bøtten, hvori de gamle Aviser laae: “Er det virkeligt sandt,” spurgte han, “at de ikke veed, hvad Poesi er?”

“Jo, det ved jeg,” sagde Bøtten, “det er sådant noget, som står på nederdelen af aviserne og klippes ud! jeg skulde tro, at jeg har mere af det inden i mig, end studenten, og jeg er kun en ringe Bøtte imod spækhøkeren!”

Og nissen satte Mundlæderet på kaffemøllen, nej, hvor den gik! og han satte det på Smørfjerdingen og Pengeskuffen; – Alle vare de af Mening, som Bøtten, og hvad de fleste ere enige om, det må man respektere.

“Nu skal studenten få!” og så gik nissen ganske sagte af Kjøkkentrappen op til kvisten, hvor studenten boede. Der var Lys derinde, og Nissen kiggede gjennem Nøglehullet og saae, at Studenten læste i den pjaltede bog nedefra. Men, hvor der var lyst derinde! der stod ud af Bogen en klar Straale, der blev til en Stamme, til et mægtigt Træ, som løftede sig så højt og bredte sine grene vidt ud over studenten. Hvert blad var så friskt og hver blomst var et deiligt pigehoved, nogle med øjne så mørke og strålende, andre så blå og forunderlige klare. Hver Frugt var en skinnende stjerne, og så sang og klang det vidunderligt deiligt!

Nej, sådan herlighed havde den lille nisse aldrig tænkt sig, end sige seet og fornummet. Og så blev han stående på tåspidserne, kiggede og kiggede, til lyset derinde slukkedes; studenten blæste nok sin lampe ud og gik til sengs, men den lille nisse stod der alligevel, thi Sangen klang endnu så blød og deilig, en yndig Vugge-Vise for Studenten, der lagde sig til Ro.

“Her er mageløst!” sagde den lille Nisse, “det havde jeg ikke ventet! – Jeg troer, at jeg vil blive hos studenten -!” – og han tænkte – og tænkte fornuftigt, og saa sukkede han: “Studenten har ingen grød!” – og så gik han – ja, så gik han ned igen til spækhøkeren; – og det var godt han kom, for bøtten havde næsten forbrugt alt Madammens Mundlæder, ved at udtale fra een Led alt hvad den rummede i sig, og nu var den lige i Begreb med at vende sig, for at give det samme igjen fra den anden Led, da Nissen kom og tog Mundlæderet igen til Madammen; men hele Boutiken, fra Pengeskuffen til Pindebrændet havde fra den Tid Mening efter Bøtten, og de agtede den i en sådan grad, og tiltroede den såmeget, at når spækhøkeren siden efter læste “Kunst- og teateranmeldelser” af sin “Tidende”, den om aftenen, så troede de, at det kom fra bøtten.

Men den lille Nisse sad ikke længer rolig og lyttede til al den Viisdom og Forstand dernede, nei saasnart at Lyset skinnede fra Qvistkammeret, saa var det ligesom om Straalerne vare stærke Ankertoug, der drog ham derop, og han maatte afsted og kigge ind af nøglehullet, og der ombruste ham da en Storhed, som den vi føle ved det rullende Hav, naar Gud i Stormen gaaer hen over det, og han brast i grad, han vidste ikke selv, hvorfor han græd, men der var i denne grad noget så velsignet! – Hvor det maatte være mageløst deiligt, at sidde med Studenten under det Træ, men det kunde ikke skee, – han var glad ved Nøglehullet. Der stod han endnu paa den kolde Gang, de Efteraars-Vinden blæste ned fra Loftslugen og det var så koldt, så koldt, men det følte den lille først, når lyset slukkedes inde på tagkammeret, og tonerne døde hen for Vinden. Hu! saa frøs han og krøb ned igjen i sin lune Krog; der var mageligt og behageligt! – Og da Julegrøden kom med en stor Klump Smør, – ja, saa var spækhøkeren Mester!

