Julestadsgamle dage

gamle dage

I midten af forrige århundrede, tiptiptipoldeforældres tid, var mange mennesker flyttet fra landet ind til byerne.

Julen rykker fra lokalsamfundet ind i familien

Kilde: dengamleby.dk

I lejlighederne i byen var der ikke plads til at fodre julegrise op, så man måtte nu købe sig til mange af de ting, som man ikke længere lavede selv. Hvis man ikke selv havde plads til et komfur, sendte man julegåsen hen til bageren, som stegte den i sin store brødovn. I byerne holdt man julestuer på værtshusene, men mange mennesker brød sig ikke længere om den tradition.

De mente, at julestuerne fyldte gaderne med fulde folk, som lavede for meget ballade i julen, som jo skulle være fredens tid. Lidt efter lidt blev julen i byen en familiesag. Man samlede kun sin egen tætte familie omkring sig og havde ikke så meget at gøre med naboerne som ude på gårdene i ældre tid.

Nye skikke

Nye skikke afløste de gamle. Juletræet kom til Danmark fra Tyskland i begyndelsen af 1800-tallet. Det stedsegrønne træ blev et billede på Jesus, som gav menneskene evigt liv og lyste op i sjælenes mørke, som træet med sine lys skinner gennem den mørke vinter.

Samtidig begyndte også familiens voksne at give hinanden hyggelige julegaver, og nu skulle de være fint pakket ind. Og omkring 1840 dukkede bondelandets og folketroens gårdnisse op som by julens hyggelige gråklædte Julenisse med den røde hue. De voksne fortalte de undrende børn, at det var ham, der kom med julegaverne til dem.

Sådan kunne julen have set ud

Således kunne julen i byen tage sig ud: Midt i december tog Far en dag tidligt fri fra kontoret, hvor han arbejdede, og købte et kæmpestort juletræ på torvet ved kirken. Det slæbte han op i lejligheden, mens Amalie og Lillebror endnu var i skole. Inde i den fine stue, som Mor kaldte “Stadsestuen”, blev træet stillet på fod. Stadsestuen blev kun brugt, når der kom gæster eller – som nu – i højtiden.

Men børnene måtte ikke se juletræet før selve Juleaften. Derfor blev døren til den fine stue omhyggeligt låst. Alligevel sneg Amalie sig hen til nøglehullet og kiggede ind. Træet derinde nåede næsten helt op til loftet. I mellemtiden havde Mor meget travlt med juleforberedelserne i køkkenet. Hun blev vældig glad, da fragtmanden kom og afleverede en stor kurv med slagtemad hjemme fra gården.

Der var bjerge af flæskesteg, skinke, sylte og pølser. Og så var der blodpølse, som stank fælt, når den blev ristet på panden. Men Far elskede blodpølse, så Amalie holdt sig bare for næsen, mens hun undrede sig over, at nogen kunne spise noget, der lugtede så grimt.

Nu manglede Mor kun julebagningen. Hun bagte flere ovnfulde sigtebrød, pebernødder, klejner og honningkager, for der skulle være nok helt til Nytår. I brødene lavede hun mønstre med spidsen af en kniv, og honningkagerne blev pyntet med hvid glasur. Derefter blev kagerne gemt i dekorerede metaldåser, så de kunne holde sig dejligt sprøde længe. Klejnerne kom i den gamle, bulede dåse med julenisserne udenpå.

Mor og Far gør klar mens børnene sover

Natten efter Lillejuleaften listede Far og Mor ind i stadsestuen og pyntede juletræet, mens børnene sov. Julegaverne, som Mor havde købt i god tid og skjult i kisten oppe på pulterkammeret under taget, blev stille båret ned ad bagtrappen og lagt under træet.

Et par af de mindste gaver blev bundet fast til træets grene med silkebånd. Og så – endelig – blev det Juleaften. Julegåsen kom ind på bordet med Dannebrogsflag stukket i maven og hvide papirmanchetter om benene. Derefter kom risengrøden ind med mandel i. Men Amalie og Lillebror blev ikke uvenner over mandelen, for Mor havde ikke købt nogen mandelgave.

Den skik havde hun endnu ikke hørt om. I stedet gav hun børnene et kandiseret æble og en appelsin hver. Amalies tænder løb i vand. Hun elskede appelsiner, men fordi de var så dyre og svære at få fat på om vinteren, fik hun dem kun til jul. Mens børnene nød den hjemmelavede konfekt og spiste frugterne, gik Far og Mor ind i stadsestuen og låste døren efter sig. Amalie kunne høre, at det puslede derinde.