Men midt om Natten vaagnede Nissen ved et frygteligt Rabalder på Vindues-Skudderne, folk udenfor dundrede på; Vægteren peeb, der var stor Ildløs; hele Gaden stod i lysende Lue. Var det her i Huset eller hos Naboens? Hvor? Det var en Forfærdelse! Spekhøker-Madammen blev så befippet, at hun tog sine guld-ørenringe af ørene og puttede dem i lommen, for dog at redde noget, spækhøkeren løb efter sin Obligationer og Tjenestepigen efter sin Silkemantille, den havde hun Raad til; hver vilde redde det Bedste og det vilde ogsaa den lille Nisse, og i et Par Spring var han oppe af Trappen og inde hos Studenten, som stod ganske rolig ved det åbne vindue og så ud på ilden, der var i Gjenboens Gaard. Den lille Nisse greb på bordet den vidunderlige bog, puttede den i sin røde hue og holdt på den med begge hænder, husets bedste skat var frelst! og så foer han afsted, helt ud på taget, heelt op på skorstenen og der sad han belyst af det brændende Huus ligeoverfor og holdt med begge Hænder på sin røde hue, hvori skatten lå. Nu kendte han sit hjertelag, hvem han egentlig hørte til; men da så ilden var slukket og han blev besindig, – ja: “jeg vil dele mig imellem dem!” sagde han: “jeg kan ikke reent slippe spækhøkeren for grødens skyld!” Og det var ganske menneskeligt! – Vi andre gaae ogsaa til spækhøkeren – for grøden.

Flere historier

blank
Skrevet af Emma Gad om julen i 1918

Julen er en Ting, som Folk i de elleve Maaneder af Aaret ikke skænker en Tanke eller højst er enige om, er en meget besværlig Ting, men som den tolvte rejser sig som en Kæmpe, som det er umuligt at diskutere med eller om. Grunden dertil er naturligvis den, at Julen endog fra Hedenskabets Tid er Nordboernes største Fest, saa at ethvert Forsøg paa at afskaffe selv dens uheldige Egenskaber, saasom Udveksling af gaver, vil falde frugtesløst ud, særligt fordi børnene har bemægtiget sig den.

Julegaver

Allerede i november begynder de kære små at lade vink falde om, hvad de kan tænke sig at ville modtage, og inden juleaften er nået, er gavelavinen svulmet op til en svulmende finansiel katastrofe i mange huse.

Spørgsmålet vil for de flestes vedkommende være: Hvem skal man give gaver? Det vil naturligvis afhænge af Temperament og Familietradition og særlig af, hvor mange Gaver, man selv får. I fornuftigere kredse har dog Urimeligheden ved, at voksne Mennesker giver hverandre Overraskelsesgaver, gjort sig saa vidt gældende, at man indskrænker sig til Bagateller og spøgefylde Ting, og man maa haabe, at denne opfattelse vil bredde sig, hvor meget end de Handlende anstrenger sig for at holde Skikken vedlige.

De bør ikke give Den, hvis Smag og Vaner De ikke nøje kender, en Genstand af speciel Art eller af stort Omfang. En uhyre Majolikavase, man ikke har plads til, er slem at faa til Huse, hvorimod et Silkesjal eller et Par Hansker, der lægges i en Skuffe, aldrig kan genere.

Hvis man har ondt ved at finde paa Gaver til sine Kære, er man som oftest paa den sikre Side, naar man holder sig til det, der kan spises, drikkes eller ryges. En Høne, en Æske Konfekt eller en Flakse Likør kan virke beskedent men aldrig uvelkomment. Spisevarer er at foretrække frem for Blomster, der sendes rundt efter en stor Maalestok.

Naar De får noget, De finder forfærdeligt, brug da hele Deres åndsnærværelse for ikke at røbe det, selv med mindste trækning. Glem ikke, at giveren synes om det. Giv ikke Deres børn kostbare julegaver. Barnefantasien har den lykkelige Ævne at gøre det tarveligste Legetøj illuderende, og Luksus bidrager kun til, at Julen, modsat af, hvad den skulde, gør Børnene fordringsfulde og mindre elskværdige.