Juletræet i stadsestuen afsløres

Omsider raslede nøglen igen i låsen, og Far åbnede døren, mens han smilede. Derinde stod træet og skinnede i den mørke stue, som stjernen lyste over Bethlehem julenat. På spidserne af grenene brændte røde og hvide Dannebrogslys. I kurve og kræmmerhuse havde Mor lagt chokoladegodter, nødder og rosiner, og under grenene dinglede bagte figurer med hvid glasur i røde silkebånd. Der var svaner, hjerter og fine mænd og damer i brede kjoler, alt sammen udskåret i kagedej. Amalie kunne ikke få øjnene fra kagedamerne. Tænk at Mor havde bagt dem ude i køkkenet, uden at nogen havde opdaget det!

Mellem det grønne hang appelsiner, sukkerstænger og små æbler i røde bånd. Lange guirlander af Dannebrogsflag faldt ned over træet. De løb oppe fra stjernen og næsten helt ned til gulvet. Engle og nisser af papir snurrede rundt om sig selv i varmen fra julelysene. Så dansede Far og Mor om juletræet med børnene mellem sig, mens de sang julesalmer. På en af træets nederste grene hang en nisse-sprællemand, som Lillebror trak i, hver gang han kom forbi den. Til sidst knækkede sprællesnoren, og Lillebror begyndte at græde. Men ikke længe. Tinsoldaterne i hans første julegave fik ham på andre tanker.

Snart var tæppet under juletræet helt spraglet af gavepapir i mange farver. Amalie sad mellem puderne i sofaen og krammede forsigtigt sin bedste gave, dukken med ansigt, arme og ben af det fineste porcelæn. Imens rullede Lillebror sig sammen i hjørnet bag den nye gyngehest og faldt i søvn. Da børnene var lagt i seng, listede Mor op ad bagtrappen med et fad varm risengrød med en stor smørklat i. Oppe på loftet stillede hun fadet i krogen bag skorstenen. Ikke fordi hun troede på nisser. Men man kunne jo aldrig vide.

Peters Jul bliver skrevet

Førsteudgaven 1866, har kun få eksemplarer overlevet til nutiden. Det litografiske omslag viser den gamle Jul, dvs. den tidlige version af julemanden, som bedstemor fortæller om i bogen. I bladet Illustreret Tidende blev bogen i 1866 rost for sit originale ydre.
Førsteudgaven 1866, har kun få eksemplarer overlevet til nutiden. Det litografiske omslag viser den gamle Jul, dvs. den tidlige version af julemanden, som bedstemor fortæller om i bogen. I bladet Illustreret Tidende blev bogen i 1866 rost for sit originale ydre.

I 1863 skriver Johan Krohn versene til “Peters Jul”. I 1865 finder han en forlægger, der gerne vil udgive bogen, og han får sin bror Pietro og en ven, maleren Otto Haslund, til at illustrere bogen. Desværre er Johan bestemt ikke tilfreds med resultatet og kommenterer i et brev følgende: “Bogen kom i hænderne på et rigtig svin (undskyld udtrykket!) af en litograf. Da vi kom for at se værket, var vi nær besvimet alle tre over det, vi så. Bogen var ødelagt, fortegnet, formalet, trykt og indbundet og udstyret som en 2 skillingsbog. Kort og godt, dens kælderudseende gjorde, at vi nedlagde protest og nægtede, at bogen måtte se dagens lys i det kostume.”

Bogen udkom heldigvis, og er udkommet mange gange siden med forskellige illustrationer.

  • I 1870 udgives anden reviderede udgave, og bogen ligner nu den, vi kender med tegninger af Pietro Krohn. Genoptrykt i 1905, 1929 og 1934.
  • I 1889 med tegninger af Frantz Henningsen, genoptrykt i 2001.
  • I 1914 med tegninger af Erik Henningsen, genoptrykt i 1919.
  • I 1962 kom et nyoptryk af den sjældne 1866-udgave, med kommentarer af H.P. Rhode.
  • I 1942 udkom den i den udgave de fleste kender i dag. Den er illustreret af Herluf Jensenius og er blevet genoptrykt mange gange.

Læs “Peters Jul” her ➤

I meget gamle dage, på vore tiptiptiptip -tiptipoldeforældres tid, boede de fleste mennesker i Danmark på landet.