At lade Gaver, man ikke bryder sig om, gaa videre, er behageligt og besparende, men farligt. Hvem kan i Juleundersøgelsen af Skabe og Skuffer huske, af hvem man har faaet en Tegnebog eller Krukke i Fjor. Men Giveren kan saa glimrende huske det, og en drilsk Skæbende vil undertiden lade det blive ham eller hende, man lyksagliggør med Tingen, og det er ikke Enhver, der kan tage det spøgefyldt.

Naar De derfor lagrer en Genstand med denne Brug for Øje, bør De udstyre den med en oplysende Seddel.

Glem ikke ved Juleudgifterne, at der efter Juleaften er endnu fuldt en Uge tilbage af den endeløse December. Hvis De i Deres Hjertes Godhed lader Dem friste til at støvsuge Deres Pengeskuffe c. den 23de, bliver det vanskeligt for Dem ved de sidste Juletræer at synge: Glade Jul, dejlige Jul med den rette Overbevisning.

Helligdage Julen er helliget til Familiesammenkomster. Der er ganske vist lidt for mange af dem, fordi Helligdagene er for mange. Det morer ikke de Unge synderlig Dag efter Dag at spille Lotteri om Smaating med gamle Tanter, hvorfor de stræber, hvad de kan, for at komme afsted til Juleugens Dansefester paa de store hoteller. Det virker ikke helt elskværdigt, idet julesammenkomsterne har deres virkelige beretigelse som et samlingsmærke for familien. Til anden adspredelse er året langt nok.

Nytår

Overgangen fra det svundne Aar til det kommende, Nytaarsaften, vil de Fleste helst tilbringe sammen med deres Nærmeste. Naar klokken slaar tolv, føler man Trang til at tømme sit Glas for det nye og ukendte Aar med dem, man har støttet sig til, fordi man er forvisset om, at de vil tage Del i Ens Sorger og Glæder.

Glem ikke Nytaarsdag at aflægge et Besøg hos de Ældre i Slægten, særligt Forældre og Søskende, som De ikke var sammen med Nytaarsaften. En ukærlig Forsømmelse at et saadant Hensyn føles ofte stærkt. De Yngre gaar den Dag til de Ældre. Iøvrigt aflægges Nytaarsdag Høflighedsbesøg til Principaler og Chefer desuden til Husets Frue af Herrer, der nyder megen Gæstfrihed i et Hjem. Dog er denne Skik noget i Aftagende.

Der serveres ved sådane besøg et glas vin og småkager.

Jule-og nytårskort bruges i stedse stigende grad, til største besvær for postvæsenet og ikke til synderlig glæde for dem der udveksler dem.

Der lægges mest vind på julekort, hvilket for så vidt er urimeligt, da gode ønsker for et helt år dog har større rækkevidde end en julehilsen.

Hvis man har fået julekort fra venner, hvem man ikke har gjort gengæld, sender man et nytårskort.

Sæt ikke stor bekostning på jule- og nytårskort. Den er ret spildt. Det er jo ikke litografens opfindsomhed, man sætter pris på, men Deres personlige indsats, det lille ord, der kommer fra hjertet og derfor går til hjertet. Det kan De lige så godt skrive på et blankt, hvidt kort.

blank
Af Ellen Reument, 1918

Det var langt ude på landet i en lille landsby. Julesneen var faldet så blødt og tæt i et par dage, så hele landskabet var som et hvidt eventyrland. det var snart helt besværligt at komme frem undtagen i slæde. Men børnene i landsbyen var henrykte. De tumlede den hele dag, rutschede på slæderne ned ad den høje bakke lige uden for byen. Som en stormvind fór de små slæder af sted ned ad den glatte, tilkørte bakke. Det var en fryd at suse gennem luften – det var jo, som man fløj!

Og børnene kom hjem med røde kinder, strålede øjne og god appetit. Det var utroligt, hvad de kunne sætte til livs af store humpler fedtebrød. Hvor det smagte, det hvide fedt med det grove køkkensalt og så en slurk af det hjemmebryggede, gærede øl!

Og næste dag var det jul!

Gamle Lars Klokker ville stå og hive i det tykke tov deroppe i tårnet, hvor uglen havde sit hjem, og krager og alliker fløj ud og ind.