Selvforsynende

Støbning af lys

Der var ingen supermarkeder, hvor man lige kunne smutte hen og hente flæskestegen i frysedisken et par dage før Juleaften. Alting måtte man lave selv; – der skulle støbes lys og slagtes, bages og brygges øl til gårdens mange mennesker. Så hele landmandens familie og karlene og tjenestepigerne med begyndte allerede med juleforberedelserne tidligt i november. Julegrisen, som var blevet tyk og fed i løbet af året, blev slagtet og skåret ud. Flæskesiderne blev saltet, og de rensede tarme blev proppet med kød til hjemmelavede pølser.

Lænkehunden bestemmer næste års høst

Selve Juleaften blev lænkehunden, der ellers boede i sit lille skur ude på gårdspladsen, inviteret ind i den varme stue, mens gårdens folk nød julemaden. Så serverede man tre klatter grød for den af tre forskellige kornsorter. Den grød – byg, havre eller rug – som hunden spiste først, ville give den bedste høst til næste år.

Små gaver til børn og tyende

Derefter gav de voksne børnene små gaver. Det var kun beskedne ting, og de var ikke pakket ind. Det kunne f.eks. være en ekstra stor håndfuld pebernødder, en hjemmestrikket hue eller et par sokker. Tjenestefolkene fik måske en lille opmærksomhed af gårdmanden – f.eks. et brød, en halv gris eller penge.

Juleøl

Ellers gav de voksne ikke hinanden julegaver. De nøjedes med at nyde maden og det søde juleøl. Og så glædede de sig til at slappe af fra den lange forberedelsestid i julestuerne efter helligdagene.

Julestuer

Julestuerne var hyggelige aftener, hvor unge og gamle fra omegnen mødtes hos hinanden for at snakke, lege og smage på årets julebryg. Julestuerne startede som regel lige efter juledagene og fortsatte til hen i januar. Folk skiftedes til at holde julestue for naboer og venner hver anden eller tredje dag. Og så hyggede man sig sammen. Det kunne gå således til: Mor sad ved kakkelovnen og snakkede med konerne fra nabogårdene, mens de strikkede, så pindene klirrede.

Far sad og tyggede på sin gamle pibe, mens han lyttede til andre mænd, som fortalte muntre historier fra deres ungdom. Måske var der et par overdrivelser og en hel del løgnehistorier iblandt, men det gjorde ikke noget, når bare tilhørernes øjne gnistrede af spænding.

I mellemtiden dansede de unge med hinanden til spillemandens lystige violinmusik. Selv om han spillede, så strengene hvinede, og fødderne trampede, så krusene hoppede på bordet, forstyrrede det ikke de ældre i deres snak. De lænede sig bare lidt længere frem på stolene og stak hovederne tættere sammen over fælles minder. Midt i det hele gik døren op og et par af karlene rullede en stor tønde med det søde juleøl ind i stuen. Så kan det nok være, at alle fik gang i krusene.

Dans og leg

De unge piger, som var blevet varme af dansen, slog sig ned for at svale af med en tår øl, mens de fnisede af karlene. Oline lo højest. De var ikke alle lige gode til at danse, de fyre, og et træskotramp over tæerne var ikke det bare grin for en pigefod! Pludselig foreslog en af pigerne, at nu skulle der synges. Så sang man sammen – gamle, unge og børn -, mens tællelysene flakkede i stagerne.

Bagefter legede man “Blindebuk” eller “Bro-bro-brille” eller dansede sammen i kædedanse, hvor alle kunne være med. Så skubbede man bordet og stolene til side, og Mor og Far hoppede også med i kæden, så længe benene kunne bære dem. Den lange menneskekæde snoede sig rundt i stuen, hvor der var plads.

Hen på aftenen, hvor juleøllet var sunket godt i tønden, blev nogle af de unge modige nok til at underholde de andre med komediespil eller lidt grove løjer. Et par af karlene slog enderne sammen og kravlede rundt på alle fire, mens en tredje red på deres rygge som en anden rytter. Han råbte og svingede med ølkruset, som om han red en utæmmet hest.

Uhyre

Lidt efter kom et skrækkeligt uhyre brasende ind i stuen. Det var en kæmpestor gedebuk med vældige horn og en klaprende underkæbe. Han vraltede rundt på stive forben, men havde bagben som et menneske. Rundt fór han, trampende og bandende som Fanden selv, mens han skubbede til folk, væltede deres ølkrus og kneb pigerne i enden, til de hvinede af skræk. En lille dreng, som havde gemt sig under slagbænken for ikke at blive jaget i seng, begyndte at hyle af forskrækkelse.

Men den store gedebuk var ikke farlig. Den standsede ved bordet og gnaskede resterne af julekagen, et par æbleskiver og de sidste pebernødder i sig med en hånd som et menneske. Far og Mor lo bare. De vidste godt, at uhyret bare var naboens Poul, som havde trukket et tæppe over sig og legede julebuk. Bukken forestillede Djævelen, som blev lammefrom og ufarlig, når bare han blev bestukket med lidt af helligdagenes gode mad.

Sådan fortsatte løjerne og legene til ud på natten, ind imellem afbrudt af en ny sang og flere danseture, hvor de unge pigers skørter susede, og øllet skummede i krusene og i maverne. Imens tog de ældre sig et sidste slag kort, mens tællelysene brændte ned. Man kunne høre på spillemandens violin, at hans hænder var ved at være trætte. Snart efter tav instrumentet dog, og syngende stemmer forsvandt lidt efter lidt ad de tilsneede veje over mod nabogårdene.

Men Oline var ikke ked af, at aftenen var omme. Om tre dage skulle der være julestue igen ovre hos Pouls forældre. Hvis da spillemandens fingre var blevet udhvilede igen til den tid.

Bondens jul

Mange af de skikke og traditioner, som vi kender i dag, fandtes også i bondesamfundets jul.

Traditioner forsvinder

Andre er derimod nu helt forsvundne – det gælder fx forestillingen om de dødes gudstjeneste julenat, varslerne og den folketro, der blev forbundet med den særlige julenat. “Kernen ” i bondens jul var stort set uændret fra middelalderen og frem mod 1800-årenes midte: det kristne element og ønsket om, at det kommende år måtte bringe frugtbarhed og god avling.

Skomageren

Den evige jøde skomageren“Jerusalems skomager” – eller “Den Evige Jøde” hørte til julenattens uhygge. Beretningen om jøden Ahasverus, der er dømt til at vandre indtil Verdens Ende har været kendt i Danmark siden 1500-årene. Hvileløsheden var straffen fordi han havde jaget Jesu bort, da han kom slæbende med sit kors og ville hvile sig op af skomagerhuset på sin vej til Golgatha.Kun julenat må han hvile, og hvis en bonde lod sin plov stå ude, risikerede han, at Jerusalems Skomager kom og satte sig på den. For fremtiden ville der så kun vokse ukrudt, der hvor ploven pløjede.

Mørket gav liv til overtro

For bondesamfundets mennesker var vinter (- og jule-) mørket fulde af væsner og kræfter, der kunne være farlige. Et vandresagn handlede om, hvordan en kvinde ved et uheld kom med til “De Dødes Gudstjeneste” i den lokale kirke, og nær var blevet sønderflået af dødningene. Andre sagn fortalte, hvordan nedmaninger var gået galt, og genfærdet derfor fik lov at komme op og spøge én gang om året. Det var da i reglen netop julenat.

Varsler

Netop fordi juletiden var særlig “hellig og speciel”, var den også meget velegnet til at tage varsler i. Der kendes mangfoldige former for varsler, fx om hvem der ville dø i det kommende år, hvem man ville blive gift med, hvilke kornsorter, der ville stå bedst eller hvordan vejret ville arte sig. Det sidste kunne man finde ud af ved at sætte “julemærker”. “Julemærker” var cirkler, der blev udfyldt på forskellig måde, alt efter, hvordan vejret var i de 12 “juledage” mellem 25. december og 6. januar. Hver af de dage svarede til en af årets 12 måneder.

Julestuer

En af de store fornøjelser for bondesamfundets folk var julestuerne, hvor især de unge mødtes til forskellige lege i private hjem. Julestuernes storhedstid var tilsyneladende begyndelsen af 1700-årene, hvor datidens moderne pietistiske præster kæmpede voldsomt imod dem. I 1730´erne blev julestuer forbudt på helligdage og på aftenen op til helligdage, og efterhånden lykkedes det myndigheder og præster at få lagt en dæmper på løjerne.Kilde: Historiemagasinet SIDEN SAXO.
Forfatter: Charlotte S. H. Jensen, folkemindeforsker.

middelaldermad

I middelalderen er julen blevet en kristen fest, til ære for Jesu fødsel. Alligevel var der åbenbart også på dette tidspunkt en lang række mere folkelige dele af julefesten – de såkaldte julestuer – hvor folk slog gækken løs og morede sig. Bl.a. for at hæmme disse fester blev der allerede i 1100-årenes kirkelove dekreteret julefred i perioden fra 25. december til Helligtrekonger. Disse tolv dage kaldtes også “Juletylvten”, og her måtte ingen ufred forekomme ((Kilde: Historiemagasinet SIDEN SAXO.
Forfatter: Charlotte S. H. Jensen, folkemindeforsker.)).