Og mor ville sætte et fad dampende julegrød ud i laden til nisserne – og næste dag ville fadet være tømt. Far sagde godt nok, at det var kattene; men mor vidste bedre besked:

Og børnene ville blive vasket med sæbevand – både i ansigtet og på hænderne – de ville blive vandkæmmet. Pigernes lange hår ville blive flettet i små hårde fletninger med røde og blå bånd, drengenes omhyggelig skilt i en fuldkommen lige juleskilning!

Inde i husene duftede det af klejner og julekager, og fra ovnen brasede det: Mad var det jo selv i den fattigste hytte, når det var jul! Der kom store kurve fulde fra præstens og gårdene rundt omkring – i julen skulle ingen mangle.

Den store, store fest nærmede sig.

Præstens julegæster kom kørende i slæde ned gennem landsbyen, og var pakket ind lige til næsen, så man ikke kunne se, hvem det var. De så ud, som skulle de til Sibirien.

Der blev liv og lystighed inde i de små, lavloftede stuer med de store, gammeldags, slidte møbler og den rummelige, gæstfri favn.

Oppe i storstuen stod juletræet pyntet og parat til at tændes, og på bordet langs væggen lå alle gaverne i pakke med navn. Til stuen var der låst, ingen måtte se, og ingen måtte røre! – Men forpagterens håbefulde lille søn Mads var sluppet ind, uden at nogen havde lagt mærke til dertil.

De havde alle været så optaget af juleforberedelserne, at de slet ikke havde set Mads – hverken da han smuttede ind i storstuen bag Ane Kokkepiges brede skørter, og heller ikke, da han kravlede ind under bordet med den lange, hvide dug.

Mads gik ud og ind hos præstens. Hans forældre boede i selve præstegården og passede gården. De skulle til juletræ hos præstens og havde derfor spist tidlig til middag, og Mads havde fået lov til at gå i forvejen og underholde pigerne ude i køkkenet.- Men Mads fandt, der var langt mere interessant i storstuen. Han var fire år, havde rødlig blondt hår, blå øjne og røde kinder. I anledning af julen havde han fået sin nye matrosdragt på. Den var syet til at vokse i, så Mads druknede både i trøjen og bukserne; men fandt man ham endelig, blev man glad af at se på ham, hvis ikke man var det i forvejen. Han lo næsten altid over hele ansigtet, der lyste af sundhed og glæde.

Mads blev forkælet både hjemme og hos præstens – ellers ville han nok ikke have vovet det, han fandt på juleaften! – Drevet af nysgerrighed var Mads kommet ind i den store stue, hvor han vidste, alle juleforberedelserne nu var endt.

Ilden knitrede i kakkelovnen, og henne i hjørnet stod en tændt lampe, der lyste svagt over stuens herligheder. Det store juletræ stod midt på gulvet behængt med vidundere af udklippede hjerter, net med rødkindede æble, forgyldte valnødder og et strålende spindelvæv af sølvtråde, der lyste i halvmørket. Mads sad så stille som en mus under bordet, indtil alle var gået ud af stuen, og døren låst.

Så stak han forsigtigt hovedet ud under dugen og så sig om. – Dette var mere end sjovt.

Han var ganske alene til juletræ.

Han kravlede på alle fire ud på gulvet og rejste sig op. At et grantræ kunne blive så fint! Han måtte hen og undersøge det nærmere, føle på æskerne og kræmmerhusene og se, hvad der var i. Pebernødder, chokolader, rosiner og mandler. Mads smagte på sagerne og blev mere og mere tilfreds.

Der var nogen ved døren, og nøglen blev drejet om. Mads var hurtig som et lyn inde under bordet igen: Det var præstefruen og en af døtrene.

“Vis mig så, hvor lille Mads’ pakker ligger,” sagde præstefruen. Og Stella, Mads’ gode legekammerat, der havde lært bogstaverne, pegede på en bunke pakke midt på bordet.

“Her,” sagde hun, – “sikken en masse ting, han skal have – nu lægger jeg tømmen fra dig her, mor – så er det hele i orden!”

“Vi forkæler den dreng,” sagde præstefruen, “bare han kan tåle det!”

“Jo, det er jeg vis på,” svarede Stella, “Mads er en sød og god dreng!”