Med kristendommens indførelse begynder vi at holde jul den 25 december – blot starter vi aftenen før: den 24. At Jesus blev født på netop denne dato, blev besluttet af et kirkemøde i 300-årene. Sandsynligvis var en del af inspirationen, at mange af de religioner, som konkurrede med kristendommen havde vigtige højtider på dette tidspunkt. Lys var en del af de tidlige kirkelige “juletraditioner”, og slog godt an blandt lægfolk. I Johannes-evangeliet kalder Jesus sig selv for “Verdens Lys”, og der kan derfor lægges megen god kristen symbolik i julelysene. Lys blev lavet af tælle, som man smeltede fra slagtedyrene – og var et forholdsvis kostbart råstof. Vokslys var selvfølgelig kun forbeholdt de allerfornemmeste. Havde man ikke selv lys eller råd til at købe dem, kunne man gå omkring og tigge eller “synge for lys”.

Da kristendommen kommer ind i julen, kommer nogle af de ting, der hører til den kristne gudstjeneste med. Heriblandt er salmerne, hvoraf et par stykker har “overlevet” til i dag. Vores ældste julesalme er nok “Et barn er født i Bethlehem”, der kendtes allerede i 1300-tallet. Også “Et lidet barn så lysteligt” kan have været kendt i middelalderen. Det er en omskrivning af en tysk folkelig julesang og findes i den ældste lutherske salmebog.

Den katolske middelalder-dansker mente, at en af vejene til at frelse sin egen sjæl var at gøre godt imod andre. Almisser givet til de fattige kunne også få en betydning for giveren. At give i julen, til ære for Gud og for Jesu fødsel, var særlig oplagt.

Jul hos vikingerne

Foto af Liliya GrekUnsplash

Der er kun få kilder, som fortæller noget om, hvordan julen var i førkristen tid. Snorre Sturlasson fortæller i bl.a. Hakon den Godes saga en del om den førkristnetid. Men Hakon regerede i Norge fra 934-960 og Snorre levede i 1200-tallet. Der findes én førkristen kilde der fortæller om den nordiske jul – nemlig et kvad, som handler om Harald Hårfagers kamp ved Hafsfjord i 872. Skjalden Thorbjørn Hornklove fortæller i et kvad om Harald og begivenhederne at “ude vil han drikke jul, for at være den eneste, som råder”.

blank
Harald Hårfager modtager kongeriget af sin faders hånd.

Julen drikkes

Her tales om at drikke – ikke at “fejre” eller “holde” jul, hvilket fortæller, at øllet havde en væsentlig betydning. Vikingernes jul var en midvinterfest – midvinterblót – der havde betydning for frugtbarhed og held i det kommende år.

Sagaerne beretter

I Hakon den Godes saga fortælles, at Hakon var på “julebesøg” hos en stormand, hvis bønder forlangte, at han skulle blote til “àrs ok fridar”, dvs. “til år og fred”. Andre steder i sagaen får man at vide, at der var tre traditionelle skåler – til Odin, til Njord og til Frøj – for år og fred. Værten signede det første bæger til Odin, men den kristne Hakon snød og gjorde korstegn, da det blev hans tur.

Julefesten var et sammenskudsgilde

Snorre fortæller også, at julen var en slags sammenskudsgilde, hvor alle bønderne kom til hovet (helligstedet) med madvarer. Der blev slagtet, bla. får og heste, hvis blod blev smurt på alter, gudebilleder og vægge, og stænket over de tilstedeværende. Kødet fra offerdyrene blev kogt som gildemad og de første skåler man drak blev velsignet.

blank
Foto af MaxUnsplash

Hellig galt

I en anden saga – Hervør og Heidriks saga – fortælles om et julegilde, hvor værten lod en stor galt komme ind i salen. Det var guden Frøjs hellige dyr, og ved den kunne man sværge eller aflægge løfter for det kommende år.

Jul er flertal

I kvadet om Harald Hårfager bliver der talt om at “drekka jól”. Ordet “jul” hører til de ældste dele af festen. “Jul” er et flertalsord, som betyder “fester”. Måske skal det tolkes som “festtid” eller “festperiode”. I dag består julen for mange jo strengt taget også af flere fester, frokoster eller sammenkomster i julemåneden.

Kilde: Historiemagasinet SIDEN SAXO.
Forfatter: Charlotte S. H. Jensen, folkemindeforsker.