Mads blev ganske rød i hovedet. De skulle bare ane, han sad under bordet, så ville de nok ikke mere synes, han var sød!

Men ingen magt i verden skulle få ham ud af julestuen.

Der var et helt langt år, til julen kom igen, så man måtte jo nyde den, det man kunne. Så lukkede døren igen, og alt blev stille.

Tømmen!

Mads havde kun én eneste tanke i hovedet, da han kom frem på ny – tømmen.

Mon det var en rød med bjælder, som havde ønsket sig så længe?

Forsigtig lirkede han lidt ved det hvide papir og kikkede. – Jo, den var rød, og der var noget der raslede! Mads pakkede ud, dette var alt for spændende, og det var jo ham der skulle have tømmen! Nej hvor var den fin! Mads holdt den ud i stiv arm, og alle de små bjælder skinnede og raslede ved den mindste bevægelse. Hans hjerte bankede højt af glæde, det var jo hans højeste ønske – julens drøm, den blev opfyldt. Mads havde ingen tydelig følelse af, hvor galt han bar sig ad. Han var kun fire år, og han var jo bedt med til at se juletræet og skulle have sine gaver, så det faldt ham ikke ind før bagefter, at han gjorde noget forkert. Foreløbig var han optaget af alt det nye og spændende, som han var ganske ene om at undersøge. Han gik fra opdagelse til opdagelse.

Under tømmen lå der en stor, flad pakke – den var nok også til ham! Mads var blevet dristigere, han rev papiret til side – og frem kom en stor, dejlig billedbog med mange, brogede billede. Den var nok fra Stella! Mads så på alle billederne, og sommetider lo han højt. Da bogen var gennemset, blev den lagt til side, og Mads fandt en stor pakke frem. Stella havde lært ham bogstaverne, så han kunne godt læse, at der stod “Mads” udenpå.

Det var lidt svært at få sejlgarnet op, men det gik – og frem kom den nydeligste nissedragt, grå bukser, en rød ulden trøje og en rød, spids nissehue med lang kvast.

Mads hoppede højt af glæde og dansede rundt om juletræet. Så begyndte han at trække i stadsen, og et øjeblik efter var forpagterens Mads forvandlet til en julenisse. Og nu vågnede først rigtig hans eventyrlyst. Han ville ud i laden for at se, om alle de andre julenisser sad og spiste af grødfadet, hans mor havde sat ud. Men døren var låst, og ingen måtte jo vide, at han havde været skjult i den store stue. – Præstegården var lav, vinduerne ikke ret langt fra jorden, og der var både rørværk og tremmer og vildvinsranker at holde sig fast ved. Mads åbnede forsigtigt vinduet og kravlede op i karmen. Den lille nisse overskuede et øjeblik situationen, så lod han sig resolut glide ned på jorden. Det gik udmærket. Udenfor var det mørkt, men Mads kendte vejen, og kort efter stod han i laden. Der duftede det af hø og halm, det puslede i alle kroge. – Mads stod ganske stille. – Var det mon nisserne, der ville frem til det store grødfad, der stod midt på gulvet? Mor havde hængt en tændt lygte på loftsbjælken, for at nisserne skulle kunne se at spise, og for at det hele skulle være lidt festligt.

Det halve af grøden var spist, men nisserne var ikke at se. Mads satte sig hen i krogen for at vente.

Når de nu alle sammen var kommet og sad nok så godt ved grøden, så ville han gå hen til dem og tage huen af og ønske dem “glædelig jul” og fortælle dem, at det var hans mors grød, de spiste. Så ville de nok danse omkring ham og lege med ham. Mads sad ganske stille og ventede.

Hvor det puslede alle vegne! For oven, for neden, i krogene, det var, som halmen var levende. Alle de vilde kattekillinger kom frem. De var så smukke – sorte, grå, rødspættede, hvide – ingen menneskelig hånd havde krammet dem endnu, for de var umulige at få fat på. Men nu sad de nok så fredeligt omkring grødfadet og gjorde sig til gode. Mads morede sig kongeligt. Han nærmede sig ganske stille – hvor ville han gerne fange bare én eneste og klappe dens bløde pels! Men vips, var hele flokken væk og skjult højt oppe på loftet. De havde optaget faren, der truede – og hvad var en klat grød mod den ubudne frihed!

Mads satte sig ned igen og ventede. Hvis nissefamilien ville have mad, måtte den snart komme, for fadet var næsten tømt.

Det puslede igen, halmen rørte sig hist og her – og se, frem kom rotterne, de store, grå rotter og lejrede rundt om fadet.

De var sultne og tog for sig af retterne, men Mads kunne ikke lide dem og var lidt bange for dem. Der kom nogen udenfor – det var moderen. Mads kendte de hastige, små skridt. Nu måtte man nok se at komme af sted i en fart for ikke at blive opdaget!

Rotterne havde instinktiv taget flugten og var skjult under halmen igen. Mads havde rejst sig op så sig et øjeblik rådvild omkring. Fra laden førte der en dør ud i huggehuset; hvis den stod åben, kunne Mads komme derfra ud i præstens have. Nu stod hans mor i døren. “Ih, jøsses dov,” sagde hun og slog hænderne sammen, nisserne har nok været der og spist julegrøden!”

Mads havde vendt ryggen til og tog flugten.

“Nej se, nej se,” råbte hans mor henrykt,” der er jo en af de små fyre – hej, hop, lille ven. Du behøver ikke at skynde dig så stærkt, jeg skal såmænd ikke gøre dig noget fortræd! Er du kommet væk fra familien, dit lille pjus! Nej se, nej se, hvor du kan bruge de små, tykke ben! Det skulle fatter se, så ville han gi’ mig ret i, at det er nisserne, der spiser julegrøden! Ja, det har jeg jo vidst i mange år! Glædelig jul, glædelig jul, lille nissemand!”

Nissemanden svarede ikke, men han viftede med huekvasten, og forpagterens kone forlod laden glad over sit syn og stolt over, at hun havde fået ret og nu kunne overbevise sin mand.

Men Mads styrede, så hurtigt hans små ben kunne bære ham – gennem huggehuset og ud i præstens have. Langs muren sneg nissen sig forbi de oplyste vinduer – over den gamle veranda – og videre til storstuens vindue, der endnu stod på klem.

Mads var en rask dreng og vant til at klatre, det var en let sag for ham at kravle op ad det lille stykke mur. Men da han sad overskrævs oppe i vindueskarmen og lige skulle til at hoppe ned på gulvet, gik døren til dagligstuen op, og Ane Kokkepige kom ind med forklædet fult af appelsiner, der skulle i kurvene. Hun gav et vræl ved synet af julenissen og slap forklædet, så alle appelsinerne rullede ud over gulvet. Mads var lamslået og vidste ikke, om han skulle springe ud eller ind – han sad som spigret fast til vindueskarmen. Ane så ud, som var hun en besvimelse nær.

I stuens halvmørke kunne hun ikke skelne Mads’ træk, hun så kun den røde trøje og huen og de grå bukser. Præsten kom til: “Hvad er der, Ane – hvorfor skriger du?”

“Julenissen er der – julenissen!” stønnede Ane og pegede hen på lille Mads, der begyndte at føle situationens alvor.

Tænk, at den store, tykke Ane kunne blive så bange for ham! Hun havde åbenbart aldrig før set en julenisse! Og nu gav Stella også et højt vræl fra sig og den lille Jenny. Mads fik helt ondt af dem. “I skal ikke være bange!” sagde han resolut og lod sig glide ned på gulvet og gik hen imod dem. Der blev en leen og spøgen og skænden, og Mads blev ført i triumf ind i dagligstuen, hvor præstens og alle gæsterne sad.

Men da var julenissens mod forbi. Han holdt begge hænder for øjnene og stortudede. Der vankede jo nok lidt skænd og nogle alvorsord; men det var jo juleaften, hvor alle sind stemmes til mildhed og overbærenhed, og da Mads hurtigt indså, hvor galt han havde båret sig ad, fik han snart tilgivelse. Værst blev det hjemme.

For hans far glemte aldrig den historie og drillede bestandig sin kone med den jul, hun så julenissen nede i laden. Og grødfadet blev aldrig mere sat derned!